Planet Pulp

Tyske Olaf Ittenbach er kendt for sine ultrasplattede undergrundsfilm, der i begyndelsen af 1990’erne vakte en del opsigt i de tyske medier. For Ittenbach er ikke tilfreds med “kun” at vise korte splattersekvenser – han går hele vejen, og trækker gerne lidelserne i langdrag, så man næsten bliver nødt til at kigge væk fra TV-skærmen.

Det er undergrundsfilm, vi her har med at gøre, og det ses tydeligt på teknikken, skuespillet og effekterne, men alt dette er kun med til at svøbe hele filmen ind i en sleazet videostemning, som ikke kan købes for penge eller skabes kunstigt.

En dæmon i spejlet

Hovedplottet omhandler den unge knægt Thommy (Ittenbach selv), der finder et gammelt spejl på sit loft, som han hænger op på sit værelse. Men hvad han ikke ved er, at spejlet er besat af en blodtørstig dæmon, der snart bosætter sig i Thommy. Det har selvfølgelig blodige konsekvenser og resulterer i grum tortur og nedslagtning af familiemedlemmer, venner og kærester.

Gyserfans ville umiddelbart, af denne udredning, kunne se ligheder mellem Ittenbachs debutfilm og film som Sam Raimis The Evil Dead (1981) og Ulli Lommels The Boogeyman (1980), og det er skam ikke de eneste referencer, Ittenbach benytter sig af.

Plottet er ultratyndt, men det lader ikke til at gå Ittenbach synderligt på – så er der jo bare tid til endnu mere splat! Alligevel bliver der flettet mindre sekvenser ind hist og her, hvis eneste formål er at have en undskyldning for endnu mere splat, hvilket i princippet er godt. Men disse sekvenser er alligevel med til at gøre filmen mere ustruktureret og flere steder føler man, at Black Past er konstrueret af flere usammenhængende videoprojekter. Det er ikke den store katastrofe, og når Ittenbach nu alligevel serverer tonsvis af splat, kan man se igennem fingre med det.

Ittenback i underbukser

Ittenbach spiller selv hovedrollen som Thommy og har givetvis fået venner og familie til at medvirke imod et fad bratwurst og en kold weissbier som betaling. Skuespillet er selvfølgelig også derefter, men med en film i denne genre bør man efterhånden være vant til horribelt skuespil, så det burde ikke komme som nogen overraskelse.

Dog kan man undre sig over, hvorfor Ittenbach insisterer på at rende rundt kun iført beskidte underbukser flere steder filmen – ikke just appetitligt og faktisk mere skræmmende end splattet er. Billed- og lydsiden lider under de samme trashede vilkår, men oser dog af nostalgisk videoæstetik, som går lige i hjertet – og så er det bare for sjovt at lytte til de tyske replikker.

Det er selvfølgelig splatterscenerne, mange fans kommer efter, og det er også her, at Black Past tager kegler. Der bliver ikke sparet på teaterblodet, kunstige legemsdele og indvolde. Budgettet har givetvis ikke været så højt, og derfor er nogle af effekterne også ret lowbudget at se på, og et par er ligefrem grinagtigt dårlige. Hungrer man efter splat i stil med Bad Taste (1987) og The Evil Dead, vil man uden tvivl finde hele herligheden ganske fornøjelig.

Fans af større og mere polerede Hollywoodproduktioner vil sikkert få deres mælk og småkager galt i halsen ved synet af Ittenbachs rå og upolerede splatterstil og bør nok holde sig til de samlebåndsproduktioner, der bliver pumpet ud disse dage. Jeg vil dog råde alle splatterfans til i det mindste at give filmen en chance, selvom den kluntede æstetik kan virke som en turn off.

Another World Entertainment har udgivet Ittenbachs første tre spillefilm, Black Past (1989), The Burning Moon (1992) og Premutos – Der gefallene Engel (1997) samt den rædderlige Garden of Love (2003). Og endnu engang må man være taknemmelig for at have en dansk selskab, der sender noget anderledes på markedet, som ikke er skræddersyet til den brede befolkning.

Black Past er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt i nr. 73 | 13/11/2011

Stikord: Splat, Tyskland