Planet Pulp

Tidsrejser kan i fiktionens verden skabe alvorlige værker. Værker, der kommenterer på nutiden og som skærer ind til benet i den menneskelige psyke. Men det kan også være værker (ja, træls ord), som vil noget andet. Som kan noget andet.

Og tak for det, dudes. Tak for det, Bill og Ted. Dudes, hør blot her, hvordan Ted tiltaler folk tilbage i middelalderen: “How’s it going, royal ugly dudes?” Party on!

Fra 2688 til 1988

I år 2688 er der et herligt utopisk samfund inspireret af de “Two Great Ones” (Bill S. Preston og Ted “Theodore” Logan, spillet med kærlig dumhed og sødme af Alex Winter og Keanu Reeves). De to unge mænds musik og visdom har skabt det perfekte samfund.

Men der er problemer. For tilbage i år 1988 truer en mulig dumpet eksamen med at splitte Bill og Ted, før de for alvor får lavet fede ting sammen.

Så i 2688 sendes Rufus tilbage i en tidsmaskine (en telefonboks med en spøjs sender på) til San Dimas (en forstad til Los Angeles) i 1988, så han kan hjælpe de to “dudes”, der ikke tænker på andet end musik og at lave så lidt som muligt.

Oprindeligt var tidsmaskinen tænkt som en 1969 Chevrolet, men man mente, at det var for tæt på en ganske kendt DeLorean. At man så valgte en telefonboks er jo ikke en mindre kopi, hvis man tænker Dr. Who, men det fortæller nok historien om, at den gode Dr. Hvem ikke var så kendt i USA på dette tidspunkt.

That’s Captain Ahab, dude

Rufus finder frem til de to unge mænd og gør det klart for dem, at det er meget vigtigt, at de består den eksamen, hvor de skal lave en præsentation af, hvordan vigtige historiske personer ville se på nutidens San Dimas.

At Bill og Ted ikke har den helt store viden om historie kan ses her, hvor de snakker om George Washington:

Ted: Okay. Um… Had wooden teeth, chased Moby Dick.
Bill: That’s Captain Ahab, dude.

Så Bill og Ted får lov til at låne tidsmaskinen, så de kan lave den historiske research i virkelighedens fortid! Og så begynder den helt store tidsrejse ellers, hvor Bill og Ted møder personer som Sokrates, Billy the Kid, Sigmund Freud, Ludwig van Beethoven, Genghis Khan, Jeanne d’Arc, Napoleon Bonaparte og naturligvis (da vi har at gøre med en amerikansk film) Abraham Lincoln.

Se, hvis det ikke er en kulørt blanding, så ved jeg snart ikke hvad, der er. Krøllen bliver så, at alle disse personer proppes ind i en telefonboksen og kommer med til at San Dimas anno 1988.

Hvordan det påvirker præsentationen på gymnasiet vil jeg ikke afsløre her. Og dog. Hør her hvordan Ted introducerer hr. Khan – det giver et ganske klart billede af tonen i filmen:

“This is a dude who, 700 years ago, totally ravaged China, and who, we were told, 2 hours ago, totally ravaged Oshman’s Sporting Goods.”

Ren sjov og ballede

Bill & Ted’s Excellent Adventure er nemlig ren sjov og ballade fra første sekund til rulleteksterne. Hovedpersonerne minder om en blanding mellem surferdudes, metalhoveder og glade drenge – makkerpar som Beavis og Butthead (ja, de er grove mens Bill og Ted er søde) samt Wayne og Garth (Bill og Ted kom frem på ca. samme tidspunkt, så de har nok kigget lidt efter hinanden) har med garanti hentet lidt inspiration her.

Bill og Ted er nogle glade og lidt dumme drenge med hjerterne på rette sted. Når man ser filmen, er det med et konstant smil på læben. Dejligt.

Selve tidsrejsedelen er fjollet, men passer perfekt ind i filmens kontekst – et univers stort set blottet for fare og hvor alt kan lade sig gøre. Ja, der er for mange historiske personer (det går lidt for stærkt) og de er MEGET karikerede.

Men filmen er lavet med en stor portion kærlighed til både hovedpersonerne og tidsrejsegenren, så man ser igennem fingrene med det meste. Ikke nogen perfekt film, faktisk ikke en specielt god film, men en film med den rigtige vibe, den rigtige fortælleglæde.

Party on, dudes!

Filmen blev et hit. Den fik dårlige anmeldelser, men er i dag en kultfilm (jeg hader den betegnelse, men så ved I bedst hvad jeg mener) – 10 millioner blev omdannet til 40 millioner. Det var en fin forretning, og filmen fik da også en efterfølger i 1991 med Bill & Ted’s Bogus Journey.

I 1990 kom der en animationsserie og i 1992 en live action-serie – begge havde titlen Bill & Ted’s Excellent Adventures og var ikke de store succeser. Desuden blev der, i tidens ånd, blandt andet både lavet Nintendo- og Commodore 64-spil baseret på filmen.

Siden 2010 har produktionsselskaber og forfattere så arbejdet på udkast til en fortsættelse. Og i 2014, da filmen kunne fejre sin 25 års fødselsdag, udtalte Alex Winter, manden der spillede Bill, at man stadig arbejde på en fortsættelse.

Og lad os så lade den gode Abraham Lincoln få de sidste ord i denne anmeldelse: “These two great gentlemen are dedicated to a proposition which was true in my time, just as it’s true today. Be excellent to each other. And… PARTY ON, DUDES!”

Anmeldt i nr. 121 | 13/11/2015

Stikord: Tidsmaskine, Tidsrejser