Planet Pulp

Man kan næppe slippe afsted med at kalde Big Trouble in Little China (med den forrygende danske firsertitel Hvem springer kineserne for?) en god film i gængs forstand; dertil er den ganske enkelt for ujævn.

Hvis man tager de analytiske briller på og kigger på filmens enkeltbestanddele – manus, skuespil, instruktion, musik, effekter og stemning – oplever man en højst varieret og til tider decideret aparte konstruktion, der ikke burde fungere.

Heldigvis er en film ofte mere end summen af sine bestanddele, og det er i høj grad tilfældet med Big Trouble in Little China, der derudover kører en stor del af sit samlede indtryk hjem på charmen alene.

Ballade i Chinatown

Big Trouble in Little China markerede det fjerde samarbejde mellem John Carpenter og Kurt Russell (med Russell i hovedrollen) efter bio-pic’en Elvis (1979), Escape from New York (1981) og The Thing (1982), men i modsætning til den seriøse tone i både Escape from New York og The Thing, hersker en betydeligt mere løssluppen stemning i Big Trouble in Little China.

Russell spiller den kværulerende lastbilchauffør Jack Burton. Under et besøg i Chinatown vikles Jack, sammen med sin kinesisk-amerikanske kammerat Wang Chi (Dennis Dun), ind i en århundreder gammel okkult sag, der for Jack og Wang Chis vedkommende starter, da de i lufthavnen bliver vidne til, at en ung kinesisk kvinde bortføres.

Hun skal angiveligt bruges som brud for den ældgamle troldmand David Lo Pan (James Hong), der i sin menneskelige skikkelse henslæber en tilværelse som rullestolsbundet olding og styrer en af Chinatowns skumle bander. Men når den rigtige brud dukker op, kan Lo Pan vende tilbage i sin rigtige skikkelse, hvilket – forstår man – ikke er nogen ønskværdig situation.

Masser af ballade følger – naturligvis – og undervejs dukker også en nysgerrig journalist op i skikkelse af Kim Cattrall foruden alt hvad det kan kravle og gå af kinesisk-amerikanske skuespillere. Og inden du spørger: Ja, Al Leong er også med!

Hele molevitten kulminerer, da Jack, Wang Chi og kompagni vover sig ned i tunnelerne og hulerne under Lo Pans lagerbygning i Chinatown. Her kommer de ikke kun op imod Lo Pans overnaturlige henchmen, Thunder, Lightning og Rain, men også deciderede monstre, der rent effektmæssigt skriger ”1980’ERNE” med store neonbogstaver. Hvordan skal det hele dog ende….?

Hollywoods kopimaskine

Carpenters tidlige film i Hollywood var alle lowbudget independentfilm, men med succesen fulgte selvfølgelig kaldet fra Hollywood, hvilket i første omgang udmøntede sig i den lunkne Stephen King-filmatisering Christine (1983). Også Big Trouble in Little China er studieproduceret, og Carpenter blev alene hentet ind på projektet som instruktør – et job han sagde ja tak til, fordi han altid havde ønsket sig at instruere en kampsportsfilm.

Oprindelig var filmen tænkt som en western, men 20th Century Fox hyrede manusforfatter W.D. Richter til at gennemarbejde manuskriptet og føre historien op i nutiden, hvorefter Fox satte filmen i hastig produktion, så den kunne nå at få premiere i 1986 og konkurrere med Paramounts The Golden Child, der på mange måder minder om Big Trouble in Little China.

Med andre ord er der tale om et eksempel på den klassiske ”so ein Ding…”-reaktion i Hollywood, hvor et studie planker et andet studies idé. I dette tilfælde en film om orientalsk okkultisme og mysticisme pakket ind i kæk actionkomedie med enkelte horrorelementer. Som sådan er Big Trouble in Little China og The Golden Child interessante companion pieces med hver deres styrker og svagheder.

Derudover bemærker man selvfølgelig også, at flere af de kinesisk-amerikanske skuespillere medvirker i begge film – bl.a. både James Hong og Victor Wong.

Hæsblæsende overspil

Big Trouble in Little China blev ingen kassesucces, selvom den siden opnåede succes på hjemmevideomarkedet og i dag har status som en mindre kultperle blandt Carpenters fans. På sin vis er det forståeligt og fortjent, at den ikke blev den store succes, for som nævnt er der tale om en særdeles ujævn film med mange delelementer, der ikke fungerer ordentligt.

En væsentlig del af problemerne har filmen tilfælles med mange andre film, der forsøger at blande action, komik og horror, nemlig vægtningen og pacingen. Det er ikke fordi genreelementerne som sådan ikke fungerer, men fra scene til scene skifter de i et så hæsblæsende tempo, at man det ene øjeblik er vidne til rendyrket falde-på-halen-fjolleri med Kurt Russell og det næste befinder sig i nær-horrorland, når Lo Pans astrallegeme manifesterer sig som kinøjsergespenst med Fu Manchu-outfit og lysende øjne. Og endnu øjeblikket efter befinder man sig i rendyrket 80’er-action-land, når Lo Pans goons forsøger at få ram på vores kække hovedpersoner med nok automatvåben til at bevæbne et mindre mellemamerikansk land.

Det er heller ikke kun pacingen af de forskellige genreelementer, der er problematisk – helt generelt er filmen sat i et så hæsblæsende tempo, at man ved endt gennemsyn føler som om, man har været en tur ved Vesterhavet under en solid oktoberstorm.

Disse aspekter af Big Trouble in Little China er fundamentale problemer på manuskriptniveau, som hverken Carpenter, Russell eller resten af skuespillerholdet har kunnet gøre noget ved.

Til gengæld har Carpenter ikke haft specielt godt hånd i hanke med sine skuespillere, for præstationerne er mildest talt manierede. ”Overspil” er kodeordet her, og det gælder over hele linjen – fra Russell og Dennis Dun til David Hongs oldingespil som Lo Pan. Værst er dog Kim Cattrall som den næsvise journalist – hun er helt igennem frygtelig i alle sine scener.

Charmerende rod

Men for fanden, hvor er det her rod charmerende! Og hvor er der mange gode idéer i filmen! Jeg er totalt solgt på det grundlæggende koncept om den ældgamle kinesiske troldmand, der nu styrer én af Chinatowns badass-bander, mens han tålmodigt venter på at kunne vende tilbage i sin egentlige skikkelse. Og så må jeg jo være ærlig, at sige, at Kurt Russell har en stor stjerne i min bog.

Alligevel er der ingen tvivl om, at en stor del af min tålmodighed med Big Trouble in Little China stammer fra dengang, jeg så filmen første gang som 11-12-årig, og at det stadig farver min holdning til filmen.

Rent intellektuelt kan jeg godt se, at Big Trouble in Little China ikke fungerer særlig godt, men kombinationen af Chinatown, okkultisme og Kurt Russell sælger filmen til mig hver gang, jeg ser den! Og så føles det som om, at alle har haft det enormt sjovt under produktionen.

Af samme grund skal min vurdering af Big Trouble in Little China tages med et gran salt, for den ER helvedes ujævn, overspillet og sat i et tempo, der ville kunne gøre selv et hyperaktivt ADHD-barn forpustet. Men har man, som mig, en svaghed for okkulte historier og Kurt Russell, tror jeg nu alligevel, at Big Trouble in Little China kan køre den hjem på charmen.

Anmeldt i nr. 102 | 13/04/2014

Stikord: Okkultisme, Troldmænd