Beverly Hills Cop

“I’ve never been in a cell that had a phone in it. Can I stay for a while, ’cause I ordered some pizza?”

Hvordan doserer man farlighed, action og humor, så alle delene får fokus, uden at det hele falder til jorden?

Umiddelbart en svær opgave, som meget få filmskabere mestrer. Men hvis man vil se én film, der lykkes med det til perfektion, så er det Beverly Hills Cop.

Tænk også bare musikken, både sangene og Harold Faltermeyers skønne score, og eksempelvis den skønne kontrast mellem indledningens dystre Detroit og resten af filmens varme Beverly Hills.

En kaotisk tilblivelse

Her bør vi lige stoppe op. For hvis man kigger på filmens tilblivelse, burde det mere være historien om for mange kokke, der træder frem, end det er fortællingen om den enestående og lækre ret.

Normalt bruger jeg ikke meget krudt på filmenes produktionshistorie, men i dette tilfælde skal I lige et smut ind bag kulissen.

Før Daniel Mannix Petrie Jr. skrev det endelige manuskript, havde det inden været forbi hele tre forskellige manuskriptforfattere og 17 gennemskrivninger!

Der var også mange forskellige skuespillere, som var tiltænkt rollen som Axel Foley. Navne som Jack Nicholson, Bill Murray (den udgave gad jeg faktisk godt se), Mickey Rourke og, ikke mindst i forhold til actiongenren og actionhelten, Sylvester Stallone.

Stallone, der lavede sin gennemskrivning på 17 dage, havde mere fokus på action, og budgettet var højere. Så man gik, heldigvis, med Petries billigere version uden Stallone i hovedrollen.

Om man tror det eller ej, så blev Stallones manuskript til Beverly Hills Cop, efter endnu flere gennemskrivninger, til selveste Cobra fra 1986 – hvis jeg ikke vidste det, ville jeg ikke koble de to film sammen.

Udover de mange gennemskrivninger, så blev der faktisk også lavet ændringer under optagelserne af Beverly Hills Cop. Og på den første optagedag blev der hyret to nye manuskriptforfattere ind for at ændre lidt mere. Filmens instruktør Martin Brest har selv udtalt:

“…at jeg hver morgen stod op klokken 3, spredte alle skitserne på det her hersens lange bord og begyndte at klippe-klistre stumper og bidder sammen og (lave de sidste) omskrivninger. Så kom maskinskriveren klokken 6, skrev det rent og kom på optagestedet med det; ikke en kæft havde overblik over, hvad der gik for sig…!” (Levende Billeder, marts 1985).

Det komiske geni Eddie Murphy

Wow. Og det er ikke engang det hele. For efter de rettelser kom Murphys rettelser på selve settet, altså mange af de legendariske scener, eksempelvis i receptionen på hotellet og i den eksklusive klub, hvor han fortæller om “Herpes Simplex 10”, nogle af de scener, vi husker filmen for.

“Tell Victor that Ramon – -the fella he met about a week ago? – -tell him that Ramon went to the clinic today, and I found out that I have, um, herpes simplex 10, and I think Victor should go check himself out with his physician to make sure everything is fine before things start falling off on the man.”

Brest fortsætter:

“Nogle gange, lige før vi skulle begynde en optagelse, gennemgik vi scenerne og sagde, at dér manglede noget; så tyggede Eddie på det og i 99 procent af tilfældene fandt han på noget fantastisk.”

At den film fremstår så helstøbt, og så perfekt, er et lille mirakel. Normalt ville en produktionshistorie som denne have medført et ujævnt makværk, men åbenbart stod stjernerne rigtigt over Hollywood dengang tilbage i maj 1984, da man påbegyndte optagelserne!

Men hvad handler filmen om?

Vi er i slidte Detroit, fyldt med kriminalitet og strømere. Her møder vi Axel Foley, en uortodoks, men dygtig strømer, som konstant overskrider chefens grænser. Efter en mislykket undercover-operation, som han slet ikke havde fået lov til at stå for, får Foley en sidste chance: Ret ind eller blive fyret!

Så får Foley besøg af en gammel ven, der kommer direkte fra Beverly Hills. Vennen har trådt i spinaten og har gjort de forkerte personer sure. Så et par lejemordere tropper op hos Foley og dræber vennen! Foley bliver “bare” slået bevidstløs.

Så Axel tager til Beverly Hills. For at finde frem til, hvem der slog vennen ihjel! Et semi-hævnplot. Men så kommer humoren også. Samspillet med de to Beverly Hills-strømere Rosewood og Taggart, franske Serge, indtjekningen på hotellet osv. Indtil det hele leder frem mod et stort actionklimaks. Lækre sager.

Lækker action og lede skurke

Man bør også nyde Eddie Murphys udgave af en actionhelt. For han har en helt anden statur end de bøffer, vi normalt forbinder med actionfilmen i 1980’erne. Ja, selv Bruce Willis’ John McClane ligner jo en bodybuilder i forhold til Eddies Axel Foley.

Det vilde er også, at Murphy faktisk formår at have actionheltens sejhed, da vi nærmer os filmens klimaks, den stort anlagte actionsekvens i Victor Maitlands palæ, der nærmest kunne være en actionscene fra Commando (1985) og lignende film. Spækket med skud, blod, død og skurke, der får som fortjent.

Og når vi er ved skurkene, så lad os se nærmere på netop Victor Maitland. Et klassisk dumt svin, og faktisk både modbydelig og farlig, som man normalt ikke ser i komedier. Nej, han ligner noget fra en Seagal-film. Eller måske en Stallone-film.

Han bliver spillet af selveste Steven Berkoff der også var skurk i Octopussy (1983) og, ikke mindst, Rambo: First Blood Part II (1985). Så der havde vi jo rent faktisk en Stalllone-skurk!

Ronny Cox spiller godt nok ikke skurk i Beverly Hills Cop, men han har jo glansskurkeroller i actionmesterværkerne RoboCop (1987) og Total Recall (1990). Så på skuespillerfronten lugter Beverly Hills Cop også lidt af action-80’erne.

En gåde

Filmens instruktør Martin Brest er noget af et enigma i filmhistorien.

Han debutererede som spillefilmsinstruktør med Going in Style i 1979. Og siden da er det kun blevet til seks film, hvoraf den sidste er fra 2003!

Udover Beverly Hills Cop er hans andet mesterværk Midnight Run fra 1988. Igen en film der har en perfekt blanding af humor, farlighed og spænding.

Om den er bedre end Beverly Hills Cop ved jeg ikke, måske, men de to film står for mig som noget af det fornemste, 1980’erne leverede på humorfronten, begge film med skønne, skønne replikker.

Brest fulgte de to mesterværker op med Scent of a Woman i 1992, Josh and S.A.M. fra 1993, Meet Joe Black fra 1993 og Gigli fra 2003.

Utroligt at manden der gav liv til Axel Foley og Jonathan “The Duke” Mardukas ikke har haft mere at byde på! Måske det skyldes de kaotiske omstændigheder under tilblivelsen af Beverly Hills Cop?

Uanset hvad, bør vi alle takke Brest for at være manden bag en af alle tiders bedste actionkomedier. Filmen har, indtil videre, fået tre efterfølgere, hvoraf ingen når originalen til sokkeholderne.

En lort fra 2024

Jeg har et godt øje til Tony Scotts mere actionorienterede Beverly Hills Cop II fra 1987, selvom det ikke er nogen specielt god film.

Beverly Hills Cop III fra 1994 er derimod ganske rædsom, mens Beverly Hills Cop: Axel F (2024) lige kræver lidt ekstra opmærksomhed, da den netop er et godt eksempel på, hvad der kan ske, hvis man vender tilbage til en god gammel actionhelt fra 1980’erne.

Den er som sådan ganske velproduceret, fine actionscener, lækre billeder. Og Murphy ser godt ud. Men så stopper det positive også her.

Beverly Hills Cop: Axel Foley er et generisk nostalgitrip, hvor filmskaberne (tror at de) nusser alle fans af originalen de rigtige steder. Men det fungerer ikke.

Udover at selve plottet er utroligt uspændende, så fungerer alle disse vink tilbage i tiden ikke. Det er uden timing, uden finesse. De er der bare, vi stopfodres med dem, fra musikken til replikker, personer og nærmest hele scener, der gentages. Filmen ender med at blive en parodi på parodien.

Godt eksemplificeret med Serge, der i originalen i forvejen var en (velfungerende) parodi. Her bliver det uskønt; her fremstår stakkels Serge som et sminket lig.

At se filmen er lidt som at kigge ind på et alderdomshjem, hvor alle opfører sig som om, de er unge. Eller lidt som at se Olsen Bandens sidste stik fra 1998 – dér, hvor alt næsten ligner de gode gamle dage, men også dér hvor man sidder helt trist tilbage, fordi den film aldrig skulle være blevet lavet. Øv. Og så lige tilbage til Murphy:

Hvis man havde lavet en film, der ikke bare var et stykke med rendyrket og ufarlig nostalgi, så kunne Murphy sagtens fungere. Men ambitionerne, modet, var ikke til mere end en middelmådig og småkedelig actionkomedie med et overforbrug af tonstung og sur nostalgi-fløde.

For at rense munden, og for at glemme udgaven fra 2024, så får Foley anno 1984 lige ordet her på falderebet:

“Yeah, Jenny, don’t worry about me. We got cocaine and coffee here. We’re gonna get wired and have a big party.”

Anmeldt i nr. 225 | 13/08/2024