Bandaged

2 minutters læsetid
Bandaged

Instruktøren bag Bandaged (2009), Maria Beatty, er en rigtig kinky filmskaber. Udover at instruere, producere og skrive sine film, medvirker hun også i nogle af dem, såsom kortfilmene The Elegant Spanking (1995) og The Black Glove (1997). Mange af Beattys erotiske film er i sort/hvid og handler meget om forskellige former for kvindelig seksualitet. Hun henter megen inspiration fra filmstilarter som tysk ekspressionisme, fransk surrealisme og amerikansk film noir.

Hendes seneste film Bandaged er dog i farver og synes at hente inspiration fra klassisk gotisk gys og låner fra andre pikante filmskabere som Pedro Almodovar og David Cronenberg.

Sex og smerte under samme tag

Ingrid er på vej til huset.
Ingrid er på vej til huset.

Pigen Lucille (Janna Lisa Dombrowsky) bor sammen med sin far (Hans Piesbergen) og sin tante i et dystert, gammelt hus ude på landet. Hun bliver 18 år gammel og drømmer om at komme på universitet for at studere lyrik. Dog er hendes far mere interesseret i, at hans datter bliver uddannet til læge ligesom ham selv.

Lucille bliver dybt fortvivlet og forsøger at begå selvmord. Uden at det lykkedes hende at dræbe sig selv, bliver hendes kønne ansigt forbrændt. Faderen behandler hende selv og hyrer den smukke sygeplejerske Ingrid (Martine Erhel) til at passe på Lucille hele dagen. Mellem Lucille og Ingrid opstår der en hed og forbudt kærlighedsaffære, der udvikler sig noget pikant og makabert. Især fordi Lucilles væv bliver påvirket af Ingrids mange berøringer…

Tyndt skrevet og udført

Lucille og Ingrid.
Lucille og Ingrid.

Bandaged har mange interessante idéer med sin udforskning af sex og smerte, men formår slet ikke at komme dybere ned i stoffet, hvilken er en stor skam. Beatty kommer aldrig ind bag figurerne, der ender med at fremstå som nogle kedelige papfigurer, og det hæmmer filmen meget, når nu filmen er så afhængig af spillet mellem figurerne.

Lucille får ny hud til sit ansigt.
Lucille får ny hud til sit ansigt.

F.eks. virker Hans Piesbergen som faderen heller ikke særlig uhyggelig. Dog er der faktisk en god kemi mellem Janna Lisa Dombrowsky (Lucille) og Martine Erhel (Ingrid), og deres hede scener sammen hører til filmens få lyspunkter.

Billedsiden har et godt og dystert look, der giver det gotisk præg, men desværre ikke nok til at gøre filmen uhyggelig. Faktisk er gyserelementet nærmest fraværende, og det har næppe været meningen fra Beattys side. Til gengæld må man sige, at hun har styr på den erotiske del af filmen.

En kedelig skuffelse

Erotisk øjeblik mellem Lucille og Ingrid.
Erotisk øjeblik mellem Lucille og Ingrid.

Ud fra handlingsbeskrivelsen af Bandaged, havde jeg høje forventninger til filmen, men den kom aldrig under huden på mig. I stedet kommer den til at fremstå kedelig og uvedkommende.

På bagsiden af coveret til Bandaged står der, at filmen med sin cocktail af sex og kropslig terror ville være sikret David Cronenbergs godkendelse. Det tror jeg næppe på, og det havde også været mere interessant at se Cronenberg lave denne her film.

Bandaged er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

2 stjerner
Titel: Bandaged
Instruktør: Maria Beatty
Manuskript: Claire Menichi
Cast: Janna Lisa Dombrowsky (Lucille), Martine Erhel (Ingrid), Hans Piesbergen (Arthur), Susanne Sachße (Joan Genova)
Producere: Maria Beatty (producer), Jürgen Brüning (producer), Claus Matthes (producer), Abel Ferrara (executive producer)
Foto: Caroline Krugmann
Klip: Maja Stieghorst
Musik: Mikael Karlsson
Spilletid: 93 minutter
Aspect ratio: 1.66:1
Lyd: Dolby digital
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk
Produktionsland, år: USA/Tyskland/Frankrig, 2009
Produktionsselskaber: Bleu Productions, Jürgen Brüning Filmproduktion
Distributør (DVD): Another World Entertainment
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 71 | 13/09/2011

Stikord: Erotik

Michael Larsen. Michael er 27 år gammel, bor i Ørbæk på Fyn og har en baggrund som webintegrator. Han har tidligere skrevet for onlinemagasinerne Connery.dk og OnFilm.dk. Michael er tosset med film, filmmusik, tegneserier og bøger, og han elsker at skrive om det for andre nørder som sig selv.

Skriv et svar

Your email address will not be published.