Planet Pulp

Den anden film i Back to the Future-trilogien (dansk: Tilbage til fremtiden) fik premiere i 1989, og denne gang fik filmens score, altså den originalt komponerede filmmusik, samtidig en udgivelse. Det havde ikke været tilfældet med den første film fra 1985, hvor albummet med musik fra filmen var en blanding af filmmusik og sourcenumre – altså pop- og rocknumre, der hørtes i løbet af filmen.

Mens scoret fra den første Back to the Future først udkom officielt i 2009, fik de to efterfølgere begge udgivelser af filmmusikken, da filmene havde premiere. Det skyldes utvivlsomt økonomien: Mens ingen var sikker på, at den første film ville blive en succes, var det givet på forhånd at de to opfølgere vil blive kæmpesucceser, og dermed var det økonomisk langt mindre risikabelt at udgive filmenes musik.

Monotematisk

Komponisten Alan Silvestri vendte tilbage for at lave musikken, og meget er ved det gamle. Musikalsk minder de to første film utroligt meget om hinanden, selv om musikken fra den første film faktisk er mere varieret end musikken fra toeren. Selvom Silvestri gør brug af flere mindre temaer og motiver, foruden det altdominerende hovedtema, så fremstår scoret fra Back to the Future Part II i høj grad som en monotematisk score.

En meget stor del af musikken – hvoraf det meste er action- og suspensemusik – er nemlig centreret omkring forskellige variationer af hovedtemaet, der høres i sin fuldt udviklede version allerede i ”Main Title” (nr. 1).

Ofte er de forskellige variationer over temaet viklet ind og ud i en række af de mindre motiver, Silvestri allerede etablerede i den første film, men man sidder først og fremmest tilbage med indtrykket af, at Silvestri musikalsk ikke rigtig disker op med noget nyt hér.

Det i sig selv er sådan set ikke noget problem, for musikken fra Back to the Future var fremragende, men der er visse andre problemer med Back to the Future Part II – i hvert fald albumpræsentationen fra 1989.

Stilmæssigt ensartet – og temmelig dystert

Som lytter er der nemlig andre aspekter af scoret, sådan som det præsenteres på albummet, der er problematiske. Som nævnt består langt hovedparten af musikken således af action- og suspensecues. Disse er overhovedet ikke dårlige (Silvestri er en fremragende actionkomponist), men i kombination med de ret få temaer og motiver, Silvestri anvender, giver det albummet et meget ensartet præg uden den store dramatiske variation. Således er der faktisk kun en lille håndfuld decideret stille og harmoniske passager på albummet – bl.a. i anden halvdel af det korte cue ”Pair O’Docs” (nr. 8), kortvarigt i ”The Book” (nr. 9) og i ”Western Union” (nr. 12).

Der er mere af den slags musik i filmen – godt nok ikke meget, men det havde gjort albummet betydeligt mere langtidsholdbart, hvis den overordnede meget dramatiske tone havde været blødt lidt op.

Her må det med det samme tilføjes, at denne anmeldelse er baseret på 1989-albummet fra MCA, der har en spilletid på knap 45 minutter. Så sent som i sidste måned udkom for første gang det komplette score fra filmen på pladeselskabet Intrada. Intradas nye udgivelse har en spilletid på 64 minutter, altså yderligere 20 minutter, hvilket er en hel del i filmmusiksammenhæng.

Det er derfor meget muligt – ja vel i virkeligheden sandsynligt – at Intradas nye udgave af Back to the Future Part II har et langt bedre flow end den gamle MCA-udgivelse, men jeg har endnu ikke haft chance for at gennemlytte den nye udgave af scoret.

Det andet aspekt af musikken, der er problematisk, er at Back to the Future Part II faktisk er et ganske dystert score i mange passager. Det gælder især musikken fra den del af filmen, der foregår i det mørke, alternative 1985, som Marty og Doc vender tilbage til, og som på albummet primært er repræsenteret ved ”My Father!” og ”Alternate 1985” (nr. 6-7). Men generelt er fremtiden i filmen repræsenteret af ganske dyster musik. Således er også ”The Future” (nr. 2) domineret af ret dyster underscore, selv om der hist og her også sniger sig lidt af Silvestris mere letbenede musik ind.

Det gælder naturligvis for scoret som helhed, at nogle af Silvestris humoristiske motiver dukker op med jævne mellemrum, men hovedindtrykket er af et ganske dystert score. De rendyrkede actioncues er naturligvis ikke dystre i ordets egentlige betydning, men idet der er så få stille cues på albummet, gør actionnumrene ikke meget for at bryde den overordnede stemning op. Men igen: Dette forhold rettes der meget sandsynligt op på i Intradas nye udgivelse af scoret.

Actionmusik af høj kvalitet

Og som sagt er det altså heller ikke fordi, musikken i sig selv fejler noget. En stor del af suspensemusikken i ”The Future” er aldeles glimrende, og det samme gælder ”The Book”. Og både ”Hoverboard Chase” (nr. 3) og dele af ”Tunnel Chase” (nr. 10) er klassisk Silvestri-action: højlydt, frenetisk og energisk. Musikken er som i den første film – og som vi i øvrigt kender fra Silvestri generelt – symfonisk og også fint fremført af det unavngivne studieorkester.

Giver man sig tid til at lytte albummet ordentligt igennem, finder man en række helt fremragende cues, og her er især actionmusikken virkelig guf for Silvestri-fans. Man kan godt ærgre sig over, at filmens mere lysere og humoristiske aspekter ikke er tydeligere på det gamle MCA-album, end de er. Men når hovedtemaet igen spiller i ”End Title” (nr. 13), er det såmænd hurtigt glemt. I sidste ende betyder det nok bare, at man – i denne albumpræsentation – lytter lidt sjældnere til musikken fra Part II end den fra de andre to film.

Nummerliste:
1. Main Title (2:22)
2. The Future (5:23)
3. Hoverboard Chase (2:49)
4. A Flying DeLorean? (4:31)
5. My Father! (2:05)
6. ”Alternate 1985” (3:04)
7. If They Ever Did (3:58)
8. Pair O’ Docs (1:27)
9. The Book (4:50)
10. Tunnel Chase (5:21)
11. Burn the Book (2:25)
12. Western Union (1:53)
13. End Title (4:36)

Total spilletid: 44:44

Anmeldt i nr. 121 | 13/11/2015

Tidsrejser