Back to the Future Part II

I den anden Back to the Future-film indtager selve konceptet med tidsrejser hovedrollen i filmen – i modsætning til den første film, hvor tidsrejsen mest var en undskyldning for at sætte forældre og børn sammen mens de var på samme alder.

Det betyder bl.a., at Back to the Future Part II er en langt mere teknisk tidsrejsefilm, hvor man stedvist skal holde tungen lige i munden, for den er fyldt med snak om parallelle tidslinjer, paradokser og resultatet af ændringer af fortiden. Teknik eller ej – samtidig er filmen også en særdeles underholdende science fiction-komedie, hvor karaktererne også er vigtige. Og så understreger filmen budskabet fra Terminator-filmene om, at fremtiden ikke er skrevet endnu, og at fremtiden er, hvad vi gør den til.

Back to the Future

Ved slutningen af Back to the Future er Marty vel tilbage i 1985, men et lidt bedre 1985 end det, han forlod. Hans familie er langt mere succesfuld nu, fordi George ikke har ligget under for Biffs tyranni, og tingene så generelt lyst ud for Marty.

Mens han står og beundrer sin nye firehjulstrækker og kysser med kæresten høres et højt knald, og Doc Brown kører i høj fart op i indkørslen. Han træder ud af DeLorean’en i et mærkeligt outfit, og begynder at tale om, at Marty bliver nødt til at komme med ham.

”Hvorhen?” spørger Marty. ”Tilbage til fremtiden” svarer The Doc. Hvorfor skulle det nu være nødvendigt – ”bliver vi nogle røvhuller i fremtiden?” spørger Marty. ”Nej, nej, nej. Dig og Jennifer klarer jer fint, Marty. Det er jeres børn. Vi bliver nødt til at gøre noget ved jeres børn.”

The Doc stopper Marty og Jennifer ind i tidsmaskinen, og kører ud på vejen, hvor DeLorean’en nu letter som en flyvende bil, og fører trekløveret ud på nye eventyr.

Direkte fortsættelse

Med en sådan slutning er der ikke noget at sige til, at der var forventninger om en toer, men faktisk var afslutningen på Back to the Future ikke tænkt som oplægget til en toer – Gale og Zemeckis ville bare vise, at Marty og Doc Brown fortsatte deres eventyr.

Da Universal spurgte Gale og Zemeckis, om de var interesserede i at lave en fortsættelse, vidste de, at de ville blive nødt til at tage stafetten op fra den sidste scene i Back to the Future og fortælle den historie, der var begyndt at antyde. Og det er præcis det, der sker.

Den første scene i Back to the Future Part II er således en genindspilning af den sidste scene i etteren. Der er ikke tale om genbrug af footage fra den første film, for Claudia Wells, der spillede Martys kæreste Jennifer i etteren, kunne ikke medvirke i toeren, og hun blev erstattet af Elizabeth Shue.

DeLorean’en letter, bryder tidsbarrieren og befinder sig nu i år 2015 – 30 år inde i fremtiden fra filmens tidsmæssige ”nu”, 1985. Her er flyvende biler en almindelighed, Doc Brown har gennemgået en foryngelseskur, og Hill Valley er meget anderledes. Og så dog – som i den første film er det sådan, at jo mere tingene forandrer sig, jo mere forbliver de det samme.

Hill Valley i 2015 er således meget som i både 1955 og 1985, men selvfølgelig med nogle forandringer. Skateboards er nu hoverboards, der svæver af sig selv få centimeter over jorden, caféen er automatiseret og med Max Headroom-agtige ansigter af Ronald Reagan og Ayatollah Khomeini på TV-skærmene, og den nyeste trailer for Jaws 19 (”This time it’s really, really personal”) er et avanceret hologram.

Slapsvans

Problemet i fremtiden er, at Martys søn, Marty Jr. (også spillet af Michael J. Fox), har udviklet sig til en totalt slapsvans, der er under tøflen på Biffs barnebarn Griff (også spillet af Thomas F. Wilson). Doc Brown har opdaget, at Marty Jr. ender i fængsel, fordi han lader sig tvinge til at medvirke til én af Griffs forbrydelser, og dette vil ende med at ødelægge Marty og Jennifers familie.

Doc Brown ønsker at stoppe det. Det lykkes i første omgang, men problemerne er først lige begyndt. Den aldrende Biff finder ud af, at The Doc har bygget en tidsmaskine, og mens Marty og The Doc tager sig af et mindre problem, stjæler han tidsmaskinen, rejser tilbage til 1955 og giver sig selv en sportsbog med samtlige sportsresultater fra 1950 til 2000.

Da Marty, The Doc og Jennifer vender tilbage til 1985, er det et helt andet 1985 end det, de forlod. Biff har udnyttet sportsbogen til at vinde uhæmmet mange penge på spil, og han har forandret Hill Valley til et meget dystert sted.

George McFly er blevet myrdet af Biff, som har giftet sig med Martys mor, og Doc Brown er blevet indlagt på et psykiatrisk hospital. I første omgang må Marty og The Doc finde ud af, hvordan tidslinjen er blevet ændret, og så må de rejse tilbage til 1955 for at forhindre den gamle Biff i at give sportsbogen til den yngre version af sig selv.

Nyt perspektiv

Hvordan alt dette spænder af skal jeg ikke afsløre yderligere af her, blot konstatere at det hele er ekstremt underholdende om end stedvist en smule forvirrende, fordi handlingen som sagt er langt mere teknisk og tidsrejseorienteret end i den første film.

Da Marty og The Doc må rejse tilbage til 1955 for at få fat i sportsbogen og ødelægge den, betyder det også at der i den sidste del af filmen pludselig render to versioner af Marty McFly rundt i 1950’ernes Hill Valley, ligesom der også er to versioner af Doc Brown.

Det giver Zemeckis og Gale mulighed for at vise dele af handlingen fra den første Back to the Future fra et andet perspektiv, og Marty får så at sige en ”ud af kroppen”-oplevelse, da han ser sig selv gøre ting, som han – fra sit eget perspektiv – foretog sig for få timer siden. Det fungerer filmisk helt fabelagtigt, og man må have stor respekt for Gale, Zemeckis og deres crew, der med en utrolig attention to detail har genskabt kulisser og scener fra den første film.

Generelt lever meget af Back to the Future Part II på genkendelsens glæde – mange af de ting, der udspiller sig i 2015 minder stærkt om ting, der skete i 1955 – f.eks. har vi den berømte hoverboard-jagt, som er en direkte pendant til skateboard-jagten i 1955, og hele tredje akt af filmen er ét stort deja vú, hvor publikum kan frydes over at se scener fra den første film fra et helt nyt perspektiv.

Samtidig leger Zemeckis og Gale fermt med konceptet om paradokser – begivenhederne i toeren kommer faretruende tæt på at påvirke begivenheder, vi ved udspillede sig i den første film og ville således medføre et paradoks (I ved – af den slags, der kan ødelægge hele universet eller kun galaksen, hvis vi er heldige). Det er både spændende, charmerende og totalt underholdende.

Teknisk lækkerbisken

Samtidig er Back to the Future Part II en teknisk lækkerbisken af de helt store, og filmen byder på nogle ekstremt gode effekter – effekter der vel at mærke stadig er gode i dag, og som på ingen måde virker bedagede. Til Back to the Future Part II udviklede Industrial Light & Magic et system, de kaldte Vista Glide – en computerstyring af kameraernes indstillinger, der tillod Zemeckis at indspille den samme scene over flere omgange, og hvor flere af personerne i scenen blev spillet af den samme skuespiller.

Det er derfor, at Michael J. Fox kan interagere helt uden problemer med sig selv i den scene i 2015, hvor han både spiller den ældre version af sig selv samt sin fremtidige søn og datter. Teknikken blev også brugt i den sekvens, hvor Biff rejser tilbage i tiden til 1955 og giver sportsbogen til den yngre version af sig selv.

Derudover er der scenerne med den flyvende DeLorean og andre flyvende biler i 2015. Også her gjorde Industrial Light & Magic et fremragende job, og disse scener er endnu i dag, 20 år senere, vildt imponerende.

Knap så vellykket production design

Mens effekterne altså er ekstremt gode er production designet lidt mindre vellykket i Back to the Future Part II end i den første, men det gælder kun i de dele af filmen der foregår i fremtiden. Nogle af elementerne fungerer naturligvis, men som det gælder meget anden science fiction er det svært at give et godt bud på, hvordan fremtiden rent faktisk ser ud.

Samtidig har Gale og Zemeckis naturligvis været styret af, at de stadig ønskede at bruge torvet i Hill Valley som et visuelt ankerpunkt for tidsrejsetemaet. Flyvende biler, hoverboards osv. er én ting, men Hill Valley i 2015 ser bare en anelse fake og plastik-agtig ud – det virker som det, det er: En tænkt science fiction-fremtid og ikke en realistisk fremtidsvision.

Det er også i forbindelse med 2015-segmenterne, at filmen er blevet beskyldt for at være moraliserende på den kvalme måde. Jeg synes personligt ikke, det er så slemt, men selv om fremtiden på overfladen ser pænere og mere venlig ud end 1985, er det kun på overfladen. I virkeligheden er fremtiden ikke så lys, og elementer som f.eks. den automatiserede café og politiets muligheder for at identificere folk på nul komma fem ved hjælp af teknik lugter af en vis teknologiforskrækkelse og tegner et portræt af en koldere fremtid.

Det ser dog endnu værre ud for McFly-familien. De bor i et nedslidt villakvarter, og Marty finder ud af, at hans musikerdrømme blev ødelagt, fordi han var involveret i en bilulykke i 1985. Nu arbejder han for et kedeligt firma, har to uduelige børn og lever generelt lige præcis den type liv, han ikke havde lyst til. Jo, det bliver en anelse moraliserede, men jeg synes Zemeckis og Gale slipper ud af det med skindet på næsen – bl.a. fordi de håndterer det hele med en god portion humor.

Da først scenen skifter tilbage til 1985 får vi et rendyrket mareridtsbillede, som fungerer ganske godt, fordi publikum netop ved, at der er noget galt her – det er måske lidt hårdhændet satire, men det fungerer glimrende som optakt til filmens tredje akt, hvor vi er tilbage i 1955, og hvor production designet igen er helt i top.

Skuespillerne må have moret sig

Foruden den lettere moraliserende pegefinger i forbindelse med portrætteringen af fremtiden har jeg kun hørt ét andet væsentligt kritikpunkt fremført mod Back to the Future Part II, og det er, at filmen er vanskelig at holde rede på. Det skyldes naturligvis tidsrejserne frem og tilbage i tiden og de konsekvenser, tidsrejserne medfører.

Det er da helt korrekt, at Back to the Future Part II er mere kompleks end den første film, men helt ærligt – så er det heller ikke værre. Personligt synes jeg, Zemeckis og Gale har fået indarbejdet nogle fornuftige forklaringer, så alle kan følge med – bl.a. scenen hvor The Doc illustrerer den ændrede tidslinje på en tavle.

Selv om tidsrejser og teknik træder langt mere i forgrunden i Back to the Future Part II end i den første film, betyder det ikke, at karaktererne er glemt, og de medvirkende yder endnu engang veloplagte præstationer i rollerne. De helt centrale roller i filmen er naturligvis fortsat Marty, Doc Brown og Biff. Sidstnævnte får vi endda at se i hele fire udgaver: 1985-versionen, 2015-versionen, den dystre 1985-version og 1955-versionen – Thomas F. Wilson må have moret sig kosteligt. Men det har både Michael J. Fox og Christopher Lloyd tydeligvis også.

Lea Thompson er tilbage i rollen som Martys mor, som vi også får at se i flere versioner, men hun har langt mindre screen time end i den første film, og Martys far spilles denne gang af Jeffrey Weissman, idet Crispin Glover angiveligt krævede for mange penge for at gentage rollen. Den er nu også så lille, at det ikke betyder noget, at skuespilleren er skiftet ud. Elizabeth Shue gør det fint i rollen som Martys kæreste, men hun har nu heller ikke så meget tid på skærmen. Filmen koncentrerer sig klogeligt om sine to hovedpersoner og hovedskurken.

Underholdende og teknisk overlegen

Back to the Future Part II er en umanerlig underholdende og teknisk overlegen film, der stort set kun har én fejl – fordi det er en fortsættelse har den ikke den første films rå charme og overraskelsesværdi. Ellers er det en fornem fortsættelse, og én af de allerbedste mainstreamfilm der kom ud i 1989.

Anmeldt i nr. 121 | 13/11/2015

Stikord: 2’er, 1950’erne, Alternativ Tidslinje, Fortsættelse, Fremtiden, Tidsmaskine, Tidsparadokser, Tidsrejser, Trilogi