Planet Pulp

Karim Hussain. Ja, enten hader man ham, elsker ham, elsker at hade ham – eller også ved man ikke, hvem han er. Hussain er en lille independentinstruktør fra Canada, som laver ambitiøse kunstfilm, og han har givetvis et stort publikum. På AWE’s cover til Ascension ser man dog også, hvorledes Starfix Magazine sammenligner Hussain med selveste Lynch og Cronenberg: ”Karim Hussain er uden tvivl på niveau med Lynch og Cronenberg”.

Da jeg læste på bagsiden af AWE’s cover læste følgende, var jeg solgt: ”I den Tarkovskij-inspirerede ”Ascension” fortsætter han med at stille de dybe spørgsmål til livet i et skrækindjagende univers”. For det første elsker jeg Tarkovsky, og for det andet var jeg forholdsvis glad for Hussains La Belle bête (2006). Men forventninger kan være som sex med en ordentlig promille i blodet: en fuser!

Lugten af lort

Man kan godt fornemme i hvilken retning, vinden blæser, og at den har været et smut forbi møddingen, når de fem første minutter er forbi. Filmen indledes med billeder fra et vinterlandskab, hvor vi ser tre personer. På lydsiden følger en dybsindig og patetisk voice over, som i uklare vendinger fortæller om, at Gud er død, og menneskeheden er på røven. De tre personer bevæger sig ind på noget, der ligner et forladt industriområde, hvor der ligger affald og en død hund! Personerne er iklædt mørke kutter, og voice over’en fortæller videre om alt og ingenting. Det er så søgt, rent kunstnerisk, at det falder helt til jorden på grund af de grimme billeder og den dårlige monolog. Allerede her begynder en hovedpine, der kommer ud af den blå luft, at ødelægge min oplevelse. Så sætter jeg filmen på pause, tager en Panodil, en slurk cola og en dyb vejtrækning, mens jeg tænker: ”det kan kun blive bedre”.

Efter den lille pause, hvor pizzaen er blevet lunken, fortsætter filmen. De tre personer viser sig at være kvinder, og i den efterfølgende scene tager det dem tre minutter at overveje, om de skal gå op af en ligegyldig trappe, uden at der sker en skid! Resten af filmen følger vi den ene frygtelige dialog efter den anden, mens kvinderne bevæger sig fra tableau til tableau i den underlige store bygning. Så spændende er det!

Kunst?

Det er i orden at være kunstnerisk, og det er i orden at benytte sig af et dvælende langsommeligt tempo, hvor man langsomt bliver trukket ind i filmen univers; noget, som Tarkovsky mestrede i eksempelvis Solyaris (1972). Tarkovskys film er kunst, og Tarkovsky var en kunstner uden lige. Hussain fremstår i sammenligning som et talentløst børnehavebarn, der ikke kan kende forskel på skidt og kanel. Og når man vil lave en spillefilm på over 100 minutter, som slæber sig frem i et tempo, der får en snegl til at ligne en AC Cobra, så kræver det i mine øjne, at billederne er flotte at se på, og eksperimentet er veludført.

Man kan godt fornemme Hussains intention, men det dur bare ikke, når det hele er svøbt ind i videolook, dårlige overblændinger og komplet mangel på timing i alle filmens facetter. At dialogen så samtidig er gumpetung og teatralsk, og handlingen en tynd kop the, gør det bestemt ikke bedre. I mine øjne burde man tage den lille canadiske enfant terrible med ud på torvet, og give ham smæk i røven, da ingen – og jeg mener ingen – har fortjent at se dette makværk. Og hvis nogen vil postulere, at Ascension er en god og nyskabende film, vil min kommentar være: Kejserens nye klæder. Fy føj for en amatøragtig produktion.

At Hussain dog besidder et talent har vi set med den ganske udmærkede La Belle bête, hvor hans fokus også var mere stramt. Han kan skabe ting, der ligner noget fra drømme, men med Ascension har han skabt et kedeligt mareridt af den slags, man bare gerne vil vågne op fra.

På et tidspunkt i filmen ser de tre kvinde et kvindelig. Liget har en blå filmstrimmel hængende ud af munden, hvortil to af kvinderne udveksler følgende bemærkninger: ”It is in her. The film is in her”. ”Maybe we are in the film.” Kort efter finder de en båndoptager, og så kører det medierefleksive kunsttog ellers videre med 1 km/t. Gaaab.

Ascension er den type film, som kunne være blevet til noget, hvis den varede 15 minutter. Men nu er det en independentfilm, hvor Hussain har fået frie tøjler, hvilket jo netop er styrken ved independentfilm, samtidig med at det også er svagheden. Der er ingen der siger ”nu er det nok Karim” på noget tidspunkt i projektet. Ja, det skabende geni skal have frie tøjler, men det resulterer bare med jævne mellemrum i makværker som Ascension.

Verdens kedeligste film!

Så da filmen var slut, og jeg så den faktisk til ende uden at bruge fast forward knappen, var jeg både træt og i dårligt humør. Så filmen er noget for dig, der lider af insomnia eller dig, som bare godt kan lide at pine dig selv en gang imellem. Hvis du af uransaglige årsager godt kan lide filmen, kan jeg røbe, at drengene fra AWE har udgivet den i en lækker 2 disc-udgave, fyldt med ekstramateriale. Velbekomme! I den brede offentlighed anses Ed Woods Plan 9 from Outer Space (1959) som den dårligste film nogensinde, hvilket den bestemt ikke er. Men hvis nogen sagde til mig, at Ascension er en af de kedeligste og mest prætentiøst kiksede film, der er lavet, ville jeg være tilbøjelig til at give dem ret.

Ascension er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt i nr. 39 | 13/01/2009

Stikord: Artfilm