Beck indledte sin karriere i 1990’erne med at komponere musik til tv-serier og –film. Han spillefilmsdebuterede i 1996 med musikken til thrilleren Past Perfect (1996), men mange filmmusikfans lærte dog først for alvor Beck at kende, da han blev hovedkomponist på sæson 2-4 af Joss Whedon-serien Buffy the Vampire Slayer (1997-2003).
Beck har været ekstremt produktiv siden sin debut, men han er i høj grad blevet typecast som komponist af scores til komedier eller actionkomedier, selvom han da også har fået tilbudt film indenfor andre genrer, særligt indenfor de sidste 10 års tid.
Bl.a. komponerede Beck musikken til den undervurderede The Sentinel (2006), actionfilmen RED (2010) og den fede science fiction-film Edge of Tomorrow (2014). Sammen med Ant-Man og Edge of Tomorrow er der dog ingen tvivl om, at Becks hidtil højest profilerede opgave var Disneys Frozen (2013).
Jeg har ikke selv for alvor udforsket Christophe Becks musik, ud over at jeg har kunnet konstatere, at der er noget ganske udmærket musik i de film, jeg har set, hvor Beck har leveret scoret. Ant-Man er faktisk det første Christophe Beck-score, jeg som sådan har hørt, men jeg tør godt garantere, at det ikke bliver det sidste.
Ant-Man er nemlig et aldeles glimrende score, som er konstant underholdende gennem albummets omkring 53 minutter og som ikke sjældent får lytteren til at sidde med et stort smil.
Scoret er næsten udelukkende bygget op omkring det fine hovedtema, som Beck introducerer i “Theme from Ant-Man” (nr. 1). I sin fuldt udviklede form er hovedtemaet en march i højt tempo med et fængende tema lagt henover en rytmisk ostinato på 8-tone, men i det efterfølgende score dekonstruerer Beck hovedtemaet, så det ofte kun er brudstykker og mindre uddrag af temaet, der indgår.
Det betyder dog ikke, at temaet af den grund bliver ugenkendeligt, og Ant-Man-scoret fremstår derfor som et tematisk overordentlig solidt score.
Fordi Beck dekonstruerer sit hovedtema og anvender brudstykker af det på forskellig vis, betyder det samtidig, at man aldrig bliver træt af hovedtemaet, som der ellers trækkes store veksler på. Det dukker – i én eller anden form – op i næsten alle cues.
Foruden hovedtemaet er der et sekundært tema, der dukker op i nogle få cues – “San Francisco 1987” (nr. 6), “Your Mom Died a Hero” (nr. 14) og Small Sacrifice (nr. 25). Det er et langt mere følelsesladet og afdæmpet tema, der repræsenterer filmens mere seriøse aspekter. Det er på ingen måde ringe, men bestemt heller ikke på niveau med hovedtemaet.
Ant-Man er primært et symfonisk score, men der anvendes også synth i varierende grad, bl.a. i cues som “Honey, I Shrunk Myself” (nr. 2), “Old Man Have Safe” (nr. 11) og “Antfiltration” (nr. 13). De elektroniske dele bruges for det meste til at lægge en rytme og især i de mere suspenseprægede cues.
Action- og suspense dominerer ikke overraskende scoret, og her er der mange fine cues undervejs. “First Mission” (nr. 9) er et tidligt højdepunkt i actionmusikken, hvor Beck i øvrigt inkluderer Alan Silvestris tema fra The Avengers (2012). Langt det meste af cuet er dog ren Beck, og det er en udelt fornøjelse – et helt igennem forrygende actioncue!
Det samme gælder “Old Man Have Safe” (nr. 11) og senere også både “Into the Hornet’s Nest” (nr. 18) og “Insecticide” (nr. 20). Særligt “Insecticide” er et fremragende actioncue, men generelt er de fleste cues fra og med “Into the Hornet’s Nest” og til og med “Ants on a Train” (nr. 24) virkelig veloplagte actioncues.
Scorets suspensemusik er også generelt veloplagt og veludført med “Antfiltration” (nr. 13) og “Crosstech Break-In” (nr. 17) som gode eksempler på Becks fornemmelse for effektiv suspense – en filmmusikgenre, der ellers nemt bliver kedelig.
Throwback til 1960’erne
Dertil kommer et af scorets absolut vindende aspekter for mig: Den lille håndfuld cues, hvor Beck går Henry Mancini og Lalo Schifrin i bedene og får Ant-Man-scoret til at lyde som en actionfilm fra 1960’erne eller 70’erne.
Det er i cues som bl.a. “Ant 247” (nr. 4) med dets store mængder percussion og vægt på messingblæserne – her mærker man stedvist, og næppe tilfældigt, indflydelsen fra Lalo Schifrins Mission: Impossible-tema (1966).
Et andet eksempel er “I’ll Call Him Antony” (nr. 7), hvor det er sværere at pege på en specifik inspirationskilde, men hvor det mere generelt er kombinationen af trommesæt, flygel, messingblæsere og bongotrommer, der hensætter én til 1960’erne.
Endelig skal det nævnes, at Beck slutter festen af med et brag: “Tales to Astonish!” (nr. 27) begynder med en surfguitar-udgave af hovedtemaet, inden det overtages af mexi-trompet, Hammond-orgel og udsyrede 1960’er-lydeffekter. Det er SÅ cool og totalt underholdende!
Det der næsten imponerer mig mest ved Christophe Becks score er, hvordan han formår at gøre lyden gennemført moderne samtidig med, at han inkluderer en masse throwbacks til 1960’erne og 1970’erne uden at det kommer til at virke påklistret.
Ant-Man-scoret er en ekstremt underholdende lytteoplevelse. Jeg havde gerne set, at Becks sekundære – mere seriøse – tema havde været lidt stærkere end tilfældet er, men siden det alligevel er hovedtemaet, der bærer scoret, er det ikke så stor en anke.
Vi må håbe, Beck får mulighed for at vende tilbage og komponere musikken til fortsættelsen, Ant-Man and the Wasp, der efter planen skal have premiere i 2018. Jeg vender i hvert fald med glæde tilbage til Ant-Man-universet med Christophe Beck som komponist!
Nummerliste:
1. Theme from Ant-Man (2:46)
2. Honey, I Shrunk Myself (2:29)
3. Escape from Jail (1:51)
4. Ant 247 (1:13)
5. Paraponera Clavata (1:24)
6. San Francisco, 1987 (2:37)
7. I’ll Call Him Antony (2:50)
8. Tiny Telepathy (2:02)
9. First Mission (3:23)
10. Signal Decoy (0:51)
11. Old Man Have Safe (2:25)
12. Pym’s Lab (1:26)
13. Antfiltration (1:20)
14. Your Mom Died a Hero (2:03)
15. Scott Surfs on Ants (1:11)
16. The Water Main (1:14)
17. Crosstech Break-In (1:47)
18. Into the Hornet’s Nest (3:00)
19. Become the Hero (1:53)
20. Insecticide (2:52)
21. A Center for Ants! (1:15)
22. Cross Gets Cross (1:52)
23. Fight of the Bumblebee (1:44)
24. Ants on a Train (1:43)
25. Small Sacrifice (3:36)
26. About Damn Time (0:40)
27. Tales to Astonish! (1:47)
28. Borombon (performed by Camilo Azuquita) (2:52)
29. Escape (performed by Roy Ayers) (2:18)
30. I’m Ready (performed by Commodores) (3:25)
31. Pink Gorilla (performed by HLM) (3:46)
Total spilletid: 65:35 (heraf score 53:14)
Stikord: Superhelte
Anmeldt i nr. 136 | 13/02/2017
I denne måneds leder skriver Jacob Krogsøe om... en julekalender?
Edgar Wrights overnaturlige thriller om den unge kvinde Ellie, der på sit værelse i Soho…
Alfred Hitchcocks thriller om reklamemanden Thornhill, der uforvarende bliver viklet ind i en kompliceret og…
Demi Moore og Margaret Qualley er fantastiske i den groteske og absurde The Substance, der…
Det er blevet oktober, og her på Planet Pulp har vi en virkelig god idé…