Planet Pulp

Mickey Rourke fik noget af et comeback som Marv i tegneseriefilmatiseringen Sin City sidste år, men selv om han faktisk har lavet film løbende op gennem 1990’erne, så skal man tilbage til anden halvdel af 1980’erne for at finde hans glansperiode.

Selv om mange formentlig stadig bedst husker Rourke for hans rolle i Adrian Lynes lumre Nine ½ Weeks (1986), så er der mange andre film fra denne periode, som Rourke i højere grad fortjener at blive husket for. En af disse er Alan Parkers ustyrligt atmosfæriske satanisk-okkulte thriller Angel Heart fra 1987.

En helt almindelig sag…

Angel Heart er baseret på romanen Falling Angel af William Hjortsberg, som også skrev manuskriptet til Ridley Scotts Legend (1985). Parker skrev selv manuskriptet over Hjortsbergs roman, og det er Parker sluppet heldigt om ved.

Filmen begynder i New York City. Året er 1955, og vi møder her den lettere afdankede privatdetektiv Harry Angel (Mickey Rourke). Angel kontaktes af den sleske advokat Herman Winesap (Dann Florek), der repræsenterer en udenlandsk herre ved navn Louis Cyphre (Robert De Niro), der gerne vil hyre Angel til en opgave.

Cyphre ønsker at Angel skal lokalisere en forsvunden person for ham: en tidligere crooner ved navn Johnny Favorite. Favorite var kendt før 2. Verdenskrig, men blev alvorligt såret under krigen og har været indlagt siden. Det er i hvert fald hvad Cyphre er blevet ledt til at tro til for ganske nyligt. Cyphre har nemlig et udestående med Favorite, og nu lader eks-crooneren til at være forsvundet.

Det eneste Cyphre egentlig ønsker at vide er, om Favorite er i live eller død. Det virker som en helt almindelig sag om en forsvunden person, og Angel påtager sig gerne opgaven med udgangspunkt i det enkelte spor han fik af Cyphre – navnet på det hospital, hvor Favorite skulle have været indlagt.

Voodoo

Det går dog hurtigt op for Angel, at tingene ikke er helt så simple som han regnede med. Det første væsentlige vidne han opsøger afgår ved døden på en måde, der kunne lede politiet til at tro, at Angel havde begået mordet, og sporene fører ham ind i nogle ubehagelige miljøer. Først en kirke i Harlem, hvor Angel finder tegn på at præsten er involveret i voodoodyrkelse, og siden til New Orleans, hvor voodooelementet kommer til at spille en væsentlig rolle i mysteriet.

Her dør flere af de personer som Angel opsøger nemlig på højst bizarre måder, der helt klart er relateret til voodoodyrkelse. Angel møder hernede den unge voodoopræstinde Epiphany Proudfoot (Lisa Bonet), som viser sig at være Johnny Favorites datter, og som Angel indleder et forhold med. Alt imens dukker Cyphre op med regelmæssige mellemrum for at høre Angel til, hvordan det går med sagen, som hele tiden bliver mere og mere bizar.

Så skal mere af handlingen ikke afsløres her, selv om jeg næppe ville kunne afsløre særligt meget som seeren ikke selv regner ud. Filmens twist – for sådan et er der – er nemlig så åbenlyst, at den moderne filmseer med stor sikkerhed regner den ud, før der er gået lang tid. Det er den type twist, der måske kunne overraske publikum tilbage i 1987, men som i dag er en tand for åbenbart. Det gør imidlertid ikke det mindste, for Angel Heart er primært en god film i kraft af sin fabelagtige atmosfære og sine flotte billeder.

Film noir-stemning

I begyndelsen har filmen i bund og grund stemning som en klassisk film noir, hvor kerneelementerne er på plads. Der er godt nok ingen voice-over, men skildringen af New York emmer af noir, ligesom Rourkes privatdetektiv er en klassisk hårdkogt, afdanket type. Dem er der mange af i kriminalfilm, som bestemt ikke er film noir, men Parker formår gennem sine billeder at skabe den rigtige stemning.

Det er alt sammen rigtig godt, men helt fremragende bliver det først da sporene fører Harry Angel til New Orleans. Her og i landskabet omkring byen viser Alan Parker, at han er en af de bedste instruktører til at indfange stemningen i de amerikanske sydstater – noget han i øvrigt også viste med den ét år yngre Mississippi Burning; én af senfirsernes bedste spændingsfilm.

Begge film emmer af sydstatsstemning – i Mississippi Burning er det det raceopdelte, støvede Mississippi-landskab, Parker indfanger. I Angel Heart er det Louisianas sumpe, New Orleans’ shanty towns og byens berømte French Quarter, som han formår at indfange eminent på celluloid.

Stemning frem for plotfremdrift

Ret beset er der ikke den store fremdrift i plottet efter at Angel når til New Orleans. Han render rundt og besøger den ene person efter den anden, som havde et eller andet forhold til Johnny Favorite før og under krigen, men han kommer ikke særlig langt med sagen. Her kommer voodoomordene så ind i billedet og får Angel til at rende forvirret rundt mens han endelig bliver mordmistænkt af to New Orleans-betjente (én af dem spillet af den sympatiske Pruitt Taylor Vince).

Fremdriften i plottet står i store træk stille indtil nær filmens slutning, hvor sagens rette sammenhæng afsløres meget pludseligt og filmen når derefter lynhurtigt sit klimaks og afslutning. Men det er faktisk ikke fordi man savner fremdrift, for i New Orleans-delen af filmen bliver Angel Heart så intens, at man fortaber sig i billederne såvel som stemningen og lever sig helt ind i Harry Angels frustration over ingen vegne at komme.

Samtidig med den fremragende atmosfære, opbygger Parker også langsomt en stadig stigende stemning af rædsel i takt med at flere og flere af Angels kontakter bliver myrdet på bestialsk vis. Det virker virkelig som om at nogen – måske Johnny Favorite – forsøger at hænge Angel op på mordene, men hvor kommer voodoo’en ind i billedet? Det skal ikke afsløres her, men ét væsentligt spor er allerede givet i denne anmeldelse, og så siger jeg ikke mere.

Veloplagt skuespil

Rourke spiller veloplagt som Harry Angel, og det er imponerende at det faktisk er Rourke der spiller bedst i scenerne med Robert De Niro. De Niro er ellers også i sit es i den ret lille rolle som Louis Cyphre. En helt ubetalelig scene er især den, hvor Cyphre piller og spiser et hårdkogt æg, mens han forklarer Angel, hvorledes nogle kulturer mener, at ægget er et symbol på sjælen.

Lisa Bonet, som indtil Angel Heart primært havde været kendt som Denise Huxtable i The Cosby Show (1984-1992), er sød og charmerende i rollen som Epiphany Proudfoot, men der er tale om en forholdsvis lille rolle, der dog dengang var ret kontroversiel. Den pæne Cosby-pige har nemlig i filmen en intens erotisk scene med Harry Angel. I andre biroller ses bl.a. den engelske skuespiller Charlotte Rampling og allerede omtalte Pruitt Taylor Vince, som året efter fik en noget større rolle i Parkers Mississippi Burning.

Smuk billedside

Filmens billedside er smuk, og har naturligvis en væsentlig del af æren for den fabelagtige stemning, hjulpet af god production design og art direction. Parker benytter sig af flere fine små motiver i løbet af filmen, som f.eks. ventilatorer og elevatorer, som der flere gange klippes til, ofte uden at de spiller nogen decideret rolle i handlingen – det er (næsten) udelukkende symbolsprog, der til tider tilføjer filmen en nærmest David Lynch’sk mystik.

Dertil kommer Trevor Jones’ fine score, der giver stemningen et ekstra pift; bl.a. på grund af hovedtemaet, der på karakteristisk noir-vis naturligvis primært fremføres på saxofon, og som i sig selv vil være en vigtig ledetråd om filmens plot for den opmærksomme seer. Det kan i øvrigt bemærkes, at temaet ikke er Jones’ egen kreation, men er et gammelt nummer fra 40’erne, som Parker udvalgte og bad Jones om at inkoporere i scoret.

I en karriere der bl.a. også tæller Midnight Express (1978), Pink Floyd The Wall (1982) og Mississippi Burning (1988) er det et svært spørgsmål at afgøre, om Angel Heart er Alan Parkers bedste film, men den er afgjort nær toppen af listen. Angel Heart anbefales på det varmeste til fans af gode mysterier, det okkulte og det sataniske, og så skal man huske på, at det er en afsindigt atmosfærisk og billedmæssigt flot film.

Anmeldt af: Mogens Høegsberg | 13/08/2006

Stikord: Filmatisering, Magi, New Orleans, New York, Noir, Okkultisme, Privatdetektiver, Satan, Satanisme, Sydstaterne, Voodoo