Her gik jeg ellers og troede, at garagebølgen for længst var stendød. Det er den så ikke, kan jeg nu konstatere, for den 21. maj udsendte canadiske Kill Cheerleader deres bragende debutplade.
Et album, der på alle måder lever op til garagebølgens mix mellem punk og metal, men her skal man bestemt ikke gå fejl af de fire cheerleaders. De lefler så sandelig ikke for nogen, og deres debut fremstår på en gang dugfrisk, inspirerende og hamrende oldschool på den helt rigtige måde. På trods af, at bandet er ganske nyt, fortæller deres korte historie en hel del om det, man kan forvente af gruppen.
De blev dannet i 2001, og deres vilde rock’n roll-optræden på scenen garanterede dem hurtigt stor popularitet omkring Toronto. Derfra er det gået slag i slag. De har varmet op for Judas Priest og jammet med Motörhead. Deres første video blev instrueret af gayporninstruktøren Bruce LaBruce, der blev overbevist om gruppens kvaliteter efter at have set dem live.
De er personlige venner med Lemmy, og Nikki Sixx fra Mötley Crüe har flere gange omtalt dem som et af de bedste nye bands overhovedet, hvilket Lemmy også har sagt. Det korte af det lange er vel, at Kill Cheerleader er en af den slags energipumpede bands, der har deres beskidte læderhjerte på det præcis rigtige sted. De spiller hård, sleazy rock’n roll med referencer til alle de gamle mastodonter. Jeg nævner i flæng Ramones, Guns N’Roses, Motörhead, AC/DC, MC5, Stooges – you name it!
Alt det her har vi naturligvis hørt før, og Kill Cheerleader er bestemt ikke det første band til at fusionere beskidt rock med nostalgiske referencer, men de har alligevel et eller andet, som gør, at de skiller sig ud. Måske er det fordi man rent faktisk fornemmer noget oprigtigt selvdestruktivt og farligt ved gruppen. De synger om stoffer, fuck you-attitude, ulykkelig kærlighed, druk og hvorfor verden er så elendig, som den er.
Det hele er fortolket gennem solide kompositioner, der er tight sammensat og spillet med en glødende intensitet. Pladens 12 sange er alle af et klassisk tilsnit, og bestemt ikke innovative, men gruppen formår alligevel at levere noget overbevisende på trods af, at de bevæger sig meget nær det corny.
En klar favorit på albummet er åbningsnummeret “Sell Your Soul”, der brager igennem med 180 km/t. Her sætter gruppen ganske fint stemningen for resten af pladen, selv om der også kommer nogle halvakustiske ballader hist og her. Det gør dog ikke noget. De bliver aldrig patetiske, og har så meget kant, at de sætter de energiske sparker-røv-sange i relief.
Deres debut hedder All Hail, og selv siger gruppen om musikken “Our mission is simple: play the ugliest and baddest punk-metal this side of the millennium and if you don’t like it go listen to your lame radio rock shit and stay the fuck away from us!” – hertil skal føjes, at der nok ikke er nogen tvivl om, at de mener det.
Kill Cheerleader har selv smidt flasker efter publikum, og publikum har gjort det samme efter dem. Den slags er vi jo ikke forvænte med længere, men nu har vi atter chancen for at opleve lidt autentisk iscenesat fjendtlighed.
Måske er det fordi vi ser alt for få musikere med dårlig attitude, eller måske er det bare fordi, der er så mange indiebands, anført af Arctic Monkeys og glade retro-synthpoprockere, der dominerer lyttefladen for tiden. Jeg har i hvert fald savnet noget som Kill Cheerleader, og All Hail har allerede sneget sig ind som en af de potentielt bedste udgivelser herhjemme i 2007.
Der er brug for outsidere med kant og attitude – der er brug for, at nogen melder sig ud af flinkeskolen, kaster med flasker og tager stoffer. Det er den slags, der sætter gang i musikken igen, og den slags der skaber den uberegnelighed, som vi nok er mange, der elsker i rocken. Alt det her er noget, som drengene fra Toronto kan og vil levere. De gør det på deres debut, som jeg ikke tøver med at anbefale. Selv hvis de ikke udgiver mere end denne ene plade, har de produceret et fint indspark på en ellers lidt kedelig rockscene.
Måske har All Hail ikke kvaliteter til at blive en klassiker, og måske glemmer man pladen om et halvt år, men nyd den så længe musikken er frisk. Uanset hvad er pladen bedre end langt det meste andet, der udkommer. Så kan vi jo altid håbe på, at gruppen går i opløsning før de mister gnisten, bliver velfriserede og børneværelsevenlige.
All Hail er venligst stillet til rådighed af Target Distribution.
Nummerliste:
1. Sell Your Soul (Kill Cheerleader) (3:11)
2. So Young (Kill Cheerleader) (3:43)
3. Deathboy (Kill Cheerleader) (2:29)
4. Lady Of The Night (Kill Cheerleader) (3:29)
5. No Feelings (Kill Cheerleader) (3:30)
6. Go Away (Kill Cheerleader) (3:38)
7. Find Your Own Way Home (Kill Cheerleader) (3:08)
8. Want Action (Kill Cheerleader) (3:14)
9. Don’t Call Me “Baby”, Baby (Kill Cheerleader) (3:55)
10. Bad Habit (Kill Cheerleader) (3:15)
11. No Lullabies (Kill Cheerleader) (3:42)
12. Hurt The People You Love (Kill Cheerleader) (0:49)
Total spilletid: 38:09
Anmeldt i nr. 20 | 13/06/2007
Det er blevet oktober, og her på Planet Pulp har vi en virkelig god idé…
Den første film, der lader de to ikoniske monstre fra Alien- og Predator-filmserierne mødes, er…
Det længe ventede gensyn med Beetlejuice og det bizarre efterliv er heldigvis en fornøjelig oplevelse.…
"Nej. Tingesten kunne måske nok spille et nummer på gehør efter en enkelt gang, men…
Hvis man er genrefan og samtidig er med på beatet i denne weekend, så er…
Tim Burtons anden film hører stadig til blandt hans mest seværdige, med dens unikke blanding…