Alien vs. Predator

Idéen om at lade det ikoniske monster fra Alien (1979) og Aliens (1986) mødes i tvekamp med jægerne fra Predator (1987) går tilbage til Dark Horse-tegneserieforlaget og 1989, hvor serien startede i Dark Horse Presents nr. 34 (november 1989).

Idéen fandt hurtigt vej til filmenes verden, hvor filmnørder hurtigt bemærkede et Alien-kranie i Predator-jægernes rumskib i Predator 2 fra 1990.

Begge franchises var ejet af 20th Century Fox, så derfor var der ingen rettighedsmæssige problemer i at lade de to monstre møde hinanden, men ikke desto mindre måtte vi vente til 2004 med at få en egentlig film, hvor de to krydsede klinger. Men måske havde det været bedre bare at lade være.

Pyramide under isen

Filmen tager sin begyndelse, da en satellit opfanger en varmesignatur fra den afsidesliggende Bouvetøya ca. 1700 km nord for Antarktis.

Satellitten tilhører Weyland Corporation, og så ved Alien-fans jo godt, hvad klokken er slået.

Firmaets ejer, Charles Weyland (Lance Henriksen) organiserer en ekspedition til øen, hvor yderligere satellitdata har vist, at der er en pyramideformet struktur begravet dybt under isen.

Teamet består af en skønsom blanding af karakterer: arkæologer, ingeniører, sprogforskere osv. Og selvfølgelig en gruppe svært bevæbnede lejesoldater.

Filmens egentlige hovedperson er bjergbestigeren Lex (Sanaa Lathan), der skal føre teamet sikkert ned gennem det hul i isen, som holdet planlægger at bore.

Det viser sig dog at være unødvendigt at bore, for da holdet ankommer, finder de en perfekt smeltet cirkulær tunnel fra overfladen og ned til pyramiden.

Men det vidste vi, som publikum, godt i forvejen. Vi ved også, at Predator-jægernes ankomst har optøet en nedfrosset Alien-dronning, der er gået i gang med at lægge æg.

Floskler

Herfra går det naturligvis kun galt: Holdet bliver spærret inde i pyramiden, der også løbende omkonfigurerer sine gange og passager, så det bliver nærmest umuligt at slippe ud, og det er naturligvis bare et spørgsmål om (kort) tid, før de første holdmedlemmer er blevet befrugtet af en facehugger og bliver ophav til en Alien.

Jeg kunne godt gå mere ind i de øvrige holdmedlemmer, men jeg gider ikke, for det gør filmen heller ikke. Alle rollerne, inklusive hovedrollen, er så papirtynde, at de fremstår som rene floskler.

Man har intet forhold til dem, og det betyder derfor heller intet, når de én efter én bliver ofre for filmens aliens.

Selv ikke den ellers altid seværdige Lance Henriksen har noget at arbejde med, men når det er sagt, er der ingen tvivl om, at Henriksen er det eneste bare tilnærmelsesvist seværdige i filmen. Han bliver dog sat ud af spillet relativt tidligt.

Til sidst er kun Lex tilbage, og hun må gøre fælles front med den sidste overlevende Predator for at slippe ud af pyramiden med livet i behold.

Om det lykkes, må I selv se, hvis I gider. Men helt ærligt, så kan I nok finde bedre måder at bruge en time og fyrre minutter på.

En tynd omgang øl

Alien vs. Predator er virkelig en tynd omgang øl. På papiret lyder idéen fed nok, og det kunne den måske også være blevet i andre hænder.

Desværre blev hele filmen, fra historie til manuskript til instruktion, lagt i hænderne på Paul W.S. Anderson, og det har tydeligvis været mere, end han har kunnet håndtere.

Nu er Anderson godt nok ikke, hvad man vil kalde en mesterinstruktør, men nogle af hans tidligere film har da været betydeligt mere underholdende end den lunkne omgang, han serverer her.

Særligt Event Horizon må udpeges som en fin film, som jeg blankt erkender, at jeg var for hård ved, da jeg anmeldte den for mange år siden her på Planet Pulp.

Overordnet set er der dog ingen tvivl om, at Anderson primært serverer lunkne retter, og på den baggrund kan man ærgre sig over, at Fox lagde Alien vs. Predator i hans hænder.

Ikke engang underholdende

Selv halvdårlige film kan redde meget, hvis bare underholdningsværdien er i hus, men også på dette helt afgørende parameter fejler Alien vs. Predator.

Det har i høj grad noget at gøre med det, jeg nævnte ovenfor – at man ikke kerer sig en disse om nogle af personerne, og derfor heller ikke kan få pulsen op over deres mere og mere prekære situation.

Det berøver filmen al tilløb til nerve, og derfor lægger filmen resten af sine æg i den kurv, der hedder bulder og brag og mere eller mindre tvivlsomme computereffekter.

Den tilgang fungerer slet ikke, og derfor sidder man tilbage med en både tynd og lunken filmoplevelse, hvor man trods den relativt korte spilletid, faktisk sidder og glæder sig til, det hele er overstået.

Anmeldt i nr. 227 | 13/10/2024