Planet Pulp

Jeg genser som regel de fire Alien-film; Alien (1979), Aliens (1986), Alien 3 (1992) og Alien: Resurrection (1997) hvert år.

Dels fordi, jeg er stor fan af dem, og dels fordi, de var min indgang til surrealisten H. R. Giger, der blev et mere udbredt navn i kraft af sit design af seriens monster, xenomorphen.

Filmene blev instrueret af filmskabere, der gik hen og blev helt store navne i filmverdenen. Folk som Ridley Scott, James Cameron, David Fincher og Jean-Pierre Jeunet satte hver deres præg visuelt, mens de gennemgående elementer som xenomorphen og seriens kvindelige helt Ellen Ripley (spillet af den fantastiske Sigourney Weaver) var intakt.

Titan Books valgte at lave den ultimative hyldest til Alien-filmene i form af den tunge bog Alien the Archive – The Ultimate Guide to the Classic Movies, som går i dybden med skabelsen og udviklingen af den populære filmserie.

Sigourney Weavers rejse som Ellen Ripley

Alien the Archive lægger meget oplagt ud med Sigourney Weavers egne betragtninger om sin Ripley-figur gennem de fire Alien-film.

Hun var forholdsvis ny i filmverdenen på det tidspunkt, hun medvirkede i Alien. Det, at hun endte med at blive den eneste overlevende oppe imod monstret, var usædvanligt at se i genrefilm dengang, hvor man var vant til at se mandlige helte sejre til sidst.

Ripley blev på alle måder seriens menneskelige anker med den fantastiske fortsættelse Aliens, hvor hendes figur fik mere personlighed og blev en surrogatmor for pigen Newt.

Weavers fremragende indsats gav hende en uventet Oscar-nominering, hvilket var uhørt, da Oscar-akademiet dengang ikke havde tradition for at tage film i science fiction-genren alvorligt.

Alien 3 tog Ripley-figuren og gav den en tragisk drejning, idet hun mistede dem, hun holdt af, da deres rumskib styrtede ned på den barske fængselsplanet Fiorina 161. Som den eneste kvinde blandt mandlige fanger er Ripley konstant i fare, og det bliver naturligvis ikke bedre, da en ny xenomorph truer alles liv.

Ingen havde forventet en fjerde Alien-film, eftersom Ripley ofrede sit liv for at dræbe sit uønskede xenomorph-barn.

Men det skete alligevel i form af Alien: Resurrection, der foregår mange år efter Alien 3. Den oprindelige Ripley er død, men takket være kloning opstår Ripley 8, der gav Weaver muligheden for at spille sin signatur-rolle på en helt anden måde, da hun deler DNA med sin dødsfjende, xenomorphen.

Weaver udviser stor taknemmelighed for rollen, og hvad den har gjort for hendes karriere. Hun er stadig i dag et sandt ikon indenfor science fiction-film.

En komplet visuel hyldest

Alien the Archive er først og fremmest tænkt som en stor visuel hyldest med et ton af materiale, der viser seriens billedside på fornem vis. De fire film har fået hver deres kapitel, der kommer ind på storyboards, concept art, stillbilleder og PR-billedmateriale, der blev brugt til at sælge filmene til det brede publikum.

Alien var kun Ridley Scotts anden film i karrieren, men allerede dengang gjorde han sig gældende med sin formidable sans for billeder. Det var en genistreg fra hans side at hyre H.R. Giger til at designe det ikoniske monster, der på alle måder blev seriens maskot.

Bogen viser et uddrag af Gigers arbejde, som stadig i dag føles originalt. Scott er selv en dygtig tegner, der tit laver storyboards til sine film, og der er også uddrag fra dem. De flotte storyboards var i øvrigt med til at sikre Scott jobbet som instruktør på Alien.

James Cameron tog konceptet fra etteren og lavede med Aliens en af de bedste actionfilm, der stadig bevarede den uhyggelige stemning, Scott skabte med sin film. Cameron var faktisk designeren bag den frygtindgydende xenomorph-dronning.

Produktionen bag David Finchers Alien 3 var berømt og berygtet for sine mange problemer, og bogen er ærlig med at skildre det faktum.

Giger brugte filmen til at skabe en helt ny xenomorph, der her bryder brutalt ud af en stakkels hund og dermed deler DNA med den, så den kan løbe på fire ben! En effekt der var opnået med brug af en dukke der blev sat ind i filmens dramatiske scener i post-produktion, hvor den løber efter Ripley og fangerne.

Franske Jean-Pierre Jeunet var i stand til at sætte sit skæve præg på Alien: Resurrection, der på overfladen føles som en visuel gentagelse af hans og Marc Caros eventyrfilm La cité des enfants perdus (De fortabte børns by, 1995). Filmen var markant anderledes i tonen i forhold til de andre film, og det delte vandene blandt fans. Den var mere en splatterfilm end en egentlig gyserfilm, men stadig ret underholdende.

Et absolut must for alle Alien-fans

Er man fan af Alien-serien, så er det værd at gå efter denne imponerende bog, der viser seriens look gennem årene på en flot facon.

Det er en bog, der kan tåle at blive læst gang på gang, især hvis man som mig genser de her film mange gange.

Anmeldt i nr. 220 | 13/03/2024

Stikord: Filmhistorie, Rumvæsner