Planet Pulp

John Frizzells score var klart et af de bedste elementer ved Jean-Pierre Jeunets Alien: Resurrection, og musikken var stedvist med til at give filmen noget af den stil og klasse, som Joss Whedons rædsomme manuskript ellers for det meste sørgede for, at filmen ikke kunne levere.

Referencer til Horner, Goldenthal og Newton Howard

Uagtet at Frizzells score bestemt ikke er dårligt, er der imidlertid heller ingen tvivl om, at det er det svageste af de fire Alien-scores – nok mest fordi Frizzell er den af de fire komponister, der har den mindst selvstændige stemme som komponist.

Goldsmith, Horner og Goldenthal gav hver især deres helt egen lyd til de foregående film i serien, og her må man nok erkende at Frizzell, med enkelte undtagelser, falder lidt igennem. Der er simpelthen ikke noget originalt ved hans musik.

Tværtimod kan man, hvis man er opmærksom, stedvist høre referencer til både Horner og Goldenthal, mens Goldsmith i den forbindelse ikke synes at have været den store inspirationskilde.

De to eneste undtagelser fra sidstnævnte er en enkelt forekomst af det karakteristiske ekkomotiv, Goldsmith etablerede i scoret til Alien, og som James Horner succesfuldt kopierede i sin musik til fortsættelsen, samt en enkelt passage i actionnummeret “They Swim” (nr. 10), der er løftet direkte fra Goldsmiths score.

Det må her lige indskydes, at der i selve filmens begyndelse faktisk er indsat et cue, der er hentet i sin helhed fra Goldsmiths score til den første film. Hvorfor det er tilfældet, kan man kun gisne om, men dette cue findes naturligvis ikke på albummet.

Foruden stilmæssige referencer til Horner og især Goldenthal, så er der stedvist også klare stiltræk, der giver mindelser om James Newton Howard. Sidstnævnte er dog ikke så mærkeligt, for Frizzell var i en periode Newton Howards protegé, og det var Newton Howard, der gav Frizzell en chance inden for branchen og på den måde banede vejen for ham.

Solidt håndværk og ikke mere

Nu man ikke tro, at scoret er én lang række af stilmæssige referencer til Horner, Goldenthal og Newton Howard, for det er det ikke. Men referencerne er der, og hvis man kender de øvrige komponister og lytter ordentligt efter, så kan man tydeligt høre dem.

Kombineret med det faktum, at Frizzell aldrig selv synes at have etableret en klar stil – i hvert fald ikke i de scores af ham, jeg har hørt – betyder det, at Alien: Resurrection ender med blot at være solidt håndværk og ikke mere.

Musikken er komponeret for en blanding af symfoniorkester og synthesizere, hvor sidstnævnte især anvendes til at skabe en række mærkelige og uhyggelige lyde, som Frizzell kombinerer med orkestret. Det virker faktisk udmærket, og må nok karakteriseres som Frizzells mest selvstændige bidrag.

Scoret har to væsentlige temaer, der væves ind i den betydelige mængde underscore, som scoret ellers i øvrigt består af. Som sådan kan Alien: Resurrection ikke karakteriseres som et tematisk orienteret score, men det er dog langt mere tematisk end eksempelvis Goldenthals musik fra Alien 3.

Scorets to væsentlige temaer er hovedtemaet, der høres første gang i “Main Title” (nr. 1), og Ripleys tema, der optræder første gang i “Post-Op” (nr. 2). Det er uden tvivl de to temaer, der er det fineste ved scoret, og Frizzell har med begge temaer ramt en dyster, nærmest gotisk lyd, der foruden at være mørk også er ret smuk.

Begge er primært symfoniske og strygerdominerede, om end hovedtemaet også har en passage, hvor blæserne giver det hele lidt ekstra pondus. Af de to temaer er det især Ripleys tema, der optræder løbende igennem musikken, men de fleste gange temaerne optræder, er det i mindre udviklede versioner, der væver sig ind i underscoret.

“Docking The Betty” (nr. 3) er et cue, der stilmæssigt lægger sig meget op ad de to temaer uden dog direkte at inkorporere nogle af dem. Når disse tre cues, samt “Ripley’s Theme” (nr. 14) er nævnt, har man samtidig nævnt de primære attraktioner ved albummet som sådan.

På nær et enkelt track, der består af regulær klassisk musik (fra Händels Julius Cæsar) og som i øvrigt falder totalt udenfor, består resten af musikken hovedsageligt af suspense- og actioncues, der kvalitativt slet ikke er dårlige, men som bestemt heller ikke er særligt originale.

Hørt bedre før

De to centrale actioncues på scoret er “They Swim” (nr. 10) og “The Battle With the Newborn” (nr. 13), der begge byder på masser af atonalt action- og horrormateriale, der både udnytter orkestret og Frizzells betydelige arsenal af synthesizere, og som i det symfoniske materiale giver rig lejlighed for både stryger- og blæsersektionen til at spille højt og skærende. Det er sådan set meget godt, men det er hørt mange gange før, og også meget bedre.

En del bedre er de mere rendyrkede suspensecues, hvor Frizzell med succes introducerer nogle ostinati, der giver en fin rytmisk fremdrift i flere af numrene. “The Chapel” (nr. 11) er et godt eksempel, men også det lidt mere actionorienterede “What’s Inside Purvis” (nr. 9) er et godt suspensetrack.

Af scorets deciderede underscore er det klart suspensenumrene, jeg foretrækker, men det ændrer ikke ved at heller ikke disse er synderligt originale.

Blegner i sammenligning

I sidste ende er det derfor Frizzells to flotte temaer, der udgør den primære attraktion ved Alien: Resurrection, og taget i betragtning hvor relativt lidt af spilletiden, disse temaer udgør, er det et godt spørgsmål, om det retfærdiggør en investering i albummet.

Det er ikke et dårligt score, men i forhold til de tre tidligere indlæg i serien blegner det fuldkomment, og selv hvis man forsøger at undgå for mange sammenligninger med de tre ældre scores, bliver Frizzells Alien: Resurrection aldrig andet end solidt håndværk.

Nummerliste:
1. Main Title (2:08)
2. Post-Op (1:21)
3. Docking The Betty (1:18)
4. Priva Son d’Ogni Conforto (fra Händels Julius Cæsar) (5:28)
5. Face Huggers (2:11)
6. Call Finds Ripley (3:02)
7. The Aliens Escape (4:13)
8. Ripley Meets Her Clones (2:21)
9. What’s Inside Purvis (2:29)
10. They Swim (6:28)
11. The Chapel (2:35)
12. The Abduction (3:33)
13. The Battle With the Newborn (6:03)
14. Ripley’s Theme (2:14)

Total spilletid: 45:30

Anmeldt i nr. 19 | 13/05/2007

Stikord: 4’er, Androider, Fortsættelse, Kloning, Robotter, Rummet, Rumskibe, Rumvæsner