Alien 3

Med David Finchers Alien 3 er vi nået til vejs ende med de gode Alien-film. Alien 3 fik ikke nogen særlig god modtagelse af hverken kritikere eller fans, da den kom frem i 1992, men den hårde medfart var noget ufortjent, for ud over at være visuelt ekstremt flot, præsenterer Finchers film det mest dystre indlæg i serien. Således markerer Alien 3 endnu et stilskift i forhold til Camerons Aliens (1986), der i sig selv var et stilskift i forhold til Scotts første Alien (1979), og det var en god idé.

Kompliceret produktionshistorie

Alien 3 har en lang og særdeles kompliceret produktionshistorie, der allerede startede umiddelbart efter, at Aliens var kommet ud. Det blev da besluttet, at der skulle komme en treer, men det blev en kringlet vej. Ikke mindre end 11 forskellige manuskripter og 10 forskellige manuskriptforfattere var inde over Alien 3, før filmen blev til i sin nuværende form, og selv under optagelserne fortsatte David Giler og Walter Hill med at foretage ændringer i manuskriptet.

Jeg skal ikke gå ind i alle omstændighederne omkring Alien 3-manuskriptets tilblivelse, men blot nævne, at det første udkast til Alien 3 blev skrevet af ingen ringere end William Gibson. Der er stort set intet af Gibsons manuskript tilbage i den endelige film, med mulig undtagelse af fangernes stregkoder i nakken.

I Gibsons manus fokuserede handlingen på Hicks og Bishop, da der på daværende tidspunkt var tvivl om, hvorvidt Sigourney Weaver ville spille Ripley igen. Gibsons manuskript kan downloades fra nettet (her), men Gibson har udtalt, at hans oprindelige manuskript faktisk var cirka 30 sider længere end det, der findes til download forskellige steder.

David Fincher var kun 28 år da han fik jobbet som instruktør på Alien 3, men hans sans for billeder og for det dystre fornægter sig bestemt ikke. Visuelt er Alien 3 en overordentlig flot, men mørk, film, og som afslutning på trilogien fungerer den eminent. Det er derfor ekstra ærgerligt, at producerne ikke kunne lade serien ligge og absolut skulle lave en firer, Alien: Resurrection, der kom i 1997.

Strandet på fængselsplanet

Alien 3 begynder ombord på Sulaco. Under forteksterne klippes der til rumskibet, og det står hurtigt klart, at Alien-dronningen fra slutningen af Aliens må have nået at lægge et æg i skibet. I hvert fald ser man et af rumvæsnerne kravle op på en dvalekapsel og knuse glasset, om end man ikke nogen af personerne blive befrugtet. Da rumvæsnet imidlertid bløder på gulvet, starter den kraftige syre, som udgør væsnets blod, en brand.

De overlevendes dvalekamre skydes ud i et nødmodul, der falder ned på den afsidesliggende fængselsplanet Fiorina 161. Hicks og Newt omkommer under styrtet, og Bishop smadres til ukendelighed, men Ripley overlever, og bjærges af fangerne på fængselsplaneten. Dem er der kun 25 tilbage af, for da anlægget blev lukket bad de om at få lov til at blive fordi de nogle år tidligere var blevet stærkt religiøse. Det fik de lov til, sammen med to fængselsvagter og en læge.

Lægen Clemens (Charles Dance) lapper Ripley sammen, og efterhånden kommer hun sig. Da hun vågner lurer hun dog straks på, hvad der er foregået ombord på Sulaco, og da hun ser spor efter Alien-blodet i vraget af nødmodulet, kræver hun, at Newt bliver obduceret. Hicks var død ved at blive spiddet af en metalpæl under styrtet, så ham mistænker Ripley ikke for at være blevet befrugtet af en Alien. Obduktionen af Newt viser ingen tegn på infektion, men Ripley kræver alligevel at ligene bliver brændt. Det sker i en af fængslets gigantiske højovne – fængslet fungerer nemlig også som et støberi, og det kommer til at spille en væsentlig rolle.

En ulige kamp

Fængelspersonalet har varskoet The Company (der åbenbart ejer eller administrerer fænglet) om det nedstyrtede nødmodul, og der bliver udsendt en ekspedition for at hente Ripley. I den mellemliggende uge håber både fængelslederen Andrews (Brian Glover) og de indsattes religiøse leder Dillon (Charles S. Sutton) på, at Ripley kan holdes isoleret, så hun ikke skal skabe uro blandt fangerne, der alle er såkaldte dobbelt-Y-kromosom-fanger – med andre ord de værste af de værste.

Det kan naturligvis ikke lade sig gøre at holde Ripley indespærret, men selv om hun også er tæt på at komme galt af sted, tiltrækkes fangernes opmærksomhed snart af noget helt andet. Et rumvæsen er nemlig kommet ned på planeten, hvor det inficerer en hund (i Director’s Cut-versionen er det en okse!), og snart er der en særdeles sulten Alien på færde. Nu må Ripley, det sparsomme fængelspersonale og fangerne slå sig sammen om at få has på rumvæsnet inden det får has på dem, og det er lidt af et problem, idet der ikke findes våben af nogen art i fængslet. Samtidig begynder Ripley at få det gradvist dårligere, og hun begynder at mistænke det værste: kan også hun være blevet befrugtet med en Alien?

Ja, det sidste spørgsmål skal naturligvis ikke besvares her, i tilfælde af, at nogle læsere endnu ikke har set Alien 3. Til gengæld kan jeg fortælle, at kampen mod rumvæsnet viser sig at være overordentlig svær i det store fængselskompleks.

Dommedagsstemning

På mange måder har Alien 3 mere til fælles med den første Alien end den har med James Camerons Aliens. Godt nok foregår også Alien 3 på en planet, men som i den første film er der kun én Alien, og endnu engang mangler menneskene våben at slå igen med. De udtænker til sidst en plan om at lokke monstret ind i støberiet og dræbe det med flydende bly. Hvordan det spænder af, skal heller ikke afsløres, men det kan godt siges, at antallet af indsatte falder dramatisk i løbet af filmen, for den eneste måde at få rumvæsnet ind i støberiet på, er at lege katten efter musen – og her et det altså fangerne, der er musene!

Alien 3 er en helt igennem sort omgang uden mange lyspunkter. Historien er dyster, production designet er dystert og fotograferingen er dyster. Det giver tilsammen en filmoplevelse, der ligger meget langt fra begge de foregående film i serien, og som hele vejen igennem har en meget dommedagsagtig stemning over sig.

Ripley må naturligvis endnu engang trække i arbejdstøjet, men denne gang virker hun generelt svagere end i de tidligere film. Ikke fordi hun er mindre modig – tværtimod – men hun er langt fra den særdeles handlekraftige Ripley, der styrede slagets gang i Alien og som selv tog våben i hånd i Aliens. Da hun således bliver overfaldet af nogle af fangerne er det ikke hendes egne handlinger, der redder hende fra at blive voldtaget, men én af de andre indsatte.

Det er første gang Ripley placeres i en decideret offerrolle, og denne afmagt, der også udstrækker sig til kampen mod monstret, bestyrker filmens generelt håbløse stemning. Det gør også, at man i løbet af filmen ikke kan undgå at mærke, at én eller anden form for definitiv afslutning er på vej.

Filmens stemning følges helt til dørs, og det er nok også i høj grad på grund af den mørke historie, at både fans og kritikere indledningsvist var utilfredse med Alien 3. Det må dog siges, at filmen helt fortjent siden er steget en del i anseelse blandt fans, og det er der heller ingen grund til, at den ikke skulle. Som nævnt er filmen æstetisk virkelig flot, og hen imod filmens klimaks imponerer Fincher med nogle hæsblæsende kamerature, hvor fangerne forsøger at lokke monstret ind i støberiet. Her ser vi tingene fra væsnets synspunkt, og det virker helt efter hensigten.

Solidt castet

Alien 3 er overordentligt solidt castet og byder på en række fine præstationer. Weaver er mere sammenbidt end nogensinde som Ripley, og hun har glimrende modspil af Charles Dance i rollen som fængselslægen Clemens. Som fængselslederen Andrews ses Brian Glover, og de indsattes leder Dillon spilles dommedagsdystert af Charles S. Dutton. Garvede Pete Postlethwaite medvirker også, selv om hans reelle screentime er begrænset. Det samme gælder for Lance Henriksen, der har en marginal rolle som Bishop. Ripley må nemlig på et tidspunkt finde resterne af droiden for at finde ud af, om der virkelig var en Alien ombord på Sulaco.

Men Henriksen medvirker også som en helt anden person i filmens slutning, hvor redningsmissionen fra The Company ankommer til planeten. Også her er der dog tale om en meget lille rolle. Skuespillet er imidlertid hele vejen igennem virkelig solidt, og de mindre roller i filmen er også befolket med udmærkede skuespillere.

Alien 3 lever især i kraft af sin stemning, for den er aldrig så isnende uhyggelig som Ridley Scotts Alien eller så umiddelbart gung-ho underholdende som James Camerons Aliens. Det betyder ikke, at Alien 3 ikke er underholdende, men det er filmens depressive stemning, man imponeres mest over, og af samme grund virker filmen som den perfekte afslutning på Alien-serien. Det skulle dog alt sammen blive ødelagt i 1997, men det er en anden snak.

Unødvendig ”director’s cut”

Den her anmeldte version af filmen indeholder både den originale biografversion og den såkaldte Director’s Cut-version, som imidlertid ikke er klippet af Fincher selv. Der er tale om misbrug af begrebet, for Fincher nægtede at have noget at gøre med den forlængede udgave, og af samme grund er der heller ikke noget kommentarspor med instruktøren på skiven. Heller ikke til den originale version. Det er lidt ærgerligt, for man havde gerne hørt Fincher fortælle lidt om produktionen, der også undervejs i optagelserne efter sigende skal have været en meget svær proces.

Den udvidede version af filmen har en spilletid på 139 minutter, hvilket er næsten en halv time mere end biografudgaven. Selv om de fleste af de nye scener primært udvider på miljøbeskrivelsen er der dog enkelte ting, der udgør væsentlige ændringer i forhold til biografversionen. For det første er det her en okse, der befrugtes af rumvæsnet i stedet for en hund, og for det andet er der ét væsentligt shot nær slutningen, der er ændret på afgørende vis.

Som tilfældet var med den første film, bibringer Director’s Cut-udgaven ikke noget nyt til filmen, og heller ikke noget, som man savnede ved biografversionen, og i den forlængede udgave kan man heller ikke undsige sig for at føle, at filmen er blevet for lang. Derfor foretrækker jeg til enhver tid biografudgaven, som i øvrigt er klippet af Terry Rawlings, der også klippede Scotts Alien.

Forbandet dyster

Selv om jeg personligt er meget begejstret for Alien 3, er det bestemt ikke ensbetydende med, at alle vil være det, og af den originale trilogi er det er da også treeren, der generelt anses som den svageste. Det er svært at argumentere imod, men omvendt kan man bestemt ikke kalde Alien 3 en dårlig film. Den er bare så forbandet dyster, at den er svær at komme til at holde af på samme måde som man gør med etteren og toeren.

Anmeldt i nr. 19 | 13/05/2007

Stikord: 3’er, Fortsættelse, Fængsel, Rummet, Rumskibe, Rumvæsner