Planet Pulp

Alfer – en fantastisk håndbog er, ligesom Arthur Spiderwicks Felthåndbog til den Fantastiske Verden der omgiver os, et spinoff-produkt af Spiderwickfortællingerne. Bogen er konciperet meget lige som Arthur Spiderwicks Felthåndbog, idet den fremstiller de fantastiske væsner – heri altså alfer – som rigtige væsner.

Alfer som husdyr

I modsætning til Arthur Spiderwicks Felthåndbog, der var ganske teksttung, er Alfer – En fantastisk håndbog en del lettere rent tekstmæssigt. Der er stadig tekst, men slet ikke nær så meget, og fordelingen af tekst og billeder er i langt højere grad i billedernes favør.

En anden forskel er, at hvor Felthåndbogen var udtænkt som et slags bestiarium, så er Alfer tænkt som en guide til de, der gerne vil holde alfer som husdyr.

Tekstdelen er derfor inddelt i kapitler som “Alfens anatomi”, “At anskaffe sig en alf” og “Når alfen bliver syg”. Bogens farvebilleder illustrerer dels disse forskellige pointer, men primært er der tale om tegninger af de forskellige alfetyper med angivelse af deres karakteristika. Ved hver alfeart er der en række piktogrammer, der forklares i bogens begyndelse, og som fortæller ting såsom bl.a. om alfen foretrækker kulde eller varme, om den bider eller om kan dresseres eller ej.

Alle disse forskellige ting er gennemført på en måde, der gør bogen til en glimrende pastiche over rigtige dyrebøger, som f.eks. bøger om hunde, katte eller lignende.

Idéen med piktogrammerne er måske den mest ambitiøse af bogens bagvedliggende koncepter, og akkurat ligesom Arthur Spiderwicks Felthåndbog på grund af sin store mængde tekst ikke virkede møntet på de yngste læsere, så er den forholdsvis komplekse idé med piktogrammerne med til at give det samme indtryk af Alfer – En fantastisk håndbog.

Når det så er sagt, skal det retfærdigvis også nævnes, at Alfer er mere børnevenlig end den tunge Felthåndbog, men for de alleryngste er den altså stadig ikke.

Har lugtet penge

Lige som tilfældet var med Felthåndbogen kan denne disposition give anledning til en del undren, for selve Spiderwickfortællingerne var klart møntet på et ret ungt publikum, og her forekommer begge spinoff-bøger noget mere krævende.

Desværre må man også konstatere, at man ikke undgår en fornemmelse af, at Holly Black og Tony DiTerlizzi har lugtet penge. Det var en sjov idé at udgive Felthåndbogen, og det gav både Black og DiTerlizzi mulighed for at dykke længere ned i deres verden, selv om det især var DiTerlizzis illustrationer, der gjorde produktet værd at kigge nærmere på.

Tony DiTerlizzis billeder er fortsat umanerligt flotte, og kan for nogle nok være pengene værd, men man kan ikke undgå at tænke på, om der nu vil følge en hel række af bøger i samme stil som Alfer om de forskellige typer troldtøj, der eksisterer i Spiderwickfortællingerne.

På en måde minder både Felthåndbogen og Alfer – En fantastisk håndbog lidt om de monsterkompendier, der er udkommet til mange rollespil igennem tiden, men i modsætning til monsterkompendierne, der jo havde en vis nytteværdi i forbindelse med spillene, har hverken Felthåndbogen eller Alfer nogen egenværdi. Dog må man ikke være blind for deres mulighed som kilde til inspiration og illustration.

De eksisterer dog først og fremmest udelukkende som kuriosa i forbindelse med Spiderwickfortællingerne – et faktum der gør det yderligere mærkværdigt, at begge bøger synes at være rettet mod en ældre målgruppe end de oprindelige bøger.

Skulle være stoppet mens legen var god

Hvis man synes at denne type kryptozoologiske bøger er lidt sjove, og hvis man ikke kan få nok at Tony DiTerlizzis flotte tegninger, ja så kan Alfer – En fantastisk håndbog sådan set godt anbefales. Men personligt ville jeg nok mene, at Black og DiTerlizzi skulle have stoppet mens legen var god og sat punktum efter den umanerligt flotte Felthåndbog.

Alfer – en fantastisk håndbog er venligst stillet til rådighed af Gyldendal.

Anmeldt i nr. 26 | 13/12/2007

Stikord: Fabeldyr, Fantasy, Intertekstualitet, Spin-off