Planet Pulp

After Death, der også er kendt under navnet Zombie 4: After Death, skraber bunden inden for den italienske zombiegenre. På trods af filmens alternative titel må man ikke tro, at den har noget som helst at gøre med Zombi 3 fra samme år, ligesom denne intet havde at gøre med Lucio Fulcis Zombi 2 (1979). Der er tale om en enkeltstående film, selv om der er flere sammenfald mellem den og Zombi 3.

Jammerligt

Først og fremmest kan nævnes instruktøren Claudio Fragasso, der også var manden bag manuskriptet til Zombi 3. Det næsten ubeskriveligt usammenhængende manuskript, der får manuskriptet til Zombi 3 til at ligne et mindre mesterværk, er skrevet af Fragassos kone Rosella Drudi, der også havde en finger med i spillet i tilblivelsen af historien til Zombi 3. Ligesom sidstnævnte er After Death indspillet i Filippinerne, og de to film har yderligere til fælles at en stor del af dem består af slåskampe med og flugt fra zombierne.

I modsætning til Zombi 3, er After Death imidlertid ikke i besiddelse af nogen forsonende træk; eller under alle omstændigheder ikke nok af dem til at gøre filmen acceptabel, selv ikke i den særlige kategori “så dårlig at den er god”. Det hele er så jammerligt sammensat, at den ekstremt tynde historie i Zombi 3 forekommer ganske kompleks, og sidstnævnte er under alle omstændigheder i besiddelse af betydeligt mere logisk plotfremdrift end After Death.

Voodoopræstens hævn

Filmen begynder lige på og hårdt. Efter en lang credits-sekvens med et horribelt 1980’er-popnummer som baggrundsmusik, kommer vi direkte ind i en underjordisk voodooceremoni, hvor en kutteklædt mand gennemfører ceremonien, mens en kvinde danser rundt. Til sidst kommer nogle ånder ud af voodoobogen og flyver ind i kvindens mund, og dette medfører hendes død.

Dernæst bliver hun trukket ned igennem et pludseligt opstået hul i jorden. En gruppe folk dukker op og konfronterer voodoopræsten, og i den efterfølgende dialog får vi hele historien serveret på et sølvfad. De kakiklædte og bevæbnede personer er åbenbart videnskabsmænd, der har slået sig ned på en lille ø for at løse dødens gåde. De har eksperimenteret på voodoopræstens datter for at forsøge at helbrede hende for kræft, men slog fejl.

Som hævn for hendes død har voodoopræsten åbnet døren til Helvede for at få hævn over videnskabsfolkene. En af videnskabsfolkene skyder præsten, men til ingen nytte. Hans kone dukker pludselig op fra Helvede, komplet med fjollede vampyrtænder og grøn blod ud af munden, og dræber hele bundtet.

Imens jages en lille familie gennem junglen på øen af en flok zombier. Det er far, mor og en lille lyshåret datter. Zombierne er åbenbart en del af voodoopræstens hævn. Farmand, der er én af videnskabsmændene, slås ihjel, og snart efter får zombierne også fat i mor, mens den lille pige slipper væk efter at have fået en amulet af moderen.

The Book of the Dead

Herefter foretager filmen et tidsspring på 20 år, men det forstår man ikke, før man er kommet en times tid ind i filmen, hvor man får at vide igennem dialogen, at der er gået så lang tid siden videnskabsfolkene forsvandt sporløst. Indtil det sker, tror man, at alt, der følger efter, sker i umiddelbar forlængelse af begivenhederne i filmens begyndelse.

På dette tidspunkt er der åbenbart nogen, der har lukket helvedesporten igen. Under alle omstændigheder er en lille gruppe videnskabsfolk (?) kommet til øen for at løse gåden om de forsvundne forskere.

Gruppen består af to fyre og en pige, hvor den eneste af betydning er den unge fyr Chuck, spillet af bøssepornoskuespilleren Jeff Stryker. De finder en hule med nogle brændende stearinlys og en bog – The Book of the Dead – som Chuck og David selvfølgelig lige skal læse lidt i, hvorefter Helvedes porte går op på ny, og øen igen overrendes af zombier. Genrefans spotter straks ligheden mellem dette plotelement og Sam Raimis The Evil Dead (1981).

Let bevæbnede lejesoldater

Til alt held sejler en lille flok særdeles let bevæbnede lejesoldater rundt i en speedbåd på en af øens floder sammen med et par piger. Den ene af pigerne er Jenny (Candice Daly), som man senere finder ud af faktisk er identisk med den lille pige, der slap væk fra zombierne i filmens begyndelse. Hvad hun laver tilbage på øen sammen med en flok lejesoldater får man ingen forklaring på, og det nytter ikke at tænke over det.

Speedbådens motor sætter ud, og den lille gruppe søger tilflugt i videnskabsfolkenes forladte huse, hvor Chuck snart slutter sig til dem efter at zombierne har ædt hans to venner.

Til alt held finder lejesoldaterne nogle automatvåben, så de igen er bevæbnede, hvilket afføder en af filmens morsomste scener med noget ufattelig dårligt skrevet dialog. Herefter består resten af filmen af den lille gruppes kamp mod zombierne, der belejrer dem og får fat i gruppens medlemmer én efter én.

Total mangel på stemning

På trods af sine blot 85 minutter føles After Death meget, meget lang. Den lider af de samme problemer som Zombi 3, nemlig mange unødvendige kampe med zombierne, der opfører sig mere eller mindre lige så inkonsekvent som de levende døde gjorde det Zombi 3.

Nogle stavrer langsomt af sted, men de fleste er hurtige, aggressive og gode til at slås. Flere af de zombier, vi møder i filmen, opfører sig desuden intelligent og er i stand til at bruge våben, hvilket især gælder de medlemmer af vores lille gruppe af helte, som bliver til zombier.

De mange slåskampe med zombierne, filmens næsten totale mangel på plotmæssig sammenhæng såvel som fremdrift samt hovedpersonernes ufatteligt stupide opførsel gør After Death til lidt af en pine af sidde igennem. Når hele molevitten desuden er akkompagneret af musik, der lyder som om det stammer fra et Commodore 64-computerspil, bliver det stedvist næsten helt utåleligt.

After Death er en smule mere grafisk end Zombi 3, og der er lagt mere vægt på splattereffekterne. Effekterne er imidlertid stærkt varierende i kvalitet, også zombie-makeuppen, der rangerer fra det acceptable til de lattervækkende. Hvorfor zombierne skal have grønt blod løbende ud af munden er en kilde til konstant undren hos undertegnede, men Fragasso må have ment, at det så ulækkert ud.

Problemet er, at der langt fra er splat nok i filmen til at opveje dens totale mangel på stemning, og der er derfor stort set intet at komme efter i After Death. Den smule charme, der for mig gjorde Zombi 3 ret underholdende, er også næsten helt fraværende i After Death, hvilket betyder at selv ikke inkarnerede fans af trashy italiensk horror vil finde særlig meget at komme efter.

Anmeldt i nr. 13 | 13/11/2006

Stikord: Italian Cinema, Splat, Zombier