Planet Pulp

Skaberne bag Ace Trucking Co. er to gamle kendinge, Alan Grant og John Wagner, der også har skabt mange af de klassiske 2000AD-serier, så som ikke mindst Judge Dredd og Strontium Dog, men også Robo-Hunter, Durham Red og Button Man. I 2000AD-bladets første spæde tid i halvfjerdserne og startfirserne var det Alan Grant og John Wagner, der sammen med Pat Mills, stod for praktisk talt alle bladets serier.

Disse tre tegneserieforfatteres produktion og output i den periode har været helt enormt. Det er nærmest svimlende at tænke på, og det kan derfor ikke overraske, at nogle af disse serier måske er af lidt svingende kvalitet. Den store forskel mellem Ace Trucking Co. og andre af de klassiske 2000AD-serier fra den periode er, at hvor de alle sammen indeholder noget af den klassiske 2000AD sarkastisk-humoristiske stil, så er Ace Trucking Co. i langt højere grad en rendyrket humoristisk serie. Spørgsmålet er så, om den er sjov, og det er nok et spørgsmål om smag og behag, men jeg er helt sikker på, at det i hvert fald ikke er alle, der vil synes, at Ace Trucking Co. er sjov.

Truckere i rummet

For at komme ind på seriens indhold og univers, så er hovedpersonerne rumtruckeren Ace Garp, der er eneejer af firmaet Ace Trucking Co., og besætningen i hans ”lug”, dvs. rumskibslastbil, der bærer navnet Speedo Ghost. Besætningen består først og fremmest af den gigantiske og meget langhårede styrmand og bodyguard G-B-H, som tilhører rumnomade-stammefolket Sha’ka’kan. G-B-H betragter sig selv som død, fordi han er blevet udstødt af sin stamme, og derfor tager han alle Aces skøre indfald, og de ubehageligheder, der kommer ud af dem, med en vis lakonisk ro.

Udover G-B-H er der rumskibets maskiningeniør, Feek the Freak, der styrer maskinrummet. Han er en sær lille skabning fra en skeletagtig race, og går rundt kun iklædt lændeklæde og hat, taler et pidgin-agtigt engelsk, har sære spisevaner, og er nærmest evigt grinende. Derudover er der også rumskibets computer, Ghost, der er evigt pessimistisk, sarkastisk og altid beklager sig over Aces vanvittige planer og indfald, men som computer er den naturligvis bundet til at adlyde Ace.

Lækkert slang

Ace selv er ligesom G-B-H og Feek the Freak et rumvæsen. Han tilhører en ikke videre forklaret race. Det betyder, at Ace har et meget spidst hoved og dertil store spidse ører, en ranglet skikkelse og meget store dobbeltfødder – det vil sige, han har to fødder på hvert ben! Disse dobbeltfødder er altid pakket ned i et par meget store og firseragtige støvler, og generelt har Ace et meget ungdommeligt og hipt udseende, der passer til hans overdrevne brug af smart truckerslang. For Ace taler nærmest udelukkende i seriens bizarre, selvudviklede rumtrucker-slang, der generelt bliver brugt meget igennem serien.

Lad mig her komme med et par eksempler som: ”don’t gnaw the claw good buddies”, ”can the flan, ya stackbabbers! You’ll jack our lug and leave us suckin empty!”, ”The gong song is the wrong song when The Big A jocks the knocks” – og andre kortere udtryk, som at være ”trucking glomside, hotside, spamside”, eller ”ten-four”, ”ten-ten till we meet again”, ”ten-thirteen” eller ”hang ten”.

Noget af det er helt uforståeligt og opdigtet slang (der er flere spacetrucker-ordoversigter med albummet, som blev trykt med den oprindelige serie). Andet er, som nogen måske kan se, stærk inspireret af, eller direkte hentet fra, ægte trucker-walkie-talkie slang. Dette siger noget om, hvor præget Ace Trucking Co.-serien er af den tid, den er blevet skabt i slipstrømmen af, nemlig halvfjerdserne.

Convoy og andet godt

Ace Trucking Co. tager klassisk halvfjerdser-science fiction, og kombinerer det med halvfjerdsernes (og startfirsernes) truckerfascination, hvor lastbilschauffører fremstilles som de sidste frie fugle, med deres egne normer, moralkodeks og walkietalkie-slangsprog, som vi kender det fra filmene Convoy (1978) og Smokey and the Bandit (1977). Jeg husker selv med stor glæde og begejstring, hvor store disse film var, og hvor meget mytologien om truckerne og deres frie liv på landevejene blev dyrket i startfirserne.

Ok, nu er jeg så også født og opvokset i en landsby, hvor størstedelen af alle voksne mænd ernærede sig som lastbilchauffører, og hvor alle friske drenge drømte om at blive truckere ligesom far eller onkel. Men man kommer ikke udenom, at det var stort dengang, og det er det ligesom ikke mere. Selv en almindelig walkie-melding som 10-4, der var blevet en fast del af alles hverdagssprog, er efterhånden forsvundet. Derfor kan Ace Trucking Co. virke meget retro, og til tider nærmest uforståelig. Den type science fiction, den præsenterer, er ligeledes meget præget af sin tid. Det er langt-ude-i-universet-science fiction, hvor fokuset er på fremmede solsystemer, beboet af sære rumvæsner med deres egne bizarre kulturer. Det ligger ret langt fra firsernes hårdkogte, teknologi- og nærfremtidsfokuserede cyberpunk/postapokalypse-science fiction.

Far out ”trucker sci-fi”

Historiernes indhold er, som man sikkert kan forestille sig, en sammenblanding af trucker- og far-out-space-halvfjerdser-sci-fi. Undervejs i albummet skal Ace og kompagni konkurrere med andre rumtruckere i et kapløb, undgå the creepie-jeepies (rumvejs-politiet), smugle ulovligt gods, og undgå ubehageligheder fra Aces ærkerival, rumtruckeren Jago Kain.

Alt sammen er elementer fra truckergenren, der er overført til i rummet, og desuden bliver vores helte overfaldet af rumpirater, opdager et gådefuldt spøgelsesskib, flyver gennem et wormhole til en anden dimension, møder underlige racer og planeter.

Det hele er fortalt på en måde, der bestemt ikke tager sig selv alvorligt. Slapstick-humoren og vitserne har forrang frem for historien og karakterindlevelse. Denne kombination, der bliver til humoristisk trucker-rum-sci-fi gør, at serien nok er sværere at sælge i dag. Den er måske for sær, plat og præget af sin tid for de flestes smag. Det er bestemt heller ikke 2000AD’s bedste, mest spændende eller for den sags skyld mest langtidsholdbare serie. Men det betyder ikke, at den ikke har visse kvaliteter, specielt for nostalgikere og folk med et svagt hjerte for halvfjerdsernes space-sci-fi.

Som forfattere er det John Wagner og Alan Grant, der har skabt serien sammen. Den gennemgående tegner på hele serien er Massimo Belardinelli, der i lige så høj grad er med til at skabe og profilere hele serien som de to forfattere, hvis ikke i højere grad end dem. For Belardinellis tegninger til serien er forrygende, fyldt med detaljer og underfundigheder. Jeg kan få meget tid til at gå med at kigge på dem, og synes, at Belardinellis på mange måder meget halvfjerdseragtige streg passer virkelig godt til serien. Den anden tegner i albummet, Ian Gibson, som vi også kender for sin toony stil fra Judge Dredd, er kun med for en kort bemærkning i et afsnit.

Massimo Belardinelli, der desværre døde i 2007, var, som navnet antyder, italiener, og han lavede en del arbejde på det tidlige 2000AD, fra omkring bladets start til midten af firserne. Vi har tidligere mødt ham i Slaine-albummet Warrior’s Dawn (2005), men jeg vil sige, at hans streg passer meget bedre til Ace Trucking Co. end til Slaine. Belardinellis arbejde på Ace Trucking Co. virker bare så meget mere inspireret og fyldt med ideer.

Et levn fra fortiden

Ace Trucking Co. er helt sikkert ikke en tegneserie for alle. Dertil er den for præget af sin tid, og for plat, sær, og ensformig til et album på 320 sider. Som allerede nævnt er det da bestemt heller ikke 2000AD’s bedste serie. Men den er da heller ikke blandt de dårligste tegneserier, jeg har læst. Nostalgikere, fans af gammel 2000AD eller af halvfjerdser-sci-fi-stilen, eller begge dele, vil kunne finde glæde ved serien, for har man svagheder for sådan noget, vil man sikkert efter et stykke tid blive fanget ind og charmeret af Ace Trucking Co. Alle andre får nok mest ud af at holde sig væk fra serien, der kun er for folk med specielle ”cravings”

The Complete Ace Trucking Co. Volume 1 er venligst stillet til rådighed af forlaget Rebellion.

Anmeldt i nr. 39 | 13/01/2009

Stikord: 2000AD, Rummet, Rumskibe, Rumvæsner, Truckere