ABC Warriors opstod egentligt som en spinoff af en anden af forfatteren Pat Mills’ serier, nemlig den legendariske Ro-Busters og efterfølgende optrådte de i Nemesis the Warlock. Nemesis befriede robotterne i sin kamp for kaos mod det autoritære Imperium. Robotterne blev dog hurtigt så populære, at de fik deres helt egen serie med den produktive Pat Mills ved roret. Her er det på sin plads kort at præsentere de forskellige robotter som gruppen ABC Warriors i sin halvfemserform består af.
Først er der Hammerstein, der er en stor, stolt og regelret kampdroide, og lidt af en stivstikker, men egentlig gruppens øverstkommanderende i kamp. Hans højre arm er en hammer – deraf navnet til dels. Og de fleste vil nok genkende ham visuelt, da han er med i filmen Judge Dredd (1995).
Så er der den mystiske Deadlock. Han er en form for robotridder med sværd og gylden rustning – altså guldlakering – samtidig med, at han er en kappeklædt kaosmagiker. Deadlock er gruppens de facto-leder, der fører gruppen ud på diverse opgaver og eventyr i kaos’ tjeneste.
Mongrol er en kæmpe, umælende klods af en nærkampsrobot, og Mek-Quake en endnu større og ligeså aggressiv kæmperobot på larvefødder. Men Mek-Quake er bestemt ikke umælende. Han taler konstant om sig selv i store vendinger og i tredje person, men er tydeligvis lidt enfoldig, som et egoistisk barn med enorme kræfter.
Blackblood er en forræderisk vampyrrobot, der drikker andre robotters olie, og generelt er sadistisk. Han går klædt i officersfrakke og kasket. Joe Pineapples er en blå, übercool, solbrillebeklædt snigskytterobot, der lever for det perfekte drab.
Ro-Jaws er teknisk set ikke et medlem af ABC Warriors, men et fast sidekick. Han er en lille og slidt tidligere sanitets- og kloakrobot, der er ret grov i munden.
Det nyeste medlem, som dukker op i dette bind, er den “kvindelige” robot Morrigun, der har nogle perfekte strømlinede former, men samtidig er dødsensfarlig. Desuden er hun også trænet udi Mara-præstindernes heksekunst. Både den umælende Mongrol og Hammerstein sværmer lidt for hende.
Vi møder dem i starten af dette bind, hvor vi forlod dem i forrige bind, The Meknificant Seven. Her flygter de nemlig til sidst fra det menneskelig Imperium, de kæmper imod, i kejserens eget Tombship, indeholdende kejserens lig. De er nu havnet på planeten Hekate, en planet som Imperiet er i gang med at kolonisere, men som i sin kerne og oprindelse er dybt præget af det kaos, som ABC Warriors tjener under Deadlocks kyndige vejledning.
Blandt planetens kaotiske beboere er en race ved navn Phookas, hvor alt er omvendt: de har mund, der hvor vi har røvhul og omvendt, hvilket giver nogle lidt andre vaner. En anden af planetens racer er Fayeds, der er ubevægelige, når de er vågne, og hvis fysiske krop hærger når de sover. Mest centralt er dog Mara-heksene og Mara-kulten på planeten, der samtidig er kaotisk farlig, vild og blodig.
Men som sagt er planeten ved at blive koloniseret af menneskenes Imperium, som derved er ved at fortrænge kaos fra planeten Hekate. For at redde planeten og genskabe kaos, har Deadlock udklækket en plan. Som en del af denne plan skal ABC Warriors skaffe syv hoveder til et stort ritual til kaosgudinden Hekate, som derpå vil bringe kaos tilbage.
Disse syv hoveder som robotterne skal skaffe, er naturligvis ikke bare tilfældige hoveder. Nej, det skal være syv bestemte hoveder af Imperiets administratorer og lovgivere på planeten. Hvert hoved eller skafningen af det, er et afsnit i historien, som ikke overraskende kulminerer med det afsluttende ritual, der naturligvis falder sammen med Imperiets storstilede offensiv og den sammenfadende måneformørkelse på planeten – som har tre måner.
Stilen er, som vi kender den fra Mills: vild og fabulerende med en masse forrykte indfald og lignende, tilsat en ordentlig skvæt af anti-autoritære og samfundskritiske tanker. Nogle vil nok sige, at det Pat Mills, når han er værst, fordi de politisk-anarkistiske og tilbage-til-jorden-hippie-agtige idéer konstant bliver udbasuneret, skåret ud i pap og gentaget på bekostning af indlevelse og historie.
Dette har altid været et problem for Mills. Nogle gange fungerer hans vrøvlende og anarkistisk fabulerende (ide)historie virkelig, som i de tidlige Slaine-historier. Andre gange bliver det en tak for frelst og prædikende. Lidt af en undskyldning for ikke at kunne, eller behøve, at fortælle en ordentlig og godt struktureret historie.
Det sidste gør sig desværre gældende i Khronicles of Khaos. Lidt for meget prædikende teenager anti-autoritets-trip kombineret med New Age-vrøvleri, og lidt for lidt velfortalt historie. Der er nogle gode idéer, men de drukner i alt det andet.
Dog kan man, ligesom ved Mills’ Nemesis the Warlock-serie, tydeligt se, hvor Games Workshop har fået en stor del af inspirationen til Warhammer 40.000 fra i 80’erne og de tidlige 90’ere. Se bare på det religiøst fascistoide Imperium og kaos-oprørerne. Og en enkelt ting som kampenheden The Imperial Rottweilers, der har temmelig mange ligheder med 40.000‘s Terminators. Tony Skinner står godt nok krediteret som medforfatter, men hans aftryk er ikke til at mærke, da det er ren Pat Mills-stil, desværre på den dårlige måde.
Kevin Walkers malede illustrationer kan man ikke hænge meget på. De gør et virkeligt godt job, og er med til at løfte albummet opad, men kan dog ikke redde den løse historie. Så overordnet vil jeg nok anbefale, at man som introduktion til ABC Warriors starter med de tidlige bind, der byder på mere god action og historie, og mindre prædiken.
Underligt nok, så er det netop dette album, og det efterfølgende Hellbringer, at Arboris valgte at oversætte til dansk, af alle ABC Warriors-historier. Det har nok været fordi, de har fokuseret på Walkers lækre tegninger, men det var ikke nok til at åbne europæernes øjne op for seriens kvaliteter – når jeg her siger europæerne, er det fordi, at hollandske Arboris’ udgaver udkom synkront ud over det meste af Europa dengang i de glade 90’ere.
Khronicles of Khaos er interessant for fans af Kevin Walker eller folk, der gerne vil se én af Games Workshops inspirationskilder til Warhammer 40.000. Men ellers bør man nok vælge en af de tidligere bind i serien, hvor forfatter Pat Mills er mindre frelst og prædikende, og mere fast i kødet som historiefortæller.
ABC Warriors: Khronicles of Khaos er venligst stillet til rådighed af Rebellion.
Anmeldt i nr. 32 | 13/06/2008
Det er blevet oktober, og her på Planet Pulp har vi en virkelig god idé…
Den første film, der lader de to ikoniske monstre fra Alien- og Predator-filmserierne mødes, er…
Det længe ventede gensyn med Beetlejuice og det bizarre efterliv er heldigvis en fornøjelig oplevelse.…
"Nej. Tingesten kunne måske nok spille et nummer på gehør efter en enkelt gang, men…
Hvis man er genrefan og samtidig er med på beatet i denne weekend, så er…
Tim Burtons anden film hører stadig til blandt hans mest seværdige, med dens unikke blanding…