De originale tre Star Wars-film er endeløst citérbare. Fra “No! I am your father” til “That’s no moon. It’s a space station” til “Do or do not. There is no try.” Rækken er endeløs.
Eller hvad med: “I’ve got a bad feeling about this”? Det er selvfølgelig Han Solo, der taler her, og denne korte sentens blev én af Solos varemærker.
Desværre er det denne linje, der først kommer til mig, når jeg tænker på en bestemt film, der får premiere i juni måned, nemlig Indiana Jones and the Dial of Destiny.
Jeg håber så meget på, at jeg tager fejl, og at denne femte – og angiveligt sidste* – Indy-film leverer det, Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull ikke kunne og giver Indiana Jones i Harrison Fords skikkelse en ordentlig afslutning.
Egentlig havde Indiana Jones jo allerede fået den perfekte afslutning, da han sammen med sin far, Marcus Brody og Sallah red ud i solnedgangen i slutningen af Indiana Jones and the Last Crusade. Og her skulle legen bare være stoppet.
Én eller anden skulle have sagt “nej”, da George Lucas begyndte at lege med tanken om en fjerde film. Harrison Ford eller Steven Spielberg.
Eller også skulle Lucas selv have erkendt, at intet godt kunne komme ud af at fortsætte historien. At der er noget magisk ved tallet 3, og at de – uanset hvor god en fjerde film så måtte blive – ville ændre på noget perfekt.
Ikke at alle de tre første Indy-film var “perfekte”. Jo, Raiders of the Lost Ark er, men både Temple of Doom og Last Crusade har deres egne små problemer.
Til trods for det, er de begge stadig fremragende film, og den oprindelige Indiana Jones-trilogi er noget helt særligt.
Her kunne Lucas og Spielberg virkelig have lært noget af Robert Zemeckis og Bob Gale, der siden 1990 har holdt urokkeligt fast i deres beslutning om, at der ikke skulle laves en fortsættelse, reboot eller noget helt tredje af Back to the Future-trilogien, der for mig derfor i dag står som en renere og mere perfekt trilogi end Indiana Jones.
Og nu denne femte Indiana Jones-film. Med en Harrison Ford, der på optagelsestidspunktet var 79 år gammel. Med Mads Mikkelsen som en naziskurk, der ud fra traileren at dømme ligner lidt af en kliché på en kliché. Med antydningerne af en hel del mere eller mindre dodgy CGI (jeg håber, den endelige film ser bedre ud). Og med en setting i slutningen af 1960’erne – for det skal jo passe med Fords alder.
Jep. I’ve got a bad feeling about this.
Jeg håber jeg tager fejl. Åh, jeg håber sådan, jeg tager fejl.
* * *
I dette nummer af Planet Pulp byder vi velkommen til en ny skribent – Kasper Kaas. Kasper lægger ud med en anmeldelse af Grete Roulunds roman Blackhawk, og forhåbentlig bliver det til mange andre anmeldelser fremover! Et varmt velkommen til Kasper!
Derudover har vi et par andre ting på menuen – ja, det er endnu et ret lille nummer i denne omgang, beklager folkens – nemlig en anmeldelse af den nye Dungeons & Dragons-film og en anmeldelse af romanen Roadwork, skrevet af Stephen King under pseudonymet Richard Bachman.
Vi vender tilbage i næste måned, forhåbentlig med en lidt større menu.
God resten af maj!
Månedens lederskribent er Mogens Høegsberg.
* Yeah, right. Måske den sidste Indiana Jones-film med Harrison Ford i rollen og måske også den sidste film i et godt stykke tid. Men husk, det er Disney, der ejer franchisen nu, og hvis I tror, Disney vil lade en cash cow som Indiana Jones dø, så har jeg nogle venstrehåndsskruetrækkere og noget tigerstribet sytråd, jeg gerne vil sælge jer.
Film:
Dungeons & Dragons: Honor Among Thieves (Jonathan Goldstein & John Francis Daley, 2023)
Bøger:
Blackhawk (Grete Roulund, 1982)
Roadwork (Stephen King, 1981)