Det er blevet fredag den 13. februar, og den nye Friday the 13th-remake har premiere – ja tiden flyver af sted, men det er faktisk næsten 30 år siden, at Sean Cunninghams oprindelige slasher fik premiere tilbage i 1980. Den “nye” Friday the 13th kigger vi nu ikke nærmere på endnu, men til gengæld betyder det, at der er lejlighed til at se på, hvordan de brede medier anmelder genrefilm.
Genindspilningen af Friday the 13th har generelt fået en kølig modtagelse af de danske anmeldere – bedst klarer den sig i B.T., der svinger sig helt op på fire stjerner. Ekstra Bladet, Politiken og Berlingeren giver den to, mens Jyllands-Posten forarget giver den én stjerne.
Forudsigeligt
Mest interessant ved anmeldelserne er faktisk, at det primære kritikpunkt er filmens forudsigelighed – lidt mærkeligt, når film inden for andre genrer jævnligt får betydeligt højere karakterer, selv om forudsigeligheden her er mindst lige så stor. Både Ebbe Iversen i Berlingske Tidende og Søren Vinterberg i Politiken kommenterer på slashergenrens moralsk konservative subtekst – Iversen mest hvast, da han skriver: “Et sted inde i disse brutale film gemmer sig et grimt budskab om, at syndens sold er døden.” Desværre uddyber han ikke denne kommentar yderligere, for pointen er jo gyldig, og selv om subteksten har eksisteret i slashergenren siden dens opståen, er den jo særdeles relevant i Danmark i disse år, hvor nypuritanismen spreder sig som en sot over landet.
Søren Vinterbergs kommentar i samme retning er ikke så værdiladet, som Iversens, og derfor også mere ligegyldig. Han reducerer filmen til “Er du forfalden til pot og patter, er du selv ude om at ende som splatter.” Sjovt, men ikke så brugbart.
Der er gode anmeldelser og der er dårlige anmeldelser – og her tænker jeg ikke på, hvordan det anmeldte produkt bedømmes; her tænker jeg på selve anmeldelsens udformning. Det primære problem ved mange genrefilmsanmeldelser i dagspressen er, at de ikke er synderligt velbegrundede. Det er fint nok, at en anmelder ikke bryder sig om en film – anmeldelser er i sagens natur subjektive størrelser – men hvis ikke anmeldelsen uddyber hvorfor, er det meget svært for læseren at vurdere, om han eller hun er enig med anmelderen, og dermed om produktet er værd at se eller købe.
Ubegrundede anmeldelser
Og forudsigeligheden er tydeligvis ikke den eneste grund til, at Friday the 13th får et dårligt skudsmål de fleste steder. Websitet Scope er indrettet så smart, at man uden problemer kan se, hvilke anmeldere har givet hvilke film hvilke karakterer, og her ser man over hele raden – fra Berlingskes Ebbe Iversen til Jyllands-Postens Katrine Sommer Boysen – at andre film, der også kan karakteriseres som forudsigelige får betydeligt højere karakterer, oftest blot inden for andre genrer. Det er ikke fordi de hader genrefilm, med mulig undtagelse af Katrine Boysen, der brillerer i meningsløshed ved at give Alexandre Ajas glimrende og effektive remake af The Hills Have Eyes én stjerne og den flotte og stemningsfulde Silent Hill kun to stjerner.
De andre anmeldere lader til at have et mere åbent sind, hvad angår genrefilm generelt, men åbenbart er der et eller andet ved Friday the 13th, der får dem til at vende tomlen nedad. Og her er det igen: vi vil gerne vide, hvad det er. Er det fordi, det er en remake? Er det fordi netop slashergenren så tit bliver betragtet som gysergenrens retarderede fætter, at det ikke er salonfähig at give en slasher en højere karakter? Eller er det fordi anmelderen et eller andet sted, dybt nede, nød oplevelsen bare en lille bitte smule, og skammer sig over det? Nobody knows but Jesus and he ain’t talkin’, som man siger. Det ville bare være sjovt at have en fornemmelse af det, når man læser anmeldelsen.
Man skal kende lugten af lort…
Man skal ikke lege med ild, når man er gennemblødt af benzin, og vi skal være de første til at indrømme, at vores anmeldelser heller ikke er perfekte. Men i det store hele prøver vi at sørge for, at man får en klar fornemmelse af, hvorfor et produkt bedømmes, som det gør. I hvert fald forsøger vi at være mere transparente end de fleste anmeldere i dagspressen. Den væsentlige forskel er naturligvis også, at Planet Pulp er et fanbaseret projekt, og ikke noget, vi får løn for. At se en slasherfilm er derfor ikke en sur tjans, men noget vi gør, fordi det er sjovt eller interessant – uanset om filmen så også er det eller ej. Man skal kende lugten af lort for at vide, at roser dufter godt.
Og i denne måned har vi både lort på tapetet og roser i vasen. Vi har som sædvanlig en lettere blandet landhandel af ting og sager, men som så ofte før, er det filmene, der dominerer. Her har vi bæ i form af Robert Kurtzmans pinlige pseudozombiebasker The Rage, og rosenvand i form af den spanske spøgelsesgyser El Orfanato. Den spansk-amerikanske slasher Mil grito tiene la noche er så dårlig, at den er god, og sådan kan vi her på stedet også tillade os at være helt idiosynkratiske i vores bedømmelser. Den gik nok ikke i Berlingeren. Nogle af de andre film træder vande et sted midt imellem de to yderpoler – vi er lidt skuffede over både The Puppet Masters og Pariah, men ingen af dem er helt til grin.
Det er det seneste bind i Nikolai Dante-serien bestemt heller ikke, og sammen med både Silver Surfer: Rekviem og det seneste bind i Robert Kirkman og Charlie Adlards The Walking Dead-serie får de gode skudsmål af vores anmeldere.
Endelig får også Ramsey Campbells roman The Nameless, der ligger til grund for den spanske gyser Los Sin nombre fra 1999, anbefalinger med på vejen.
I næste måned har den længe ventede filmatisering af Watchmen premiere. Vi afventer filmen med voldsomt nedskruede forventninger, men i næste nummer af Planet Pulp kan I til gengæld læse, hvorfor Alan Moore og Dave Gibbons’ graphic novel er en ubetinget klassiker.
Vi ses om en måned!
Furyô anego den: Inoshika Ochô (Sex and Fury) (Norifumi Suzuki, 1973)
Killer Klowns from Outer Space (Stephen Chiodo, 1988)
Mil gritos tiene la noche (Pieces) (Juan Piquer Simón, 1982)
El Orfanato (Børnehjemmet / The Orphanage) (Juan Antonio Bayona, 2007)
The Puppet Masters (Stuart Orme, 1994)
Pariah (Randolph Kret, 1998)
The Rage (Robert Kurtzman, 2007)
Return of the Fly (Fluen vender tilbage) (Edward Bernds, 1959)
The Afterblight Chronicles: Arrowhead (Paul Kane, 2008)
The Nameless (Ramsey Campbell, 1981)
Nikolai Dante: Hell and High Water (Robbie Morrison, Simon Fraser & John Burns, 2008)
Silver Surfer: Rekviem (J. M. Straczynski & Esad Ribic, 2008)
Strontium Dog: The Kreeler Conspiracy (John Wagner & Carlos Ezquerra, 2008)
The Walking Dead 9: Here We Remain (Robert Kirkman & Charlie Adlard, 2009)