I ved det godt: “It’s not Christmas until Hans Gruber falls from Nakatomi Tower”. Vi anmelder Die Hard – både film og score – i dette nummer af Planet Pulp, og i begge anmeldelser kommer vi ind på det store spørgsmål: Er Die Hard en julefilm?
(Ja, det er den.)
Hermed velkommen til dette sidste nummer af Planet Pulp i det Herrens år 2022 – en dags tid forsinket i den digitale bladkiosk.
Det er min skyld (Mogens) – både fordi jeg var syg i sidste uge og fordi min anmeldelse af Die Hard-scoret blev lidt mere ambitiøs end jeg egentlig havde planlagt og derfor tog længere tid at skrive.
Men ja, det er jul, og julen er jo hjerternes fest. Her på matriklen er den også de uforløste ambitioners fest.
Min oprindelige plan var ikke bare at anmelde Die Hard-scoret, mens Jacob tog sig af filmen. Jeg havde også planer om langt om længe at få anmeldt Gremlins – både film og score, for det er jo lige præcis også en julefilm, og Jerry Goldsmiths score er helt forrygende.
De anmeldelser har jeg haft planer om hver december i efterhånden en del år, og nu troede jeg endelig, det skulle være. Men nej.
Oh, well… Måske næste år?
En af de mange fantastiske ting ved julen – udover hyggen og maden, stearinlysene og gaverne og måske en sjælden gang imellem sneen – er lige præcis de film, der på én eller anden måde er blevet til en juletradition.
Der er selvfølgelig alle de rigtige juleklassikere som It’s a Wonderful Life (1946) og White Christmas (1954), og så er der nyklassikere som National Lampoon’s Christmas Vacation (1989), Home Alone (1990), Home Alone 2 (1992) og mange flere.
Og så er der alle de film, der kun perifert – eller slet ikke – har noget med jul at gøre, men som man af forskellige årsager forbinder med julen.
Die Hard er én af de film; den foregår jo trods alt i julen. Og den første Lethal Weapon foregår også i juletiden – i øvrigt noget, der gør sig gældende for flere af de film, Shane Black har skrevet manus til.
Men for mig er det heller ikke rigtigt jul, før jeg har set Raiders of the Lost Ark. Ikke fordi jeg som sådan forbinder Raiders med julen – jeg kan se den året rundt – men fordi Danmarks Radio for efterhånden mange år siden i en kortere årrække gjorde det til en tradition at vise Raiders den 23. december.
Om det kun var to år i streg, eller måske tre eller fire, kan jeg ikke huske i dag – men jeg husker tydeligt, at vi skulle se Indiana Jones aftenen før juleaften. Og det er en fornemmelse, der har sat sig fast.
På den måde har vi nok alle sammen én eller flere film, vi af forskellige årsager forbinder med julen, uanset om de har noget med jul at gøre eller ej, og som vi måske finder frem her i december og hygger os med.
På sin egen stilfærdige måde er det jo også en del af julens mange ritualer, og der er da heller ikke meget, der er bedre end at sidde indenfor i en lun, julepyntet stue med en god film på fjernsynet.
Her fra Planet Pulp ønsker vi jer alle sammen en glædelig jul og et godt nytår! Vi ses i 2023!
Månedens lederskribent er Mogens Høegsberg.
Film:
Crimes of the Future (David Cronenberg, 2022)
Die Hard (John McTiernan, 1988)
Monkeybone (Henry Selick, 2001)
Filmmusik:
Die Hard (Michael Kamen, 1988)