Det er blevet fantasytid igen; ikke bare i den store verden, men også her i Danmark. I slutningen af august fik House of the Dragon premiere på HBO, og i starten af september var det Amazons tur til at tage os med til fantasyland med første sæson af deres mastodontserie over J.R.R. Tolkien, The Lord of the Rings: The Rings of Power.
Og her i Danmark er der Fantasyfestival i Esbjerg i den kommende weekend, lørdag den 17. og søndag den 18. september.
På mange måder er det helt perfekt, at de tre ting falder sammen med efterårets komme. Sommeren er overstået, og dagene er allerede blevet markant kortere. Man mærker det både om morgenen og om aftenen: Lyset kommer senere og forlader og tidligere end for bare et par uger siden.
Og det er præcis i den mørke tid, at mennesker til enhver tid har samlet sig og fortalt historier. Myter er blevet skabt og videregivet, mens mørket lagde sig udenfor. Men i lyset indenfor, omkring bålet, eller i skæret fra tællelyset og kærten, har man lunet sig sammen.
Man har gyset og glædet sig; man har følt historiernes storhed eller deres intimitet. Man har grint og man har grædt.
I gamle dage blev historier fortalt og genfortalt mundtligt. Senere tog bogen over og blev vores primære vej ind i andre verdener. Og så kom film og TV-serier.
Men en konstant har altid været vores trang efter historier, efter myter, efter sagn. Om de har været af religiøs eller verdslig karakter er ikke væsentligt. Når man sidder i det, er en historie en historie – hvad man bruger dem til er sekundært i den sammenhæng.
I fortællingens øjeblik transporterer historierne os et andet sted hen, og de rigtig gode fortællinger får os til at glemme tid og sted. På den måde fungerer de rigtig gode historier som værktøjer til at rejse. Nogle gange i tid og rum, andre gange til helt andre verdener, som ikke har og aldrig vil eksistere.
På nær lige i det øjeblik, hvor man glemmer, man sidder i lænestolen med en bog i hænderne – eller i sofaen mens et afsnit af ens yndlings-serie løber over skærmen. I præcis det øjeblik, hvor man glemmer det – hvor indlevelsen og opslugelsen er perfekt – er man vitterligt et andet sted.
Det er én af de mest fantastiske følelser overhovedet, og der er næppe nogen bedre måde at opleve det på end ved at læse.
Som Jacob skriver i sin fine artikel om Fantasyfestivalen, må vi aldrig glemme den umiddelbare glæde ved litteraturen og fortællingerne, som vi udviser som læseglade børn.
Det er vigtigt. For som voksen i en fortravlet hverdag med arbejde, regninger og konstante nyheder om alt fra klima til krig, kan det være svært at huske den læseglæde, man havde som barn. Eller rettere: Man kan godt huske fornemmelsen, men det kan blive sværere at finde ind til det samme sted.
Som voksen er det sværere at finde det punkt, hvor indlevelsen bliver perfekt – men det kan ske, hvis man lader det. Hvis man husker glæden ved at læse eller i bredere forstand ved at opleve, for også film og TV kan transportere én.
Det kræver en åbenhed og en umiddelbar parathed og glæde ved at lade sig transportere, lade sig forføre af fortællingen. Ikke fordi man ikke skal være kritisk overfor det, man ser. Men nogle gange bliver verden bare et bedre sted af, at man møder en bog, en film, en TV-serie med åbenhed og entusiasme i stedet for med nej-hatten godt trukket ned om ørerne.
Det er et råd, jeg også godt selv nogle gange kunne have brug for at høre.
Jeg håber, Fantasyfestivalen i Esbjerg bliver en bragende succes, og jeg håber det samme for både House of the Dragon, The Rings of Power, den kommende Willow-TV-serie og alt det andet fantasy, vi uden tvivl har til gode.
Lad myterne og fantasien leve. Nyd efteråret og vinteren ved at samles og fortælle eller læse eller se fantastiske historier.
Længe leve fantasien, der lyser op i den mørke tid, vi står overfor de næste måneder, indtil foråret på ny melder sig!
Månedens lederskribent er Mogens Skaaning Høegsberg.
Film:
Apostle (Gareth Evans, 2018)
The Autopsy of Jane Doe (André Øvredal, 2016)
Passengers (Morten Tyldum, 2016)
The VVitch: A New-England Folk Tale (Robert Eggers, 2015)
Filmmusik:
First Blood (Jerry Goldsmith, 1982)