I denne måneds leder vil jeg både tage jer et smut bag min egen samlerkulisse – og hvem ved, måske kan nogle af de tilhørende billede være inspiration til julegaver til jer selv fra jer selv?
Det hele startede for lang, lang tid siden. Jeg har altid været samler. På et tidspunkt var jeg ude på et sidespor, da jeg begyndte at samle på plasticposer. Det er overstået nu. Heldigvis. Men det var sjovt. Nogle af de fedeste poser var fra London-butikkerne Orc’s Nest og Forbidden Planet. Men det er som sagt slut.
Jeg har samlet på fodboldkort, action force-figurer, Warhammer-figurer, filmplakater og meget andet. I dag er jeg primært samler af film, tegneserier og bøger.
The Last Stand
Denne leder er centreret om filmene. Som filmsamler har jeg lavet “The Last Stand”. Altså dét episke øjeblik, hvor jeg godt kan se, at overmagten er stor (streaming), og at man måske dør i forsøget (streaming).
Så nu gør jeg et sidste forsøg på at skabe en samling som man (altså måske mine venner og børn) vil tale om i eftertiden.
For jeg tror ikke på, at der kommer et nyt fysisk medie, som jeg kommer til at samle på. Jeg har været med siden VHS, over laserdisc og DVD. Så nu skal filmsamlingen opgraderes, der skal lukkes huller, der skal efterfølgende luges ud.
Mange af titlerne I ser på det store oversigtsbillede (som er mine indkøb i 2019!!!!) har jeg købt i forbindelse med den kommende fagbog, jeg skriver om den amerikanske actionfilm fra 1982-1993.
Andre af filmene er gaver. Og nogle er bare film, jeg manglede. Der er også flere skodfilm i blandt. Film der får lov til at snuse til samlingen, før de sendes på pension.
Blodrus
2019 har for mig været et år i filmisk blodrus. Det har ikke været så godt, siden jeg arbejdede i Blockbuster fra 2001-2005. Og jeg elsker det – jagten. Jeg elsker sgu’ det skidt. Jeg elsker at kunne finde filmen frem fra hylden, at græsse i samlingen og alt det der.
Jeg kan også mærke, at jeg netop elsker ideen om at lave en ”rigtig” samling. En samling, der ikke er fyldt med en masse film, som jeg alligevel ikke rigtig bryder mig om.
Så i år er jeg som sagt gået all in på actionfilmen, primært de amerikanskproducerede fra 1982-1993, men også andre typer af actionfilm. Film som Dirty Harry, Thief og Bullitt, der peger frem mod den guldalder, som kommer i perioden fra 1982-1993. I den sammenhæng er nettet ikke til at komme udenom.
Læsehesten
2019 var også året, hvor jeg stiftede bekendtskab med min nye danske favoritbutik, nemlig Læsehesten i Aalborg. Der har jeg nu været tre gange. Hvert besøg har efterladt mig gladere og min samling stærkere.
Der er tre brugte film for en hund (og jeg har fundet meget guld i den sammenhæng) og nye film fra 50 kroner og opefter.
Det er fantastisk stadig at kunne græsse i en fysisk butik. Jeg havde den samme oplevelse, da jeg i sommers besøgte Normandiet og Tyskland, hvor der stadig er fysiske butikker med et ordentligt udbud. Det er jo skræmmende, at det bedste filmvandhul i Danmark, altså i forhold til nye film, jo efterhånden er Bilka. Tragisk.
Heldigvis holder Læsehesten fanen højt. Sidst jeg var deroppe gav ejeren mig lov til at kigge de kasser igennem med blu-rays, der lige var kommet ind. Det var stort. Som at opleve den helt nye uberørte sne en vintermorgen.
2020
Hvad så med 2020? Jo, jeg kommer nok til at købe færre film. Men mine indkøb bliver mere målrettede – og dermed nok også lidt dyrere.
Jeg tror, at når vi rammer december 2020, så er min actionsamling ved at være komplet. Næste skridt bliver så de klassikere, der mangler. Og måske en subgenre, jeg slet ikke ved, at jeg mangler at gøre komplet.
Ja, I kan nok godt høre det, The Last Stand eller ej, så kommer jeg nok til at fortsætte. Det bliver nok umuligt at lade være. Og tak for det. Det giver mig trods alt en indre ro: Et Last Stand med åbninger til nye græsmarker.
Her fra Pulpen ønsker vi jer alle en glædelig jul og et godt nytår. Vi ses i 2020.
Månedens lederskribent er Jacob Krogsøe.
47 Meters Down: Uncaged (Johannes Roberts, 2019)
eXistenZ (David Cronenberg, 1999)
The Ritual (David Bruckner, 2017)
Thief (Voldens gade) (Michael Mann, 1981)
Året der gik – og her overhalede virkeligheden fiktionens verden