Hvor kom den hitsingle fra? Hvorfor solgte Harry Potter så godt på trods af, at mange forlag havde sagt “nej tak”? Og hvorfor blev en underlig western i rummet fra 1977 en så kolossal succes?
Ja, hvis jeg havde opskriften, ville jeg ikke sidde her på Planet Pulp og skrive denne leder. Men det forhindrer mig ikke i at komme med nogle bud på, hvorfor noget bliver en succes.
De tanker har jeg gjort mig, fordi jeg i mit arbejdsliv arbejder meget med Star Wars, “Randers – en by i galaksen”, hvor jeg er en af initiativtagerne.
Hvad var det, der gjorde, at Star Wars i 1977 brød igennem lydmuren?
Et andet aspekt af mit arbejdsliv er, at jeg holder introduktioner i biografen i Randers, senest til Avengers: Infinity War, som jeg også anmelder i denne måned.
Hvad var det lige præcis, der skete i 2008, da Iron Man kom frem og banede vejen for det nu gigantiske Marvel Cinematic Universe?
Var det held, god timing, de sociale medier, eller var filmen bare god? Kom både Star Wars og Iron Man ud af den blå luft, eller var der tegn på, at nu var en god idé at satse på den slags?
A complete turkey
Lad os lige i første omgang rejse tilbage til 1977.
Anthony Daniels, manden der er inde i C-3PO, sagde følgende om optagelserne til A New Hope: “There was a general atmosphere on the set that we were making a complete turkey.”
Og manden inde i Darth Vader, David Prowse, understøtter Daniels’ holdning: “Most of us thought we were filming a load of rubbish.”
Lucas selv har sagt: “I expected to break even on it, I still can’t understand it.”
Uden at der skal gå for meget folkeeventyr i fortællingen, var der ikke mange, der troede på filmen. Eller mere præcist: Der var ikke mange, der troede, at den ville blive en gigantisk kommerciel succes. Men det blev den jo som sagt.
Men hvorfor? Svaret er, sjovt nok, ikke simpelt.
Kvalitet, tidsånd og den sociale indflydelse
For det første, og for mig også det vigtigste, så var filmen aldrig blevet en succes, hvis den ikke havde været god. Det lyder banalt, men hvis man ser på A New Hope, så er den, både filmisk og fortællemæssigt, fremragende skruet sammen.
Den er både et nik tilbage i tiden, tilbage i filmhistorien, og den er et nik frem i tiden med vanvittigt flotte special effects. Men i sin kerne er det “bare” en rørende fortælling om den unge mand, der skuer mod horisonten. Den unge mand, som ønsker mere end den hverdag, han har.
Luke er katalysatoren for en længsel, alle mennesker kan relatere til, og da John Williams folder Force-temaet ud i “Binary Sunset”-scenen, så forstår man, hvorfor Star Wars er så god, som den er, hvordan Lucas formår at løfte fortællingen om længsel og kampen mellem det gode og det onde op på et højere niveau.
A New Hope er rendyrket filmmagi; det er kvalitet på et meget højt niveau.
Men havde det været nok, altså kvaliteten i sig selv, til at gøre den til en succes? I en idealistisk og naiv verden, ja. I den samme verden, hvor de gode altid vinder over de onde, og hvor vi nok skal løse miljøproblemerne sammen. I virkeligheden er der brug for meget, meget mere.
Et vigtigt element er tidsånden og den virkelighed, som filmen indskriver sig i. Populært sagt kan man sige, at man i USA i 1977 havde brug for virkelighedsflugt, både ovenpå Vietnam-krigen og Watergate-skandalen, men også ovenpå en økonomisk nedgang og en mere dyster stemning i samfundet generelt.
Det er naturligvis ikke så banalt, som skildret her, men ikke desto mindre er det noget af den virkelighed, som A New Hope blev født ind i.
Det tredje vigtige aspekt, som jeg vil fremhæve her, er den sociale indflydelse. Altså måden hvorpå “ordet bliver spredt på”. I 1977 var der ikke Facebook, Twitter og Tinder, men der var stadig gode muligheder for at lave støj, som folk ville sprede videre.
Lucas formåede kort sagt at lave et lokomotiv, hvor flere og flere vogne kom på; derfor var meget af arbejdet også gjort i forhold til den sociale indflydelse, da man relancerede Star Wars med The Force Awakens i 2014, hvor man “bare” i den sammenhæng kunne koble sig på Lucas’ velkørende vogntog.
Tilbage i 1977 kom der hurtigt historier i medierne om folk, der havde set A New Hope flere gange i streg – hvordan man var gået fra udgangen tilbage til billetlugen. Det var altså også en god historie tilbage i 1977, selvom det naturligvis ikke blev spredt så hurtigt, som det er tilfældet i dag, og det gør bare A New Hopes succes det mere imponerende.
Så Lucas skabte en fantastisk film, den kom ud på det rigtige tidspunkt, og idéen om filmen blev grebet af de rigtige mennesker, de rigtige medier, og en galaktisk lavine var sat i gang.
Superhelte med ambitioner
Men hvordan forholder det sig så med MCU? Altså den konstruktion, der begyndte i 2008 med Iron Man og kulminerer i år med Avengers: Infinity War.
For der var jo lavet Marvel-film før. Og faktisk ganske fine og succesfulde Marvel-film. Se blot på X-Men (2000) og Spider-Man (2002). X-Men før 9/11 og Spider-Man optaget før, men frigivet efter 9/11.
Harry Potter-filmene og The Lord of the Rings-trilogien fik også gigantisk succes i kølvandet på 9/11.
Ikke at det grusomme terrorangreb skal tage æren for filmenes succes, langt fra, men man havde igen brug for noget virkelighedsflugt. Og man havde brug for fortællinger, hvor de gode vinder over de onde. Som efter Vietnamkrigen.
Men som vi har set med Star Wars er det jo kun en del af forklaringen. For kvaliteten er for mig stadig den vigtigste parameter i forhold til, om noget har potentiale til at blive en succes, og her er potentiale netop kodeordet. Fordi god kvalitet jo netop ikke er ensbetydende med succes.
Så da Iron Man kom ud i 2008, havde andre banet vejen for, at superheltefilm godt kunne blive en succes. Både blandt anmeldere og blandt tilskuerne. Den store forskel med den nye bølge er ambitionsniveauet.
Både X-Men og Spider-Man var skvulp på vandoverfladen. Store skvulp, ja, men ikke noget der startede en bølge. Med Iron Man var intentionen at kreere en tsunami af superheltefilm.
Man satsede stort, og ramte plet. Man inddrog de mange fans, man gjorde projektet stort og ambitiøst, man brugte de store stjerner, man lod filmene spille sammen, man søgte den store fortælling, man tweetede, man gjorde alt i forsøget på at skabe en succes og den er bare vokset og vokset.
Men det skyldes også at mange af filmene er ganske fremragende.
Så man kombinerede kvaliteten med den sociale indflydelse og tidsånden, som ganske enkelt er åben for superheltefilm. Hvem gad eksempelvis ikke godt se Kaptajn A og Thor uddele bøllebank til trompeten, den lille mand fra Nordkorea, den russiske jernmand og mange andre?
Vi har brug for helte – og ja, her beklager jeg, hvis jeg har fået Nicklebacks frygtelige “Hero” fra Spider-Man op på jeres harddisk. Undskyld.
Men det kommer kun til at holde, hvis Marvel fremadrettet formår at lave gode, kvalitetsbevidste film. Ellers vil bølgen dø ud. Det tror jeg på. Det vælger jeg at tro på. Da det for mig må være kvaliteten og ikke bare de sociale medier og tidsånden, der gør, om noget bliver en succes.
For de store værker formår nemlig at være store værker på tværs af tiden, på tværs af strømninger, på tværs af, hvordan de forskellige medier griber dem.
Hvis man vil vide mere om, hvordan Star Wars blev en succes, vil jeg anbefale den glimrende bog The World According to Star Wars fra 2016 af Cass. R. Sunstein, hvor jeg har hentet meget af min inspiration til denne måneds leder.
God fornøjelse med denne måneds nummer af Planet Pulp.
Månedens lederskribent er Jacob Krogsøe.
Avengers: Infinity War (Anthony Russo & Joe Russo, 2018)
The Fog (Tågen) (John Carpenter, 1980)
Happy! – Season 1 (Brian Taylor m.fl., 2017)
The Dove (John Barry, 1974)
The Fog (John Carpenter, 1980)
Ploey – You Never Fly Alone (Atli Örvarsson, 2018)
Super Furball (Panu Aaltio, 2018)
David Cronenberg: Collected Screenplays 1 (David Cronenberg, 2002)
Og de onde lo (Ellen Holmboe & Kristian Eskild Jensen, 2017)
Paprika (Yasutaka Tsutsui, 1993)