Siden hen er der kommet yderligere 9 film i Friday the 13th-serien, foruden en crossover med Freddy Krueger fra A Nightmare on Elm Street-filmene. Den første film i serien står desuden overfor en remake, så vi har endnu ikke hørt det sidste til Jason – og måske hans mor? Endnu engang falder den 13. på en fredag, og som vi har haft for vane her på Planet Pulp, betyder det anmeldelser af film fra Jason-serien. Nu er det så med vemod, at vi kan anmelde den sidste film i serien samt crossover-filmen Freddy vs. Jason. Men lad os først se på, hvorfor serier og sequels er så forbandet populære, da de som regel hverken er nyskabende i hverken stil eller indhold.
Fra serie til franchise
Specielt indenfor gysergenren er det mere reglen end undtagelsen, at en succesfuld gyser bliver fulgt af minimum én efterfølger. Producenterne har så ment, at Jasons gamle skuldre kunne klare 10 efterfølgere, hvor det er svært at skelne mellem, hvor serien slutter, og franchisen starter. For Jason er blevet en franchise, hvor det er navnet Jason og titlen, som sælger ellers middelmådige eller decideret ringe slashere. Det betalende filmpublikum har det med ikke at være videre kritiske, når der kommer en ny film i deres yndlingsserie. Godt nok er ikke alle efterfølgerne store succeser, men penge har de tjent ind, ellers var der aldrig blevet lavet flere.
Men det er ikke kun Jason, som bliver belemret med mere eller mindre gode efterfølgere. Freddy fra A Nightmare on Elm Street-serien, har optrådt i 7 efterfølgere, og også her venter der en remake af den første film. Hellraiser-serien har tre film med tal i titlen, hvorefter der er fulgt seks film, der alle foregår i samme univers, og som har Pinhead som fællestræk, og endvidere er det også her på tale med en remake af den oprindelige Hellraiser. Af mere moderne serier har Saw allerede fostret 3 efterfølgere, hvor den fjerde er på vej.
Forsinkede firere
I mere “realistiske” serier er det meget sjældent, at man ser den samme person optræde i mere end fire film, da det ofte hænger sammen med, at skuespilleren bag hovedrollen bliver ældre og ældre. Det gør sig gældende for serier som Die Hard og Indiana Jones, der begge har fået efternølere indenfor det sidste stykke tid, og hvor det fjerde indslag i begge tilfælde måske viser, at karaktererne allerede havde fået den opmærksomhed, de kunne bære.
I denne sammenhæng er der dog en hr. Sylvester Stallone, der skiller sig ud. Da Rocky Balboa udkom som den sjette film i Rocky-serien, var der gået 30 år, siden originalen fik premiere. Det samme gør sig næsten gældende med dette års Rambo, som er 26 år yngre end den første. Og det er sjældent, man ser den samme skuespiller spille den samme karakter over så lang en årrække – om han burde have genoptaget rollerne er så en hel anden diskussion, men hans fans fik, hvad de kom efter: henholdsvis patos og blod i spandevis.
Ellers kan man fremhæve James Bond-serien, som også sælger middelmådige actionfilm gennem Bond-branded, dog med skiftende skuespillere. Nogle skuespillere sælger også film, bare deres navn står på plakaten. Hvis man f.eks. tager den fedladne Steven Seagal som eksempel, så udmærker han sig ved altid at spille den samme type og altid i samme setting og genre. Så hos den gode Seagal er der ikke noget, der hedder fremtidsfilm eller historiske film, da vi kun har at gøre med samlebåndsaction i en nutidssetting. Derved adskiller han sig fra sine actionvenner, som også sælger film på deres navn, men som alle har boltret sig i forskellige settings. Det gælder f.eks. Dolph Lundgren, Chuck Norris, Jean Claude Van Damme m.fl. Men Seagals film kunne man faktisk bare give samme titel og så et efterfølgende tal – det Seagal-fans kommer efter, er ikke banebrydende underholdning, men bare lidt hygge i Seagals nærvær.
Sikre penge i en konservativ branche
Men tilbage til Friday the 13th og gysergenren. En af grundene til, at man ser flere efterfølgere i gyserfilm, er, at de ofte ikke er afhængige af en bestemt skuespiller, og om han eller hun ældes eller ej. Alle store mænd kan tage en maske på og ligne Jason eller Michael Myers, og både Robert Englund som Freddy og Doug Bradley som Pinhead har så meget makeup på, at alder ikke betyder noget. Monstre har jo ikke nogen alder, og derfor kan vi da også komme til at se Alien-film i fremtiden, hvis det nye koncept med AVP tjener penge. Disse serier er også perfekte til at fortsætte i en uendelighed, samtidig med at det er gysergenren, og action i Seagal-boldgaden, der river flest penge ind på leje og salg af film. Man skal bare ikke tro, at disse serier bliver holdt i live pga. deres kvaliteter – det sker udelukkende, fordi de er sikre penge i en branche, som har det svært med at forny sig. Det er netop også derfor så tilfredsstillende, at de to sidste afsnit i Jason-møddingen faktisk er to ganske gode film, som netop bruger de mange metareferencer på en intelligent måde, og derved bliver til mere end gammelkendte blodfester for unge mænd og underlige piger.
Det med efterfølgere, hvor en serie bliver til en ren franchise, ses over hele linien af underholdningsprodukter. Hvad enten det er en dårlig Iron Maiden-plade som sælger stort bare på grund af navnet, eller en ligegyldig Batman-fortælling, som hiver pengene hjem, over den næste trivielle Drizzt-roman fra R.A. Salvatores hånd til endnu en gentagelse i Baldur’s Gate-serien. For de fleste købere elsker serier, og den genkendelighed, der er i enten lyd, historie eller visualisering. Sådan er de fleste skruet sammen, og det er der sådan set ikke noget negativt i. Derfor er serierne jo også på mange måde en win/win-situation: publikum får det, de vil have, og producenterne tjener penge.
Og når markedet oversvømmes af nye strømninger, er det rart at vende tilbage til noget velkendt som Jason eller Steven Seagal – de fornyr ikke filmmediet, men de giver et fast holdepunkt. Tak for det, og tak til Jason Voorhees for mange timers godt selskab, både i fortiden, nutiden og fremtiden.
Månedens blandede landhandel
Udover de to Jason-film byder denne måned på en bred vifte af anmeldelser, hvor det især er Filmsektionen, der dominerer. Der er bl.a. tre samuraifilm på programmet, hvor især Shogun Assassin og Shurayukihime får positive ord med på vejen, mens vi er knap så begejstrede for den seneste Jean Rollin-film, der er kommet ud på det danske marked, nemlig Les Démoniaques.
På Reolen kigger vi bl.a. på vampyrromanen Bid, der er skrevet af Rikke Schubart, men der er også en Stephen King-roman under luppen foruden bl.a. endnu et indlæg i Abaddon Books’ serie af Pax Britannia-bøger.
I Comics-sektionen er der tre anmeldelser af opsamlinger fra 2000AD i serierne ABC Warriors og Durham Red, men vi anmelder bl.a. også Paul Jenkins’ og Humberto Ramos’ underholdende Åbenbaringer.
Endelig er det også blevet til en enkelt computerspilsanmeldelse – Trilby’s Notes er Fully Ramblomatics fortsættelse af de tidligere anmeldte 5 Days a Stranger og 7 Days a Skeptic.
Næste gang vi ses, er der besøg fra det store verdensrum. I juli har vi nemlig igen tema her på Planet Pulp. Denne gang er titlen “Det kom fra rummet”, hvor der gerne skulle være noget for enhver smag. Så hold øje med himlen, indtil vi ses igen. The truth is out there.
La Belle bête (The Beautiful Beast) (Karim Hussain, 2006)
Les Démoniaques (Demoniacs) (Jean Rollin, 1974)
The Devil’s Rejects (Rob Zombie, 2005)
Firecracker (Steve Balderson, 2005)
Freddy vs. Jason (Ronny Yu, 2003)
A Grave for the Corpses (Steven Sibley, 2008)
Halloween (Rob Zombie, 2007)
Jason X (Todd Farmer, 2001)
Joshua (Devil’s Child) (George Ratliff, 2007)
The Rocky Horror Picture Show (Jim Sharman, 1975)
Shogun Assassin (Robert Huston, 1980)
Shurayukihime (Lady Snowblood: Blizzard from the Netherworld) (Toshiya Fujita, 1973)
Shura-yuki-hime: Urami Renga (Lady Snowblood II: Love Song of Vengeance) (Toshiya Fujita, 1974)
L’Ultimo squalo (The Last Jaws: Den Hvide Dræber / The Last Jaws) (Enzo G. Castellari, 1981)
The Wizard of Gore (Den makabre tryllekunstner) (Herschell Gordon Lewis, 1970)
Bid (Rikke Schubart, 2008)
Blaze (Stephen King, 2007)
Pax Britannia: Leviathan Rising (Jonathan Green, 2008)
Waking Brigid (Francis Clark, 2008)
ABC Warriors: Hellbringer (Pat Mills, Tony Skinner & Kevin Walker, 2008)
ABC Warriors: Khronicles of Khaos (Pat Mills, Tony Skinner & Kevin Walker, 2007)
Durham Red: Empty Suns (Dan Abnett, Mark Harrison m.fl., 2007)
Åbenbaringer (Paul Jenkins & Huberto Ramos, 2008)
Trilby’s Notes (Fully Ramblomatic, 2006)