Når et relativt stort netmedie som Vice bringer en artikel under rubrikken “Derfor er nørder sexistiske”, bliver man, som selvudråbt nørd, både harm og en kende trist. Man bliver endnu mere trist, når man konkluderer, at sociologen i artiklen har ret.
Det største og grimmeste eksempel er selvfølgelig GamerGate, hvor en flok hadske mandlige gamere systematisk har down-voted spil, lavet af kvindelige kunstnere, og fulgt op med trusler, hatemail og hacker-angreb, når kvinderne forsøgte at tage til genmæle.
GamerGate er dog kun én ud af mange af den slags anslag. Vrede nørdmænd gik på røven, og dernæst på barrikaderne over Imperator Furiosas rolle i Mad Max: Fury Road, og nu er de sure på Star Wars over den magt, de kvindelige karakterer har i den nyeste film Star Wars: The Force Awakens.
Den +4500-medlemmers stærke Facebook-gruppe, Danske Rollespillere, er i øjeblikket ved at gå op i limningen, mest på grund af en fuldstændig sidelæns debat om seksuelle overgreb i live-miljøet, men også på grund af en ældgammel diskussion om kvinders ret til at rollespille andet en kropiger og ludere.
Tør øjnene og gro et par nosser
Jeg har en venlig henstilling til alle jer nørdede mænd derude: Tør øjnene og gro et par af de nosser, I er så utroligt fascinerede af.
Ikke alene virker jeres kamp mod kvindelige hovedpersoner konservativ og nærmest gammelteologisk. Den får jer også til at fremstå som usikre freaks, der ikke formår at nyde en velskrevet historie, hvis hovedpersonen tilfældigvis har patter. Det er ikke det bedste lys at sætte sig selv, eller alle os andre nørder med mandeidentiteter, i.
Den nye generation af såkaldt stærke kvinderoller (oversat til misogynistisk idioti: kvinder der opfører sig som mænd) får altid skudt i skoene, at de kun findes på grund af nutidens ækle, altomklamrende politiske korrekthed. Lad mig være den første til at bede mig fri for politisk korrekthed og den første til at påvise, at den anklage simpelthen er noget forbandet vrøvl:
Jeg voksede op med Dragonlance-bøgerne. En serie af fantasybøger, baseret på en Dungeons and Dragons-setting, hvor mandlige og kvindelige hovedroller interagerer og handler, nærmest uden at skelne til køn. Den ædle Gyldne General er en kvinde. Hendes modstykke, den forræderiske, men livsfarlige og ekstremt overlevelsesdygtige femme fatale er også!
Jeg voksede op med Alien-serien, hvor den kvindelige hovedperson, Ripley, er mere badass end Snake Plissken og mere kold i røven end RoboCop. Ripley er endda også mor (i mere end én forstand) samtidig med at hun smadrer rumvæsener!
Jeg voksede op med stodder-prinsessen Tank Girl, der er lavet af et hårdere materiale end den kampvogn, hun drøner rundt i, og som gør alle “mande-ting” bedre end mænd! Jeg havde en plakat af Grace Jones fra hendes rolle i Conan the Destroyer på mit værelse, dammit!
Min søn er vokset op med en gut ved navn Harry Potter, der ikke ville fatte en meter uden sin hyperintelligente veninde, Hermione, til at hjælpe sig.
I mellemtiden er der udkommet værker så milevidt forskellige som Kill Bill, Jasper Ffordes Thursday Next-bøger, Suckerpunch, Buffy the Vampire Slayer, Joe Abercrombies fantasy-serier og hundreder af andre mere obskure titler, der bugner af kvinder med ben i næsen.
Det kan simpelthen ikke komme som en overraskelse for de vrede mande-nørder ude ved skærmene, at den slags karakterer findes!
Uhura!
Henvendt til disse forsmåede mænd, der sidder og spiller pik til Xena: Warrior Princess og Lara Croft fra Tomb Raider, OG deres modstandere, kvinder der stædigt påstår at kvindelige hovedpersoner aldrig opfylder Bechdel-testens kriterier: Slap nu lidt af.
Verden er vidunderligt fyldt med mænd og kvinder og alskens elskelige varianter imellem disse to ekstremer. Det er fiktionen heldigvis også ved at blive.
Det er en bevægelse der lige så stille og roligt har vundet indpas og udbredt sig, som minimum siden Lt. Uhura tog hyre på U.S.S. Enterprise i 1966 i skikkelse af en sort kvinde, hvis navn i øvrigt betyder “frihed” på swahili!
Vores lille, pulp-afgrund af kulturen er såmænd bare ved at indhente virkeligheden, og det ser jeg ikke noget begrædeligt i.
Månedens lederskribent er Martin Schjönning.
Battle Los Angeles (World Invasion: Battle Los Angeles) (Jonathan Liebesman, 2011)
Captain America: Civil War (Anthony Russo & Joe Russo, 2016)
Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull (Indiana Jones og krystalkraniets kongerige) (Steven Spielberg, 2008)
My Little Pony: Friendship is Magic – Season 1 (Jayson Thiessen & James Wootton, 2010-11)
Spicy City (Ralph Bakshi m.fl., 1997)
True Detective – Season 1 (Cary Joji Fukunaga, 2014)
Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull (John Williams, 2008)
A Plague of Pythons (Frederik Pohl, 1965)
Star Wars: The Force Awakens – Fantastiske fartøjer (Jason Fry, 2015)
Star Wars: The Force Awakens – Den illustrerede guide (Pablo Hidalgo, 2015)
Uncharted 3: Drake’s Deception (Sony Computer Entertainment, 2011)