Der er mange ting, der undrer mig, små og store. Hvorfor bliver en genre populær netop på et bestemt tidspunkt, hvorfor træder netop den forfatter ud af skyggerne med netop den bog? Strømninger, tilfældigheder eller noget forudbestemt? Nok mest de to første ting.
I denne måned anmelder vi en film, der får mig til at undres over to ting. Der er tale om zombiecomputerspilsfilmatiseringen Dead Rising: Watchtower. En ganske ligegyldig film, der belyser to forskellige tematikker – eller problemer hvis jeg skal være mere præcis.
Når noget eller nogen bliver overeksponeret, kan man godt blive træt. Det er sket med de gode zombier, som for snart en del år siden tog springet fra rendestenen til catwalken. Imponerende. Flot. Og alt det der.
Men nu har vi efterhånden fået nok. Det er som om, den kreative mine er blevet tømt. Som om monstret har brug for en lille pause. Lidt kreativt frirum, så byder vi den gerne tilbage om nogle årtier igen.
Det sjove er jo så, at det naturligvis ikke er så simpelt, som jeg forsøger at fremstille det. Der laves stadig god zombiefiktion, og det skal der også være plads til. Den gode historie skal aldrig holdes nede, fordi vi overordnet set er træt af de troper, som den gode historie kaster sig rundt imellem.
Men medløberne og alle de ligegyldige zombiefortællinger må godt pakkes væk – for fanden, der drives jo rovdrift på det stakkels monster.
Det andet problem er “film baseret på computerspil”. Vi kan vel godt blive enige om, at den kode ikke er blevet knækket endnu? Få gode film skiller sig ud blandt en stor pøl af makværker og ligegyldigheder. Men hvorfor er det sådan?
Er det fordi at filmene BÅDE vil ligne computerspil og almindelige film? Måske burde filmskaberne gå all in, sådan som det sker i ÉN scene i Dead Rising: Watchtower, hvor jeg faktisk får følelsen af at være i et computerspil.
Alternativet, som ofte vælges, er at der kun fokuseres på historien fra spillene og at teknikken, spilmekanikken, ikke inddrages. Det er synd. Og så bliver det ligegyldigt netop fordi computerspillet i sine fortællinger læner sig meget op ad filmens fortællinger. På den måde bliver de filmatiseringer ofte bare blege kopier af bedre værker.
Jeg mener filmfolkene burde gå hele vejen. Få det til at ligne computerspil og ikke kun som et fernis. Om jeg ville gide se de film er så en helt anden historie. Men jeg ville gerne se forsøget.
Alternativt kunne man droppe at filmatisere computerspil og finde historierne andre steder – helst skrive NYE historier frem for remakes og sequels. Men det er en helt anden historie.
Ud over zombieligegyldigheden kigger på i denne måned på en anden ligegyldighed, nemlig Terry Gilliams seneste film The Zero Theorem.
Og endelig kigger vi på alt andet end en ligegyldighed, nemlig Stephen Kings The Shining – og her taler vi hverken om Kubricks film, som vi tidligere har anmeldt, eller Mick Garris’ lunkne miniserie. Nej, vi anmelder Kings roman fra 1977 – et vaskeægte mesterværk indenfor horrorgenren.
Vi ses næste måned!
Månedens lederskribent er Jacob Krogsøe.
Film:
Dead Rising: Watchtower (Zach Lipovsky, 2015)
The Zero Theorem (Terry Gilliam, 2013)
Bøger:
The Shining (Stephen King, 1977)