Sådan starter lederen sædvanligvis ikke, men jeg er heller ikke den sædvanlige lederskribent. Ovenstående er min egen gamle, faste indledning til lederen af det psykotroniske filmtidsskrift, Stay Sick!, som jeg udgav regelmæssigt for mange år siden.
Når Jacob Krogsøe har spurgt, om jeg ville overtage tasterne for denne måneds lederartikel, er det ikke ren tilfældighed. Den gode redaktør fortæller mig, at han selv længe havde grublet over et emne, som jeg netop ytrede mig om på Facebook for nogen tid siden: Interaktion, og at vi er i en brydningstid desangående.
Debat, debat og mere debat
Jeg havde kommenteret om et hendøende forum på internettet og kastede mig efterfølgende ud i at begræde foraenes affolkning. Som gammel fanzineredaktør husker jeg tydeligt tiden, før alting kom på internettet; før de mange fora, der alle var dedikeret til hver sin niche af popkulturen sprang op alle vegne. Og de mange blogs og hjemmesider, der fulgte i kølvandet.
Ens for alle disse fanredigerede internetplatforme var, at de henholdsvis blev drevet af fans – og at interaktiviteten var stor.
De gamle trykte fanzines var cool, fordi de ofte beskæftigede sig med afarter af popkulturen, som mainstreampublikationerne ikke ville røre med en ildtang – eller simpelthen ikke kendte til. Samtidig opnåede de bedre ‘zines at blive talerør og samlingspunkt for en scene og dens aktører.
Interaktion derimod var det så som så med. Selv de af bladene, som orkede at bestyre en brevkasse, kunne ikke tilbyde mere end et par siders læserbreve per nummer (uden at checke efter, nåede jeg vist selv kun at få trykt et eller højst to læserbreve i salige Inferno for mere end 20 år siden).
Da de første fora dukkede op, varede det ikke længe, før fansene flokkedes om dem som indtørrede vandringsmænd omkring et vandhul i ørkenen. Nu var der pludselig mulighed for at møde de ligesindede fans, som man tidligere kun sjældent havde muligheden for at rende ind i, når man boede uden for storbyen.
At være medlem af f.eks. Uncuts gamle forum betød, at man altid kunne snakke med ligesindede, få svar på spørgsmål eller kommentere detaljer vedrørende en given anmeldelse på hovedsitet.
Og i årene der fulgte, hvor Gud og hvermand åbnede en blog i stedet for at bekymre sig om at trykke print-fanzines, var der heller ikke mangel på dialog. Man kunne dårligt poste et indlæg på sin blog, før den første kommentar rullede ind.
Jeg husker alenlange hektiske debatter på bl.a. Søren Jacobsens Skræk og Rædsel-blog og Horrorsiden.dk, som fortsatte i dagevis.
Hensygnende fora
Men tingene ændrer sig. Da jeg begyndte mit indlæg her, nævnte jeg at have skrevet indlæg på Facebook og ironisk nok er det netop her, hunden ligger begravet: Alle vil på Facebook nu om stunder, og alle (næsten) forlader den gamle verden.
De gamle fora sygner hen, og de ganske få medlemmer, der stadig opretter nye tråde, må ofte selv kommentere deres egne indlæg eller føre lange samtaler med de samme to-tre andre medlemmer, der stædigt nægter at give op.
Bloggene, der altid i sagens natur har været enmands-kreationer, føles nu mere ensomme end nogensinde før. At skrive tusind-og-et indlæg uden at få den mindste form for feedback (ud over porno-spam fra Asien) kan få selv den sejeste blogforfatter til tvært at smide håndklædet i ringen.
Jeg har ikke checket med redaktøren, hvorvidt læserfeedbacken er blevet mindre på Planet Pulp eller ej, men det ville overraske mig meget, hvis den ikke er.
Betyder det noget?
Men hvad betyder det så alt det her? Er der overhovedet noget problem? Hvis folk ikke gider følge med i fora, blogs og hjemmesider, er det så ikke bare en naturlig udvikling? Er det ikke konservativt at overhovedet tale om et problem? Er man ikke bare en gammel spasser, hvis man hænger fast i fortidens dynd og synes, at det var bedre førhen?
Jeg skal ærligt indrømme, at jeg lige som Jacob har tænkt over dette mulige problem i længere tid. Jo, det irriterer mig, at fora, som jeg følger, næsten er lige så døde som de medvirkende i en Lucio Fulci-zombiefilm. Både de hjemlige og de i den engelsksprogede Cyberspace-verden.
Sammen med Hans-Jørn Reimer overtog jeg for nogle år siden Uncuts forum (da redaktør Caspar Vang & Co. ville lukke det), men aktiviteten på forummet er nu så lav, at man nogle gange foranlediges til at tro, at ens computeren er frosset fast i dagevis.
Og min egen forfængelighed får sig et regelmæssigt knæk, når jeg checker, om der er lagt kommentarer ind på en af de filmblogs, jeg har skrevet over de sidste syv-otte år (bl.a. En lejemorder ser tilbage.
Men igen, er der et reelt problem eller er det bare amatørskribenten, der føler sig ladt i stikken, hvis ikke vennerne på scenen, og de tilfældige læsere, gider bekræfte, at hans seneste skriverier er Gud i blogland?
Er debatten blot flyttet?
Måske betyder den faldende interaktion slet ikke, at færre læser det, der bliver skrevet. I en debat om dette (på Facebook, naturligvis) var der for nyligt en blogger, der skrev, at læserne heller ikke lagde kommentarer på hans egen blog, men at der til gengæld ofte var livlig debat på bloggens tilhørende Facebook-side.
Kunne det tænkes, at selv fans af obskur popkultur følger så meget med strømmen, at de blot holder sig til de samme kanaler som alle andre i mainstreamland?
Måske har Skræk og Rædsel, Uncut, Planet Pulp osv. osv., stadig de samme læsere; de kommenterer bare ikke mere, fordi det ikke foregår på dén platform, der er populær i denne uge, Facebook.
Eller gider fans af popkultur kun læse om det coole stads, hvis det foregår på Facebook? Kunne det ligefrem tænkes, at en kombination af dette bombardement fra lige dele internet/Hollywood/X-Faktor/osv. har skabt en generation af popkulturfans, for hvem deltagelse i et fanfælleskab er ligegyldigt?
Er den tanke, at fora, blogs og hjemmesider er røget ned i selvsamme undergrund, som de trykte fanzines i sin tid befandt sig i, for langt ude? At det er de få hardcorefans, der holder fast i disse forældede formater – og dermed måske begrænser sig til læsertal i samme målestok som, nå ja, Stay Sick!s 200 trykte eksemplarer per nummer i sin tid. Hvem ved.
Det at skrive som lønnen i sig selv
Men hvad enten der er tale om det ene eller det andet, så må fanskribenten, amatørskribenten, undergrundsskribenten gøre op med sig selv, hvorfor han skriver. Er det fuldstændigt nederen, hvis han ikke bliver bekræftet i sine exceptionelle skrivefærdigheder og coole personlighed som blogger? Eller er det dét at skrive om noget, han brænder for, som er lønnen i sig selv?
For 3000 år siden, da jeg udsendte mit første fanzine, det engelsksprogede Banned in Britain, var det tanken om, at der ville sidde nogen i en kælder et eller andet sted i verden og læse mine skriblerier, som var brændstoffet. Jeg vidste godt, at jeg nok aldrig ville høre fra læserne – og de fotokopierede blade havde ikke indlagte kommentarfelter!
Nuvel, i årenes løb er der kommet et brev fra en læser en sjælden gang, men for yours truly er det ikke det, der er målet i sig selv.
Hvad der er målet for andre skribenter, redaktører og folk bag sites, der gør sig i fandom, er bestemt noget, de må gøre op med sig selv. Men jeg tvivler på, at vi kommer til at se en tilbagevenden til kommentarfelter, der eksploderer i respons fra aktive læsere i den nærmeste fremtid.
PS: Der er et kommentarfelt for neden.
/Jack J
http://enlejemordersertilbage.blogspot.co.uk
Månedens indhold:
Film:
Alyce (Jay Lee, 2011)
The Conjuring (Nattens dæmoner) (James Wan, 2013)
The Last Ship: The Complete First Season (Jonathan Mostow m.fl., 2014)
The Others (Alejandro Amenábar, 2001)
The Sixth Sense (Den sjette sans) (M. Night Shyamalan, 1999)
The World’s End (Edgar Wright, 2013)
Tegneserier:
Fantastic Four/Iron Man: Big In Japan (Zeb Wells & Seth Fisher, 2006)