Det er februar. Det er pissekoldt. Perfekt vejr til at bruge fritiden indendørs og se nogle film, spille nogle brætspil eller noget PS3 (eller hvad ens foretrukne spil nu udgives til) – eller hvad man nu kan lide.
Der er også masser af lejlighed til at pløje diverse nyhedssites, dagblade og andet igennem, hvilket faktisk er ikke så lidt interessant i disse dage. Faktisk sker der en hel del, rangerende fra det spændende over det frustrerende til det decideret bizarre. Hvis vi nu lige skal overstå topnyheden allerførst, så er det med en vis tristhed, at det snart er slut med flere pavevitser i stil med billedet, der akkompagnerer denne leder (hvor manipuleret fotoet til venstre så end er!). Odds are, at den kommende pave ikke bliver nær så sjov at gøre grin med.
Men derudover er der nyheder for snart sagt enhver smag her for tiden.
Spændende, frustrerende og bizart
Case in point (spændende): Det nydannede firma TSR Games, bl.a. med involvering af Gygax’ sønner Luke og Ernie, har lanceret et online spilmagasin med titlen Gygax Magazine, der kommer til at fokusere på tabletop-spil og rollespil. Læs nærmere her: http://www.wired.com/geekdad/2013/01/gygax-magazine/
Case in point (frustrerende): Debatten om vold i medierne (særligt film) er blusset op igen i kølvandet på den tragiske Newtown-massakre i USA i december måned. Endnu engang retter man skytset mod symptomet, ikke årsagen. Læs blandt andet nærmere her (og følg linksene i artiklen): http://politiken.dk/ibyen/nyheder/film/ECE1896722/vred-bruce-willis-film-faar-ikke-folk-til-at-slaa-ihjel/
Case in point (bizart): Varg Vikernes, aka Count Grishnakh, den norske blackmetal-musiker, eks-satanist og kirkeafbrænder og nu full-time neonazist arbejder på et rollespil. Det bliver sikkert noget med vikinger, arisk blod og okkultisme. Sjovt nok ikke en nyhed, der er kommet særligt langt rundt på de officielle nyhedssider for rollespil. Men man kan læse meget mere (hvis man har lyst) på Vikernes’ egen hjemmeside: http://myfarog.org/
Case in point (interessant og lidt mærkeligt): Danske skolelever bliver tilsyneladende traumatiserede af at blive tvunget til at se gyserfilm som en del af undervisningen. Læs nærmere her: http://sondagsavisen.dk/2013/06/11-aarige-faar-angst-af-gysere-i-skolen.aspx
Case in point (put denne her i ”lad os tage skyklapper på”-kategorien): Det danske produktionsselskab Copenhagen Bombay vil producere film til børn i 7-12-årsalderen og har opstilet nogle regler, herunder at ”Historien ikke må tage udgangspunkt i emnet død”. Læs nærmere her: http://www.dr.dk/Nyheder/Kultur/Film/2013/02/10/182510.htm
Nyheder med sammenhænge
Her på Planet Pulp kunne vi udbrede os i stride strømme om alle ovenstående temaer, men vi vil undlade at gøre det – i hvert fald i denne leder. Det er egentlig de to sidste nyheder, der er mest interessante, fordi de jo unægtelig hænger sammen (og så kan man jo altid tale om, om de egentlig ikke også hænger sammen med den om medievold).
Jeg mener klart, at det kan debatteres, om det er en god idé at vise gyserfilm til børn – alt afhængig af, hvad det er for en film, selvfølgelig. Men vi lever i et totalt mediemættet samfund, hvor børn ned til en meget tidlig alder bliver konfronteret med billeder og ord, der er meget værre end en fiktionaliseret, skræmmende historie. Børn kan komme hjem fra skole, og hvis ikke forældrene er opmærksomme, kan de se og høre ting i alle nyhedsudsendelser (der nu kører konstant), der får de fleste gyserfilm til at ligne en historie fra Andeby.
Derfor synes jeg også, det grundlæggende er interessant og dybest set problematisk, at et dansk produktionsselskab, der specifikt sætter sig for at lave film til børn og unge af rent princip skyr uden om et af de mest fundamentale emner ved menneskelivet, nemlig det uafvendelige faktum, at vi skal dø.
Det er ikke et nemt emne at behandle for den aldersgruppe, Copenhagen Bombay går efter – de 7-12-årige – men selvfølgelig kan det lade sig gøre. Skulle Astrid Lindgren have tænkt: ”Hm.. jeg må hellere lade være med at skrive den roman, jeg har en god idé til, fordi den jo handler om døden?”. Nej, hun skrev Brødrene Løvehjerte i stedet, og skabte en tragisk, men samtidig opløftende, klassiker inden for børnelitteraturen.
Og sådan er det: Mange af de bedste og mest opløftende historier handler om døden og/eller angsten for døden. For nu at blive ved Astrid Lindgren, hvad så med historien, hvor Alfred får blodforgiftning og Emil må køre i kanen til Mariannelund i snestorm for at redde Alfreds liv?
Voksne og børn
Det er ikke fordi, der er noget galt i at ville producere film for børn og unge, der undgår emnet død, og det heller ikke fordi, man ikke kan producere film for børn og unge, der undgår emnet ”døden”, men jeg synes, det er interessant, at et filmselskab gør det til et princip. For hvad bliver det næste? Hvor går grænsen? Filmene må ikke handle om skilsmisse, mobning, kærestesorger eller andre af de mange ubehagelige aspekter af det at være menneske og leve et normalt liv? Der er faktisk julekalendre, der handler om mere seriøse emner!
Min pointe er, at vi intet får ud af at pakke børn ind i vat, ligeså vel som vi skal være bevidste om, hvor grænsen skal sættes i forhold til det, det er ansvarligt at udsætte børn for. Gyserfilm i undervisningen? Ja, men med forbehold for, at de film, der vises, er målrettet aldersgruppen. Og med forbehold for, akkurat som med både Brødrene Løvehjerte og Emil fra Lønneberg, at der er en voksen at tale med om emnerne efterfølgende.
Samfundsvold
Og hvad så med relationen mellem de her ting og vold i samfundet? Jo, mit spørgsmål er egentlig bare, om ikke vi her i Danmark faktisk har en ret solid tradition for, at voksne og børn ikke bare kan tale, men rent faktisk taler om de her emner, og at vi derfor ikke bare har opbygget en tradition for, at børn får lejlighed til at reflektere over alvorlige emner, men også at de bliver bevidst om, hvordan man skelner mellem fakta og fiktion.
Sidstnævnte er både et forældreansvar, men det er også et samfundsmæssigt oplysningsansvar, der varetages gennem undervisningen. Danske børn er medie-savvy, og det skyldes ikke bare, at danske børn er mediebrugere fra en meget tidlig alder; det skyldes også, at både danske voksne i al almindelighed og vores ekstremt hårdt prøvede og hårdarbejdende folkeskolelærere faktisk gør en indsats for at lære børn at skelne mellem virkelighed og fantasi. Pakker vi børn totalt ind i vat, mister vi lejligheden til begge dele: Vi mister både lejligheden til at tale om de alvorlige emner og til at lære børnene, hvordan man i dagens ekstremt fragmenterede mediebillede skelner mellem hvad, der er virkelighed og hvad, der er fiktion – vigtigheden af sidstnævnte bliver kun større i og med, at både film og computerspil bliver mere og mere realistiske i deres udtryk.
Jeg siger hermed ikke, at vi ved at pakke børnene ind i vat, ender med amerikanske tilstande; det er naturligvis langt mere komplekst end som så. Men ubearbejdede frustrationer og angstforhold er da uden tvivl nogle af de faktorer, der producerer de mennesker, der kan finde på at gå ind på en skole og meje små børn ned. Her i Danmark er vi gode til at tale om tingene; lad os blive ved med det. Og lad os for Guds skyld lade være med at sky uden om de svære emner – så længe vi ikke forsætligt udsætter børn og unge for ting i mediebilledet, de ikke kan håndtere.
Månedens minimenu
Og efter disse mere eller mindre organiserede tanker om død, vold og andre spændende emner, er det tid til at præsentere månedens menu. Den er endnu engang beskeden, for der er travlhed, både på Pulp-redaktionen og blandt vores skribenter. Men selvfølgelig er der lidt godt.
For det første kan vi med tilfredshed annoncere, at ”Bond is back!” – efter en kortere pause genoptager vi vores Bond-kavalkade, denne gang med fjerde del af artikelserien om Bonds Babes, hvor vi nu er nået til 1990’erne. Derudover anmelder vi Bond-spoofen/-satiren Casino Royale fra 1967, som bestemt ikke vil falde i alles smag. En smule Bond-relateret er også vores anmeldelse af bokssættet The Bee’s Knees, der samler Bond-komponisten John Barrys tidlige produktion inden for rock ’n’ roll/beat-genren.
Jacob ”Doomsday Prepper” Krogsøe har taget en pause fra byggeriet af sin underjordiske zombie-sikrede bunker og anmelder anden sæson af den postapokalyptiske tv-serie Jericho, og så kigger Michael Larsen nærmere på to AWE-udgivelser, dels parasitgyseren Splinter, dels 2006-remaken af Night of the Living Dead.
Endelig anmelder vi også Stephen Kings mammutroman It, der ikke er verdens bedste reklamesøjle for klovne.
Vi ses i marts måned til endnu en servering!
Månedens lederskribent er Mogens Skaaning Høegsberg.
Film:
Casino Royale (Val Guest m.fl., 1967)
Jericho: Second Season (Guy Norman Bee m.fl., 2008)
Night of the Living Dead 3D (Jeff Broadstreet, 2006)
Splinter (Toby Wilkins, 2009)
Bøger:
It (Stephen King, 1986)
Musik:
The Bee’s Knees (John Barry, 2011)
Artikler:
Bonds Babes del 4: 1990’erne