Serier er en hjørnesten i populærkulturen. I den seriøse ende af både filmkunst, litteratur og tegneseriemediet, er den serialiserede fortælling noget, man ofte rynker på næsen af. Her er det de enkeltstående fortællinger – Værket med stort ”V” – der betyder noget, og det at fortsætte en historie gennem fortsættelser af film eller bøger anses ofte som mindre fint.
Fortsættelser og serier med bid
Det siger sig selv, at vi her på stedet synes, det er noget pjat. Og at fortsættelser også kan have kunstneriske meritter behøver man bare kigge på Francis Ford Coppolas The Godfather: Part II (1974) for at erkende. Eller læs Mark Twains Adventures of Huckleberry Finn (1895), der i dag anses som én af den amerikanske litteraturs store romaner.
Også inden for TV-mediet er serier inden for de senere år blevet mere anerkendte, bl.a. i form af HBO-serier som The Sopranos (1999-2007) og Six Feet Under (2001-04) eller ABC’s Lost (2004-10). Og hvis man vil overbevises om, at ”rigtige” tegneserier også kan have kunstnerisk værdi behøver man bare tage et kig på Robert Kirkmans The Walking Dead (2003-), der omhandler noget så ”ufint” som zombier.
Med andre ord er der sket et skred i den måde, man ser på serialiserede fortællinger, og selv i de finere kredse har man erkendt, at serier kan mere end bare være endeløse sitcoms, sæbeoperaer, dårligt tegnede mangaer eller endeløse filmserier, der ”bare” er variationer over det samme tema.
Serierne trives i horrorland
Alligevel er der en tendens til, at det er inden for de mere letbenede genrer, at fortsættelserne virkelig trives, uanset om det er superheltetegneserier, actionfilm eller gyserfilm. Måske er gysergenren i virkeligheden den filmgenre, hvor fortsættelserne er flest – i hvert fald er det den genre, hvor de enkelte franchises har kastet flest fortsættelser af sig på kortest tid. Friday the 13th-serien nåede at spytte de første otte film ud på ni år (1980-89), og A Nightmare on Elm Street-serien præsterede seks film på syv år (1984-91). Og det er bare de af filmene, der kom uden større pauser. Begge serier er endnu længere. I nyere tid er Saw-franchisen den filmserie, der har præsteret flest fortsættelser på kortest tid: Den første film havde premiere i 2004, og senere i år kommer den syvende – og formentlig sidste – i rækken.
Men hvorfor er det at serier har så stor succes? En del af hemmeligheden ligger naturligvis i gentagelserne og i genkendelsens glæde. Den formulariske måde en serie er bygget op på er tryghedsskabende, og ved uge efter uge eller måned efter måned at følge de samme hovedpersoner i Friends (1994-2004) får man en ny historie inden for rammerne af et univers, man føler sig tryg ved. Det samme gælder for filmserier som Friday the 13th – selv om det er gyserfilm, behøver man ikke være bange for at løse billet, for man kan være nogenlunde sikker på, hvad man får.
Publikums forventninger
Dette er seriernes begrænsning – især filmseriernes. Her er der ringe plads til nytænkning og til at skrå væk fra den slagne vej. Publikum forventer det kendte, og det giver man dem. Det er også fint nok – alting til sin tid – men det er også én af grundene til, at så få af de lange filmserier har produceret mere end et par mindeværdige indslag.
Inden for andre medier er publikums forventning til gengæld én af de ting, der giver serier så stort et potentiale. For så snart serierne begynder at overtræde ”reglerne”, sker der noget helt specielt. Serierne bliver pludselig til noget helt andet end de endeløse variationer. De får pludselig ekstra bid, fordi vores forventninger bliver gjort til skamme og udfordret.
Når forfatterne bag Lost uden hæmninger tager livet af mange af de hovedpersoner, publikum var kommet til at holde af, eller når Robert Kirkman gør det samme i The Walking Dead, får seeren eller læseren en forhammer for panden. Man rives ud af sine forventninger om det forudsigelige, og bliver pludselig nødt til at se serierne i et andet lys. Ikke som enkeltstående, endeløse variationer over samme tema, men som lange, udbrudte fortællinger opdelt i mange små dele.
We don’t surprise you
Tegneseriemediet, TV-mediet og litteraturen har i denne sammenhæng en klar styrke i forhold til filmene, der af både filmselskaberne og publikum som regel forventes at være afsluttede fortællinger, og hvor man inden for rammerne af en franchise – uanset om det er Friday the 13th, Halloween, Saw eller Children of the Corn – har en pagt med publikum. We don’t surprise you, you don’t surprise us. Derfor fik John Boorman også én over nakken for sin fortsættelse til The Exorcist (1973) – Exorcist II: The Heretic (1977) – selv om han burde have fået ros for at prøve noget nyt!
Inden for filmmediet lever pagten derfor videre i bedste velgående, og vil næppe være nem at bryde – selv om enkelte filmserier har eksperimenteret med at bryde én lang handling op: The Empire Strikes Back (1980) og Return of the Jedi (1983), Back to the Future Part II og Part III (1989 og 1990), The Matrix Reloaded og Revolutions (begge 2003), Pirates of the Caribbean 2 og 3 (2006 og 2007) og naturligvis The Lord of the Rings (2001-03).
Andre steder er pagten ved at blive brudt – for tegneseriemediets vedkommende er det faktisk ved at være mange år siden – selv om de klassiske TV-serieformater naturligvis lever videre ved siden af den ”den lange fortælling” i serier som f.eks. Lost, og den klassiske tegneserieformel lever videre i Marvels endeløse rækker af superheltehefter ved siden af lange fortællinger som f.eks. The Walking Dead.
Serier giver popkulturen et ansigtsløft
Her fra Planet Pulp henleder vi opmærksomheden på, at den serialiserede fortælling kan noget – såmænd også inden for filmens verden. Hvor ville vi være uden fortsættelser som The Empire Strikes Back (1980), Indiana Jones and the Temple of Doom (1984) eller Aliens (1986)? Og hvor ville vi være uden stinkere som Friday the 13th Part III (1982) og Howling II: Stirba – Werewolf Bitch (1985)? Svaret er: I en langt kedeligere og mere farveløs verden.
Nyd månedens beskedne opdatering med særlig fokus på seriernes verden, og kast lige et blik på de to lummerfilm fra Another World Entertainments, vi også har på programmet. Vi vender tilbage i april.
Exponerad (Eksponeret) (Gustav Wiklund, 1971)
A Nightmare on Elm Street (Morderisk Mareridt) (Wes Craven, 1984)
A Nightmare on Elm Street Part 2: Freddy’s Revenge (Morderisk Mareridt 2) (Jack Sholder, 1985)
Viva (Anna Biller, 2007)
Stribeladen: En skattekiste for tegneseriefolket i en “køb alt på nettet”-tidsalder