Westworld

Den dengang kun 31-årige Michael Crichton debuterede som filminstruktør på det store lærred i 1973 med denne lille perle – i 1972 havde han instrueret TV-filmen Pursuit, som var baseret på hans egen roman Binary (1972). Westworld er en meget intelligent sci-fi-film tilsat både westerndueller og sværdkamp i Robin Hood-stil.

Besøg studiefilmens guldalder

Vi er et sted ude i den ikke så fjerne fremtid. Firmaet Delos giver rige mennesker mulighed for at opleve den ultimative ferie: man kan komme til at opleve det vilde vesten (med det helt klassiske studielook), Europas middelalder (som vi kender den fra Errol Flynn-film og andre gode studiefilm) og det gamle Rom (ligeledes som noget taget ud af en studiefilm, hvor doriske søjler er lavet af papmaché).

I filmens helt geniale indledning ser vi et reklamespot for Delos, hvor tidligere gæster skamroser Delos og deres ferieresort. Så skifter scenen til vores to hovedpersoner Peter (Richard Benjamin) og John (James Brolin), der er på vej til et ferieophold i West World.

John har været der før, men det er Peters første besøg, og han er naturligvis lidt nervøs: for kan det passe, at man kan leve som en cowboy og skyde robotter ned med koldt blod?

Da de ankommer til den lille westernby er Peter først skeptisk, men da han har drukket sin første whiskey, skudt sin første robot og dyrket lagengymnastik med en meget virkelighedstro robotluder er han solgt. Og hvem ville ikke være det? Ja, moralens vogtere kan starte deres korstog mod vores hovedpersoner og forlystelsesparken her.

Her rammer Crichton de klassiske drengefantasier helt perfekt, og man ønsker faktisk, at man selv havde mulighed for en sådan ferie – også i stil med Rekall firmaet i Arnold filmen Total Recall (Sidste udkald, 1990), hvor man også kan opleve alt det, man drømmer om.

Men i forhold til Total Recall er der her ikke noget med, hvad der er fantasi, og hvad der er virkelighed. Her ved alle gæster, hvad de går ind til, hvad enten de kommer med stiv pik ind i det vilde vesten, med løftet lanse i middelalderen eller med løs toga i det gamle Rom. Det er liderligheden, det handler om.

Men naturligvis går noget helt, helt galt. Robotterne begynder at opføre sig mærkværdigt, der tales endda om en sygdom, og her fornægter Crichtons evner som både erfaren indenfor medicin og sci-fi sig ikke. På trods af at filmen er 36 år gammel, leveres det hele med troværdighed, og det er netop også troværdigheden, der er et af Crichtons vigtigste varemærker, selv om vi har at gøre med langt ude fortællinger.

Hvordan det hele spænder af skal man selv have lov til at opleve, men det går ikke stille for sig.

Yul Brynner Rocks!

Et af filmens helt store scoops er at caste russiske Yul Brynner som The Gunslinger. Brynner formår med sit kropsprog og sin mimik at ligne en robot, og samtidig fremstår Brynner næsten identisk med sin rolle som Chris i den fantastiske western The Magnificent Seven (Syv mænd sejrer, 1960).

Det siger måske ikke et moderne publikum så meget, men dengang har det været meget specielt at sen den ikoniske Brynner-cowboy som skurk. John Carpenter har siden hen sagt at Michael Myers-karakteren fra Halloween (Maskernes nat, 1978) er inspireret af Brynners robot, og den gode Cameron har nok også set Westworld, da han udtænkte sin T-800 model til The Terminator (1984) – i Westworld har Brynners Gunslinger også et nummer.

Vi finder i Westworld også den samme frygt for teknologien, som der ses i The Terminator: hvis mennesker fralægger sig for meget ansvar, og lader teknologien tage teten, ja, så går det ofte galt big time! Men samtidig handler det også om at behandle teknologien/omverdenen, i denne omgang robotterne, med en form for respekt. Lidt ligesom at amerikanske soldater, og turister for den sags skyld, opfører sig som uregerlige børn når de er udlandet.

Selvom det er maskiner (slaver, irakere og man kan putte flere ting ind her, hvis man godt kan lide den analogi), skal det respekteres, og bare fordi man er på ferie, er der stadig noget der hedder etik og moral! Prøv at forestille jer et billede af George W. Bush i West World: Han ville drikke al sprutten, voldtage luderne og skyde alt ned med sine seksløbere.

2-D…. WOW!

I dag snakker vi 3-D, CGI og meget andet teknisk gøgl, men tilbage i 1973 var det 2-D, der var den varme kartoffel. Westworld anses da også som den første spillefilm, der benytter sig af billeder, frembragt af en computer.

Teknikken bliver brugt, da man ser tingene fra The Gunslingers point of view. Det ligner dårlig pixelering, og man har i dag svært ved at forstå, hvorfor fanden det tog så lang tid at lave, når det ser så dårligt ud. Men det er (sjovt nok, da det netop prøver at være fremsynet) en af de få ting, der virker forældet den dag i dag. Men hør blot her Crichton selv fortælle om teknikken, og hvorfor det var, han ville bruge den:

”In 1973, I made a film called Westworld, which was a fantasy about robots. The film required us to show the point of view of the main robot, played by Yul Brynner. But what special-effects technique would best suggest a machine’s point of view? I proposed a rather simple solution: to show the point of view of a machine, use a machine. I wanted to film the scenes and then manipulate the film with computer.”

Ja, simpelt nok tænker man. Men det var det ikke. På daværende tidspunkt var optiske filmeffekter begrænset til forskellige fotografiske processer, hvor man skabte effekten i mørkekammeret. Så det var noget af en nytænkning at foreslå computeren som værktøj.

Crichton og co. gik til firmaet Jet Propulsion Library, som havde erfaring med at arbejde med computere, men kun med enkelt billeder. Så det ville koste 200.000 dollar og tage 9 måneder at lave de to minutter film om til ”computerfilm”. Det var der hverken tid eller budget til – filmen skulle laves færdig i løbet af 6 måneder og det samlede budget var på 1.000.000 dollar.

Men så var det at John Whitney Jr. trådte til. Han lavede det hele på 4 måneder og tog ”kun” 20.000 dollars for det. Og man skal i den sammenhæng forstå, at det tog lang, lang tid. Selv med datidens største maskiner, som arbejdede i døgndrift, kunne man kun lave et par sekunders film i ugen. Fy føj, hvor er der sket meget siden hen. Men sådan er det altid med pionererne, som man faktisk ofte finder i sci-fi-film, som netop kræver noget nyt for at fange sit publikum.

Ironisk kommentar

Der ligger en ironisk kommentar i, at de tre forskellige verdener er ”rekonstrueret ned til den mindste detalje” for at ligne det vilde vesten, middelalderen og det gamle Rom. For det, det ligner, er filmkulisser, og peger på, at man opfatter fortiden, som man ser den på film.

Der er også med forlystelsesparken idéer der peger frem mod senere Crichton-værker som Jurassic Park (1990) og specielt Timeline (1999), hvor man jo rejser tilbage i tiden for at lave den perfekte forlystelsespark. Efter sigende fik Michael Crichton idéen efter et besøg i Disneyland, og det er da også meget sjovt at se hans version af ”Disney Gone Mad.”

Efter scenen med bankrøveriet kommer der teknikere og fjerner robotligene, og denne legen med virkeligheden som en kulisse er også noget, man ser udført til perfektion i en film som Truman Show (1998). Efterfølgende kommer vi i en herlig scene backstage, hvor vi ser, hvorledes de ødelagte robotter bliver ordnet.

Alle disse fine detaljer ligger under filmens dominerende overflade, som man ikke må glemme ”bare” er rendyrket western/spænding. Men det er netop de detaljer, der både viser, hvor dygtig Crichton er som forfatter, og er forklaringen på, hvorfor filmen er så langtidsholdbar. Det er en lille perle af en sci-fi-film, som burde have en æresplads i mange samlinger.

Vi har den gammelkendte fortælling om en menneskejagt hensat til en sci-fi-setting, hvor Crichton tilsætter en tilpas mængde finurlige plotkonstruktioner, en fin humor, ironiske bemærkninger og gode effekter.

Det er så enkelt, og så alligevel så svært: at give en gammel genre nye klæder, mens man samtidig kommer med relevante betragtninger på samfundet og fremtiden. Et klassisk Crichton-varemærke, som også hæver ham over ”bare” at være mainstreamforfatter.

Anmeldt i nr. 49 | 13/11/2009

Stikord: Forlystelsesparker, Fremtiden, Michael Crichton, Robotter, Western