The Lost World: Jurassic Park

Da Jurassic Park (1993) blev et (ahem) monsterhit, var det næsten uundgåeligt med en fortsættelse. Folk ville gerne have endnu en film, men de ville også gerne have endnu en bog af Michael Crichton, der havde skrevet romanen bag den første film – også med titlen Jurassic Park (1990).

Crichton havde aldrig skrevet en efterfølger til én af sine romaner, og var indledningsvist imod idéen, men efter pres fra The Beard himself (senor Spielbergo, hvis nogen skulle være i tvivl), gav Crichton efter, og skrev The Lost World. Bogen, hvis titel naturligvis er en reference til Arthur Conan Doyles klassiske dinosaurusroman The Lost World fra 1912, udkom i 1995, på et tidspunkt hvor pre-production allerede var undervejs på filmen.

Fra kapitalist til naturelsker

Interessant nok kan man undre sig over, at Spielberg mente, det var nødvendigt, at Crichton skrev en fortsættelse, for David Koepp, der skrev manuskript til The Lost World, har valgt at se meget stort på forlægget. Godt nok er der elementer fra romanen, man kan nikke genkendende til – f.eks. bestemte optrin eller personer – men hovedparten af handlingen i filmen har intet at gøre med handlingen i romanen.

Det gør nu ikke så meget, for The Lost World er en uforskammet underholdende eventyrfilm. På visse områder kan man endda hævde, at The Lost World er bedre end sin forgænger. Med det mener jeg primært, at The Lost World ikke behøver bruge særlig meget tid på at introducere konceptet, men ret hurtigt kaster sine hovedpersoner ud, hvor de ikke kan bunde.

Efter fadæsen på Isla Nublar, hvor Jurassic Park fandt sted, er rigmanden John Hammond, der stod bag den forfejlede forlystelsespark, blevet naturelsker. Han er imidlertid også blevet skubbet ud i kulden i sit eget firma, InGen, der stod bag parken og de genetisk genoplivede dinosaurer. Nu vil InGen, under ledelse af Hammonds pengegriske nevø, tjene penge på dinoerne på en helt anden måde. I stedet for at lave en naturpark med dinosaurer, vil de bringe kæmpedyrene til USA og præsentere dem i en kæmpearena.

Hammond er imod planen, og ønsker at piske folkestemningen op imod InGen. Derfor vil han sende en lille gruppe til ”Site B”, øen Isla Sorna, som vi aldrig hørte om i Jurassic Park. Isla Sorna var et rugekammer for dinosaurer, og her har dyrene levet i fred siden begivenhederne i Jurassic Park. Hammond ønsker at det skal forblive sådan, og det er derfor, han ønsker øen og dens dyreliv dokumenteret, så verdensopinionen kan sikre, at Isla Sorna forbliver isoleret.

Redningsmission

Her kommer Ian Malcolm ind i billedet. Malcolm (Jeff Goldblum) var jo med på udflugten til Jurassic Park i den første film, og hvem kunne være bedre egnet til at tage med på en ny tur? Det mener Malcolm imidlertid ikke, og afviser blankt idéen, da Hammond præsenterer ham for den. Han ender dog med at tage af sted alligevel, for Hammond kan afsløre, at Malcolms kæreste, palæontologen Sarah Harding (Julianne Moore) allerede er taget til øen.

Malcolm anser nu ekspeditionen som en redningsmission, og tager derfor af sted sammen med naturfotografen Nick Van Owen (Vince Vaughn) og teknikeren Eddie (Richard Schiff). Ved ankomsten til øen viser det sig desuden, at de har fået en blind passager med – Malcolms datter Kelly (Vanessa Lee Chester).

Hele banden er næppe samlet på øen, førend InGen brager ind på scenen med alskens teknologi og mandskab, herunder storvildtjægeren Roland Tembo (Pete Postlethwaite), der i stedet for betaling for sine tjenester kun ønsker retten til at jage en T-Rex. Gruppen er i teorien under ledelse af Hammonds nevø Ludlow (Arliss Howard), men reelt er det Tembo, der styrer løjerne – bl.a. hjulpet af den ubehagelige Dieter Stark (Peter Stormare).

De går straks i gang med at indfange dinosaurer, mens både Sarah og Nick leger økoterrorister, og slipper dyrene ud af deres bure igen. Kombineret med Tembos ambition om at jage en Tyrannosaurus er det opskriften på katastrofe, og der går da heller ikke længe, før tingene – med Malcolms ord – har udviklet sig fra ”Ih og åh” til ”løben og skrigen”.

Endnu vildere og mere løssluppen

Præcis hvordan tingene udvikler sig, skal jeg ikke afsløre for meget af her, men som i Jurassic Park er det endnu engang Velociraptorerne og Tyrannosaurussen, der er i centrum. Eller rettere: Tyrannosaurerne. For denne gang er der mere end én T-Rex. Også andre dinoer viser sig fra deres dødbringende side – de små, tilsyneladende nuttede, Compyer (Procompsognathus).

Der er knald på i The Lost World, og på mange måder er filmen endnu vildere og mere løssluppen end sin forgænger. Det er også derfor, den på mange områder er lige så underholdende, hvis ikke mere. Der er langt mere monsterfilmstemning over The Lost World end der var over Jurassic Park, og det klæder faktisk filmen, der på den måde fremstår langt mere direkte end sin forgænger, der måtte bruge meget plads på at forklare teknikken bag dinosaurernes genkomst.

Spektakulære set pieces og bulder og brag

Også når det gælder individuelle set pieces er The Lost World faktisk mere spektakulær end Jurassic Park. Især én scene er en helt fabelagtig opvisning i effektiv suspense: en meget gal T-Rex har skubbet Malcolm-gruppens store lastbil halvvejs ud over en klippeside. Den ene trailer hænger ned langs klippen, og holdes kun med nød og næppe oppe af den forreste vogn. Sarah falder ned gennem traileren, og lander med et brag på den store bagrude, der langsomt men sikkert krakelerer mere og mere under hendes vægt…

Hvor denne ene scene viser Spielbergs fremragende evne til iscenesættelse af neglebidende suspense, er der andre dele af filmen, der viser hans kapacitet for det rendyrkede bulder og brag. Det er filmens klimaks, hvor en Tyrannosaurus slipper fri i San Diego og laver ravage. Hvor spektakulært det end er, er det imidlertid scenerne på øen, der er de mest effektive, og det er da heldigvis også dér hovedparten af handlingen udspiller sig.

Vi slipper ikke helt for de moraliserende aspekter, der også var en del af Jurassic Park. Hvor det i Jurassic Park mere var Frankenstein-komplekset, der var i fokus (når mennesket leger Gud), er moralen i The Lost World forankret i natur- og dyrebeskyttelse overfor grisk kapitalisme. De to sider sættes meget klart og tydeligt op mod hinanden, især i scenerne hvor InGens jagtmaskine ankommer til øen og går i gang. Heldigvis drukner den lettere kvalme moraliseren i de ekstremt underholdende og flot udførte jagtsekvenser, og what the hell.. enhver film skal jo have nogle skurke.

Total suspension of disbelief

Effekterne er naturligvis kun blevet bedre siden Jurassic Park, og man tror ganske enkelt på, at der har været dinosaurer på settet. Så enkelt er det – sammen med effektfolkene, lyssætterne og klipperen opnår Spielberg total suspension of disbelief, og tager publikum med på en vaskeægte rutsjebanetur. Igen.

Der er ikke brug for det store skuespil i en film som The Lost World, men de medvirkende gør det alle sammen fint. Jeff Goldblum gentager uden problemer sin rolle som den hippe, småneurotiske Ian Malcolm, og Julianne Moore er også fin i rollen som Malcolms selvstændige kæreste. Vince Vaughn viser, at han også kan spille andet end komiske roller, og altid solide Pete Postlethwaite yder også en fin indsats som den garvede storvildtjæger.

Af alle rollerne er det kun Peter Stormare, der irriterer en smule som indbegrebet af ondskabsfuld jæger, der godt kan lide at pine dyrene. Vanessa Lee Chester er det obligatoriske barnepåhæng, der skal sikre, at de 12-årige også har nogen at identificere sig med, og det bedste man kan sige om hende er vel, at hun ikke irriterer specielt meget.

Spielbergs faste komponist, John Williams, leverer et mere dystert score til denne omgang, og det passer fint med den generelt mere ligetil afvikling af løjerne, der placerer The Lost World solidt i monsterfilmgenren.

Legebarnet Spielberg

The Lost World: Jurassic Park er ikke just subtil filmkunst. Det er til gengæld topunderholdende filmhåndværk af den slags, der kun kan komme fra ét sted, og meget ofte kommer fra én mand. The Lost Work har Spielberg skrevet over det hele med store typer. Og det mener jeg på den bedst mulige måde. Spielberg er og har altid været bedst, når han er legebarnet, der slippes løs med et kamera. Desværre har vi set meget lidt til denne Spielberg siden The Lost World, og sidste års Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull (2008) var et ukarakteristisk fejlskud fra Spielbergs side.

Men så er det vel nok heldigt og dejligt, at man altid kan smække en film som The Lost World i DVD’en, og nyde den rene, uforfalskede vare.

Anmeldt i nr. 49 | 13/11/2009

Stikord: 2’er, Dinosaurer, Fortsættelse, Junglen, Michael Crichton, Trilogi, Øer