The Andromeda Strain

Michael Crichtons roman The Andromeda Strain udkom i 1969, og blev en bestseller. Romanens tema om dødsensfarlige bakterier fra det ydre rum pirrede læsernes interesse, bl.a. på grund af den første månelanding, der fandt sted blot to måneder efter, at romanen var udkommet.

Som bekendt tog Neil Armstrong, Buzz Aldrin og Michael Collins ingen dræberbakterier med tilbage fra Månen (eller gjorde de?), men alligevel blev Crichtons roman filmatiseret i 1971. Det var den garvede studieinstruktør Robert Wise, der stod bag kameraet, mens Nelson Gidding stod for manuskriptet. Gidding skrev også manus til Wises fremragende filmatisering af Shirley Jacksons The Haunting of Hill House (1959), der havde premiere – med titlen The Haunting – i 1963.

Giddings manus forholder sig meget trofast overfor Michael Crichtons roman, hvilket også betyder, at filmen lider under de samme dramaturgiske problemer, som romanen gør. Inden vi kommer så vidt er det dog på plads med et kort handlingsreferat.

Rumbakterie

Ligesom romanen starter filmen med, at et to mand stort bjærgningshold fra luftvåbnet nærmer sig lillebyen Piedmont i New Mexico. De er ude for at hente en nedstyrtet satellit fra det tophemmelige Scoop-program. Da de kører ind i landsbyen når de to bjærgningsfolk akkurat at konstatere, at alle i byen er døde, inden de selv omkommer på mystisk vis.

Men måske er det ikke helt så mystisk alligevel. Scoop-programmet var nemlig møntet på at indsamle bakterier i den allerøverste del af atmosfæren, og noget tyder på, at landsbyboerne i Piedmont har åbnet satellitten og udsat sig selv for en dødsensfarlig bakterie.

Specialister

For at imødegå truslen aktiverer Scoop-programmets chef Manchek (Ramon Bieri) det tophemmelige Wildfire-hold: et lille tophold af medicinske specialister, der skal undersøge sagen og forsøge at undgå, at rumbakterien spreder sig. Det skal foregå i et lige så tophemmeligt og topmoderne laboratorium, der er konstrueret i fem etager under jorden – hver etage endnu mere steril end den ovenover. Tilmed er laboratoriet udstyret med en atombombe, der kan autodestruere anlægget, hvis isoleringen af fremmede organismer bryder ned!

Wildfire-holdet henter resterne af satellitten i Piedmont, hvor de også finder to overlevende – en gammel mand og et spædbarn – og kan nu gå i gang med deres arbejde. Først må den fremmede organisme og dens virkning identificeres, og dernæst må der udarbejdes en kur. Det viser sig imidlertid at være sværere end som så – ikke mindst fordi lægerne har svært ved at finde ud af, hvilke fællestræk der er mellem de to meget forskellige overlevende.

Jeg skal ikke afsløre for meget af den videre handling, men ligesom i min anmeldelse af romanen, bliver jeg nødt til at konstatere, at slutningen tager form af deus ex machina. Dette er hentet direkte fra Crichtons roman, hvor slutningen bestemt ikke er tilfældig, men ladet med betydning. Rent dramaturgisk fungerer det imidlertid ikke specielt godt, og dette problem er derfor båret med over i filmatiseringen.

Helt konkret betyder det, at filmens hovedproblematik faktisk løser sig selv, mens det dramatiske højdepunkt er sekundært – nemlig da Wildfire-folkene må forsøge at afbryde autodestruktionssekvensen, da den på et tidspunkt går i gang. I sig selv er denne sekvens bestemt neglebidende spændende, men det er en biting i forhold til den fare, bakterien udgør for alt menneskeliv på planeten.

Vellykket filmatisering

The Andromeda Strain er som sådan en uhyre vellykket filmatisering. Der er ændret nogle småting i forhold til romanen – bl.a. er én af forskerne blevet en kvinde – men ændringerne er små og ubetydelige, og helt generelt er filmen meget trofast overfor sit forlæg.

I modsætning til nyfilmatiseringen fra 2008, foregår langt hovedparten af filmen i det underjordiske laboratorium, hvilket er med til at give filmen intensitet, og de få scener der foregår i verden udenfor er kun med til at højne spændingen. Samtidig er filmen relativt underspillet af de medvirkende, hvilket yderligere bidrager til troværdigheden, og det samme gør det faktum, at stort set ingen af skuespillerne er kendte uden for USA.

Et af de mest imponerende elementer ved filmen er paradoksalt nok også et af de mest utroværdige, og det er scenografien. Det underjordiske laboratorium er bygget op som en række flotte kulisser, der på produktionstidspunktet var blandt de mest omfattende, der nogensinde var bygget til en film. Uanset hvor flotte de er, kommer man dog ikke uden om, at kulisserne giver en vis fornemmelse af uvirkelighed, og det er på sin vis ærgerligt. På den anden side har production designeren Boris Leven gjort sit bedste for at bringe Michael Crichtons beskrivelser til live, og det er virkelig ganske imponerende.

Teknisk er filmen i øvrigt upåklagelig, og Wise leger også med formen – bl.a. med stedvis anvendelse af f.eks. split screen – og opbygningen af suspense er lige så upåklagelig som i Crichtons roman. Wise lægger en nøgtern, kold og nærmest observerende stil for dagen i fremstillingen af begivenhederne, og også heri lægger han sig tæt op ad Crichtons teknologikritiske og mere eller mindre pessimistiske tone.

Tekstnær

Helt overordnet set er der tale om en så tekstnær filmatisering, at de problemer, der er med The Andromeda Strain alle kan føres tilbage til Crichtons roman, og hverken skydes på manuskriptforfatter eller instruktør. Akkurat lige som det er tilfældet med romanen, efterlader filmatiseringen seeren med en lidt uforløst fornemmelse. Det er superærgerligt, fordi filmen ellers på alle andre måder også indfanger alle de gode elementer ved romanen.

Måske bl.a. af denne grund er The Andromeda Strain ikke én af de bedst kendte af Robert Wises film, og den overskygges da uden tvivl også af klassikere som bl.a. The Haunting og The Day the Earth Stood Still (1951). Det skal imidlertid ikke ændre ved, at The Andromeda Strain bestemt er seværdig.

Anmeldt i nr. 49 | 13/11/2009

Stikord: Filmatisering, Michael Crichton, Rummet, Sygdom, Videnskab