Jurassic Park III

Da det var tid til at lave opfølgeren til Jurassic Park (1993), The Lost World: Jurassic Park (1997), var Spielbergs protegé Joe Johnston meget interesseret i projektet, og forsøgte aktivt at få lov til at instruere filmen. Det blev imidlertid ikke til noget, bl.a. fordi Spielberg gerne selv ville lave filmen, men da det blev tid til film nummer tre, fik Johnston lov til at overtage instruktørstolen.

Running and screaming

Titlen på den tredje film blev ganske enkelt Jurassic Park III, og det er den eneste af de tre film i trilogien, der ikke er baseret på en roman af Michael Crichton. Men ligesom filmen The Lost World inkorporerede elementer fra romanen Jurassic Park, der ikke fandt vej til filmatiseringen, er der i Jurassic Park III elementer fra Crichtons romaner, der ikke fandt vej til nogen af de første film.

Derudover må man sige, at manuskriptforfatterne Peter Buchman, Alexander Payne og Jim Taylor faktisk har fået stykket et manuskript sammen, der fint lever op til de to første. I virkeligheden har det største problem for forfatterne været, at finde en årsag og en måde at få deres hovedpersoner ud til de dinosaurusoverrendte øer ud for Costa Rica. Derefter er det, som Ian Malcolm siger i The Lost World, ”running and screaming”.

Ikke dermed være sagt, at Jurassic Park III er en dårligt sammensat række scener, hvor hovedpersonerne forsøger at undgå at blive ædt af kæmpeøglerne, men let’s face it – det er dét, det går ud på. Heldigvis er det teknisk særdeles overbevisende lavet og dertil stadig solidt underholdende. Men man kommer ikke uden om, at tredje ombæring er præget af en vis ”øv en tiger”-fornemmelse.

Redningsaktion

Hvor det i The Lost World kun var Jeff Goldblum, der var tilbage fra det originale hold (samt en kort cameo af Richard Attenborough som John Hammond), er Sam Neill tilbage i Jurassic Park III, og også Laura Dern har en lille birolle som Ellie Sattler. Hun kommer dog ikke med til øen. I stedet har Grant én af sine studerende med – Billy, spillet af Allesandro Nivola. Egentlig var det faktisk meningen, at Jeff Goldblums rolle, Ian Malcolm, også skulle have været med, men kort inde i produktionen kom Goldblum til skade med sit ben, og besluttede sig for at droppe ud. Det er egentlig lidt ærgerligt, for den selvfede Ian Malcolm er faktisk én af seriens underholdende karakterer.

Denne gang er det en redningsaktion, der bringer folk til Isla Sorna – som også var den ø, hvor The Lost World udspillede sig. I prologen ser vi, hvorledes en mand og en dreng paraglider (ulovligt) nær Isla Sorna, og må nødlande på øen. Det er drengens fraskilte forældre, der får lokket Alan Grant og Billy med til øen under påskud af, at det kun skulle være en overflyvning. Samtidig påstår de at være stinkende rige, og det er kun på grund af udsigten til at have sine udgravninger finansieret flere år fremover, der får Grant til at sige ja til at være turistguide på overflyvningen.

Selvfølgelig er det ikke kun en overflyvning, og de tre freelancere (jeg vægrer mig ved at sige lejesoldater, for så professionelle er de slet ikke), forældrene har hyret, sætter flyet ned på øen for at starte eftersøgningen. Det går naturligvis lynhurtigt galt, og snart er kun Grant, Billy, forældrene og den ene af de tre fritidslejesoldater tilbage. Forældrene, Paul og Amanda, spilles fint af William H. Macy og Téa Leoni, mens den overlevende freelancer spilles af Michael Jeter.

Nye dinoer og nyt design

Endnu engang går det over stok og sten, mens vore hovedpersoner forsøger at nå igennem junglen og ud til kysten. Undervejs støder de naturligvis på drengen Erik, der har klaret sig selv i otte uger – Amandas nye kæreste finder gruppen nemlig stendød.

Undervejs må vore hovedpersoner endnu engang undgå masser af dinosaurer, der er ude på at spise dem. Velociraptorerne er tilbage som hovedpersonerne – en rolle der i The Lost World var helt overtaget af T-Rex – men vi ser naturligvis også T-Rexen igen. Denne gang er den store Rex imidlertid overgået i størrelse af en gigantisk Spinosaurus, og vi får naturligvis også en slåskamp mellem de to giganter.

Et element fra Jurassic Park (romanen), som er inkorporeret i Jurassic Park III er volieren – et enormt fuglebur, hvor der er Pterodaktyler, og som udgør en stor fare for hovedpersonerne. Der er også flere nye dinosaurusarter med, ligesom der er blevet ændret en smule på designet af dem, vi allerede kender. På den måde er der derfor en del nye ting at kigge på i Jurassic Park III, og effekterne er naturligvis endnu engang helt eminente. Er man derfor bare en lille smule glad for dinosaurer, er det umuligt ikke at lade sig fascinere af Jurassic Park III.

Set før

Handlingen har vi imidlertid set før, så det er ikke for nyhedsværdien som sådan, at man skal se Jurassic Park III. Underholdningsværdien har filmen imidlertid til fulde, og Joe Johnston afvikler handlingen med et solidt greb om genren. Spielbergs eminente sans for timing og for opbygning af suspense har Johnston måske ikke helt, men mindre kan også gøre det, og Jurassic Park III er aldrig mindre end underholdende fra begyndelse til slutning.

Det er en fornøjelse igen at se Sam Neill i junglen, og han gentager uden problemer sin rolle fra Jurassic Park. William H. Macy og Téa Leoni gør det fint som bekymret forældrepar, og naturligvis falder de to fraskilte på ny for hinanden under prøvelserne på øen. De har i øvrigt også nogle små humoristiske øjeblikke sammen, og en del humor leveres også igennem Michael Jeters rolle. Endelig er Allesandro Nivola sympatisk i rollen som Neills nye sidekick.

Hvis man kunne lide Jurassic Park og The Lost World: Jurassic Park vil man helt sikkert også kunne lide Jurassic Park III. Filmen kommer ikke med noget som helst reelt nyt til serien, og måske er det derfor meget godt, at planerne om en fjerde film lader til at være blevet skrinlagt efter Michael Crichtons død i november 2008. Til gengæld kan man roligt lade sig underholde af løjerne i den tredje omgang af Jurassic Park. Jeg var i hvert fald.

Anmeldt i r. 49 | 13/11/2009

Stikord: 3’er, Dinosaurer, Fortsættelse, Junglen, Trilogi, Øer