Terror

Norman J. Warrens Terror kom ud i 1978, og er et godt eksempel på en billig produktion af den type, der blev lavet for at tjene nogle hurtige skejser på en filmtype, der var oppe i tiden.

Hvis Warren havde ventet et års tid med at sende Terror på gaden, ville den næsten med sikkerhed være blevet beskyldt for at være en Halloween-inspireret pseudoslasher, men Terror og Halloween udkom samme år. Desuden er Terror ikke en rigtig slasher; den er nærmere inspireret af de samme italienske film, der selv inspirerede slashergenren, f.eks. Bavas Reazione a catena (A Bay of Blood, 1971). Der er ikke tale om en giallofilm, hvilket bl.a. skyldes de overnaturlige elementer, der spiller en rolle i filmen, men de italienske inspirationskilder er tydelige gennem filmen.

Mangler nerve og stemning

I DVD’ens bagsidetekst nævnes Dario Argentos Suspiria (1977) som en vigtig inspirationskilde til de blodige mord i Terror og som kilde til idéen om den blodtørstige heks, der ligger til rod for handlingen i Terror. Det er højst sandsynligt, bl.a. genkendes den ofte surrealistiske lyssætning fra Suspiria i flere scener i Terror, men derudover er der milevid forskel fra Argentos mesterværk til Warrens film.

Lad det være sagt med det samme: Terror er ingen god film. Ikke fordi den er billig, men fordi mangler nerve og stemning. Warren har måske nok succes med at kopiere flere af de tekniske elementer, der også findes i bl.a. Suspiria, men han besidder på ingen måde Argentos sans for stemningsopbygning.

En grufuld forbandelse

I filmens prolog ser vi, hvorledes en pøbel fanger en kvinde ude i skoven. Vi befinder os i fortiden, og kvinden er tydeligvis mistænkt for at være en heks. De slæber kvinden med og smider hende på bålet. Her viser det sig, at hun vitterligt er en heks, for lige inden hun opsluges af flammerne udspyr hun en frygtelig forbandelse over den familie, der stod bag heksejagten.

Der klippes til nutiden. Filminstruktøren James (John Nolan) har lige indspillet en film om selvsamme heks. Det viser sig, at han selv og hans kusine Ann (Carolyn Courage) er de eneste nulevende medlemmer af den slægt, heksen slyngede sin forbandelse ud over.

Vi befinder os ved en slags fest i James’ hus – det selvsamme hus, hans og Anns forfædre boede i. En af de andre tilstedeværende blærer sig med sine hypnotiske evner, selv om det er rent bluff (hans medsammensvorne spilles i øvrigt af Glynis Barber, der i 1980’erne blev kendt som Makepeace i serien Depsey & Makepeace, der kørte i 1985-86). Ann opfordrer fyren til at hypnotisere sig, og det skulle hun selvfølgelig aldrig have gjort. I hvert fald falder hun tilsyneladende i trance, og begynder at opføre sig meget mærkeligt. Efter at hun har forsøgt at myrde sin fætter med et sværd, der hænger på væggen i stuen, flygter hun ud af huset.

Ligeglad

Derefter begynder folk at dø. Ikke specielt mange, vel at mærke, for på trods af sin titel og DVD-coverets udsagn om, at der er tale om en ”Strong uncut version”, sker der umanerligt lidt i løbet af de ca. 80 minuter, Terror varer. De folk der dør i løbet af filmen er alle nogle, der på én eller anden måde omgiver Ann – så selv om vi aldrig ser morderen, går vi som publikum naturligvis ud fra, at det er hende.

Om det rent faktisk er tilfældet eller ej, er lidt svært at finde ud af, for i filmens sidste tyve minutter begynder der pludselig at ske allehånde overnaturlige ting, inden den afdøde heks selv dukker op i filmens klimaks (Suspiria igen). Så om Ann har en finger med i spillet eller om det har været heksemutter hele vejen igennem, er i sidste ende ret svært at sige. Ærlig talt er man også ret ligeglad med det.

I 1978 var de relativt sparsomme mord, der sker i løbet af Terror, måske hård kost. Jovist, der er en smule blod, men sammenlignet med det, italienerne samtidig diskede op med, er Terror lidt af en tam omgang. Det er imidlertid et sekundært problem. Det er straks værre, at Terror er gennemført stemningsløs, hvilket betyder, at den ikke et øjeblik er det mindste uhyggelig. Opbygningen til mordene forlader sig på slidte klichéer á la ”en mørk og stormfuld aften” (naturligvis med torden), og ingen af drabene virker på noget tidspunkt uhyggelige eller overraskende.

Billigt

En lav production value er ikke nødvendigvis ensbetydende med en dårlig film, men Terror bærer, på den dårlige måde, stærkt præg af at være meget billigt produceret. Der er meget få locations, og de ser alle nedslidte og billige ud – som om, Terror er produceret på de steder, produktionsholdet lige havde adgang til.

Skuespillet er heller ikke just storslået. John Nolan og Carolyn Courage forsøger deres bedste, men ingen af dem gør det synderligt godt. De er imidlertid milevidt over de øvrige medvirkende, der alle som én overspiller frygteligt. Ingen af skuespillerne lader til at have taget projektet seriøst, og man får mistanke om, at det også gjaldt for instruktøren.

Som et kuriosum kan det nævnes, at den mekaniker, der på et tidspunkt dukker op for at hjælpe én af filmens nødstedte damer, spilles af Peter Mayhew. Den næsten 2 meter og 20 centimeter høje Mayhew er bedre kendt for at være manden inde i Chewbacca i George Lucas’ Star Wars-film, men her kan han ses uden dragten på.

Regulært kedelig

Den komplette mangel på stemning og fortællemæssig dynamik gør, at man hurtigt bliver ligeglad med filmens handling. Det betyder, at mordsekvenserne skal være umanerligt veludførte og hyppigt forekommende, for at en film som Terror er værd at se. Det er de ikke, og dermed går Terror faktisk hen og bliver regulært kedelig.

Som et eksempel på en engelsk film, der er lavet for at lave nogle hurtige penge med lidt teaterblod og hårdtslående taglines, er Terror såmænd fin nok i ren filmhistorisk kontekst. Som en film, det er meningen, man skal sætte sig ned og se, kan den ikke anbefales. En total bundskraber er den måske nok ikke, men det er tæt på.

Terror er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt i nr. 48 | 13/10/2009

Stikord: Forbandelser, Hekse, Okkultisme