A Nymphoid Barbarian in Dinosaur Hell

Fanfilm og amatørproduktioner kan være en ganske, ganske frygtelig ting, men et par enkelte film har dog med tiden vist, at de trods deres begrænsede budget havde blivende kvaliteter. Tænk bare på Peter Jacksons Bad Taste (1987) eller for den sags skyld på Sam Raimis Evil Dead (1981), der heller ikke er stort andet end en amatørproduktion.

Begge film var med til at bane vejen for de vordende instruktører, men foruden disse to berømte eksempler, findes der en tæt underskov af film, som nok blev lavet med hjertet på dette rette sted, men savner det rigtige drive. Brett Pipers A Nymphoid Barbarian in Dinosaur Hell fra 1991, er et rigtig godt eksempel på dette.

Labour of love

Pipers film er et ægte labour of love, der trods de gode intentioner og rigeligt med gåpåmod, mangler enhver fornemmelse for timing. Nogen stor instruktør er Brett Piper ikke, men han er en kæmpe Ray Harryhausen-fanboy, og det kommer han langt med. A Nymphoid Barbarian in Dinosaur Hell er nemlig en stor hyldest til den gamle stop motion-konge, og filmens handling er nærmest kun et påskud for at kunne iscenesætte så mange animerede sekvenser som muligt.

De der har set Jack Woods’ Equinox fra 1970 vil vide præcis, hvad man kan forvente af A Nymphoid Barbarian in Dinosaur Hell, om end førnævnte måske er en anelse mere professionel. Begge film er dog lavet ud af samme kærlighed til Harryhausens film, men ud over rent faktisk at være særdeles dygtige animatorer, har hverken Jack Woods eller Brett Piper ret meget at byde på.

Postapokalyptisk fantasy

A Nymphoid Barbarian in Dinosaur Hell er en blanding mellem postapokalyptisk science fiction og hårdkogt fantasy. Handlingen er henlagt til tiden efter en altødelæggende atomkrig, og Amerika er nu et overgroet vildnis, der befolkes af blodtørstige mutanter, enorme dinosauruslignende monstre og naturligvis en meget lille håndfuld gæve mennesker, der forsøger at holde sig i live. Det er dog ikke let, for hver eneste dag byder på nye udfordringer, og alle lever og dør derfor med sværdet i hånden.

Vores hovedperson er den selvproklamerede barbar og nymfoman Lea (Linda Corwin), der var ganske ung, da atomkrigen rasede ud. Hun har derfor vage minder om tiden før krigen, og med en uskyldig lillepigefacon drømmer hun sig nu gennem dagligdagen. Livet bliver lidt sjovere for Lea, da hun møder machobarbaren Marn (Paul Guzzi). De forelsker sig uden mange ord, og snart vandrer de planløst omkring i ødemarken sammen. Vi ser dem bade, vi ser dem sove, vi ser dem gå og vi ser dem lave en lang række ligegyldige ting, mens vi venter på at filmen for alvor skal komme i gang.

Reptilmænd

Handlingen kommer først i skred, da den onde, kannibalistiske kriger Clon (Alex Pirnie) angriber de to elskende og kidnapper Lea. Marn bliver efterladt bevidstløs i græsset, mens Lea slæbes med. Clon er leder for en stor bande hæslige reptilmænd, og de holder til i en stor, dyster borg. Her skal Lea hen, men det lykkes vores heltinde at flygte, før det er for sent. Nu opstår den spidsfindige situation, at Lea tror, at Marn ligeledes blev taget til fange af Clon, og Marn tror det samme om Lea. Intetanende begiver de to sig nu mod borgen for at redde den anden, og det skaber naturligvis rig mulighed for komplikationer, som den grusomme Clon ikke er sen til at udnytte.

Undervejs møder både Marn og Lea venner og fjender. Marn møder eksempelvis en gammel vismand, der udstyrer barbaren med et mægtigt våben fra fortiden – en stor pistol – der efterfølgende bliver brugt flittigt, indtil den beklageligvis løber tør for ammunition i en særdeles kritisk situation.

Lea stifter bekendtskab med en tragisk mutant, der i bedste skønheden-og-udyret-stil hader sig selv og derfor går maskeret. Han er heldigvis en særdeles dygtig kriger, og det er takket være hans store stridsøkse, at Lea i sidste ende når frem til borgen. Clons borg er i øvrigt en af den slags borge, der ser meget store ud på afstand, men tager sig ganske lille ud, så snart handlingen rent faktisk udspiller sig inde i den.

Hverken Lea eller Marn får det let, og der skal både nedkæmpes reptilmænd og kæmpemonstre i stort antal, før de atter kan genforenes. Overskurken Clon må man heller ikke forglemme, og han får da også lige lejlighed til at gramse lidt på Lea, før hun slipper ud af hans kløer.

Som dårlig rødvin

Alt dette lyder sikkert meget godt. Ganske vist er handlingen dybt uoriginal og benytter sig af et utal fantasyklichéer, men det er sådan set ikke det vigtige i denne sammenhæng. Man skal nærmere spørge, om det så fungerer. Til dette må man klart svare nej, for A Nymphoid Barbarian in Dinosaur Hell er en gennemført skrækkelig film.

Skuespillet er hårrejsende dårligt, og ingen af de medvirkende har spillet med i ret meget andet end denne ene film. Rent faktisk spiller alle skuespillerne mindst to roller i filmen, da de også bliver brugt som reptilmænd og andre monstre, hvilket man ikke kan se på grund af den ubehjælpelige sminke, de fleste væsner er udstyret med. Efter enhver normal standard må man afvise A Nymphoid Barbarian in Dinosaur Hell som en af de mest rædselsfulde fantasyfilm, der til dato er lavet.

Men på den anden side, har filmen en eller anden dragende effekt. Det er lidt lige som dårlig rødvin. De første par glas er helt forfærdelige, men så glemmer man den grimme smag, og når man finder den anden flaske frem, smager det som saftevand. Sådan er det også med A Nymphoid Barbarian in Dinosaur Hell, for efter det første kvarter har man vænnet sig til elendigheden, og så begynder filmen at vokse. Ja, effekterne er jammerlige og ja, skuespillet er latterligt, men der er både vision og gejst bag produktionen, som smitter af på seeren. Tilmed er stop motion-effekterne meget flotte og ganske kreative. Derfor er A Nymphoid Barbarian in Dinosaur Hell i sidste ende slet ikke så dårlig endda.

Røvballekomik af værste skuffe

Det er næppe overraskende Troma, der har udsendt filmen, og sammenlignet med hovedparten af alt det andet lort, som dette selskab har smidt på markedet, er dette faktisk en af deres mere hæderlige udgivelser. To ting må man dog kritisere A Nymphoid Barbarian in Dinosaur Hell for, og det er først og fremmest den latterlige humor, der dukker op flere steder. Man fristes til at kalde den Troma-humor, og personlig hader jeg den. Det er fjollet røvballekomik af værste skuffe, og det er synd. Idéen er jo sikkert, at lidt humor skal vise, at folkene bag filmen ikke tager produktionen alt for højtideligt, men det kan gøres meget mere elegant end den form Tromas instruktører bruger.

Det andet punkt er selve scoret, som bruges i A Nymphoid Barbarian in Dinosaur Hell. Sjældent har jeg hørt mere rædselsfuldt synthesizermusik, og de stakler der skrev musikken har endda forsøgt at efterligne traditionel filmmusik, hvilket får det hele til at lyde endnu mere ynkeligt. Musikken er i øvrigt skrevet af bandet The Astral Warriors, og det skal betragtes som en advarsel.

Nu hvor vi er i gang med at klage, må det også nævnes, at filmens kulørte titel er rent blikfang. Lea er omtrent den mest frigide nymfoman, filmhistorien endnu har set, og var det ikke for et par voldtægtsscener, var filmen helt blottet for sex. Titlen er med andre ord et billigt trick, hvilket Troma burde skamme sig over – jeg fik i hvert fald ikke indfriet mine forventninger!

Underholdende

A Nymphoid Barbarian in Dinosaur Hell er ganske enkelt et stykke amatørtrash af værste skuffe, men som så ofte før opstår der en ny mening i al den elendighed, og på en eller anden måde formår filmen at underholde. Det er ikke nogen bragende god underholdning, men sammenlignet med eksempelvis mere pompøse fantasyfilm som Legend (1985) og Willow (1988), har A Nymphoid Barbarian in Dinosaur Hell slet ikke så meget at skamme sig over. Den bliver i hvert fald aldrig pinlig på samme kedelige måde, men det kræver måske nok en lidt alternativ tankegang for at indse dette – noget Blockbuster-hit bliver Brett Pipers film i hvert fald ikke.

Hånden på hjertet, jeg har en svaghed for A Nymphoid Barbarian in Dinosaur Hell, men det kan måske skyldes, at jeg er en dum gammel Ray Harryhausen-fan, der elsker stop motion. Er du i stand til at finde det positive i selv ultra-trashy film, og er du samtidig glad for filmens lidt snævre genre, er det slet ikke utænkeligt, at du som mig vil være godt underholdt i selskab med Lea, Marn og alle de andre.

Anmeldt i nr. 16 | 13/02/2007

Stikord: Atomkrig, Barbarer, Fantasy, Kannibaler, Postapokalyptika