Universals Frankenstein fra 1931 blev en enorm publikumssucces, og anmelderne elskede den. Den blev udråbt som den bedste gyserfilm nogensinde, og filmens instruktør, James Whale, kunne med et regne sig blandt Hollywoods mest fremtrædende filmskabere. Boris Karloff, der spillede det monster, der er filmens omdrejningspunkt, var også med et blevet en stor stjerne.
Man kan derfor heller ikke fortænke Universal i, at de meget gerne ville lancere en efterfølger til denne kæmpesucces. Det gjorde de allerede i 1933, under titlen Return of Frankenstein, men vel at mærke uden noget manuskript eller nogen instruktør.
Hvad der siden hændte
James Whale selv havde afvist at lave en fortsættelse til Frankenstein, men i 1934 fik Universal ham overbevist. Lokkemaden, der fik Whale til at bide på krogen, var, at han ville få langt friere hænder til at lave filmen, og det kunne instruktøren ikke stå for. Resultatet blev Bride of Frankenstein, der i 1935 kunne opleves i biograferne.
Med Bride of Frankenstein har vi helt forladt Mary Shelleys roman, der lå til grund for den første film. Ud over enkelte detaljer, der er hentet fra romanen, er alt hvad der sker i James Whales anden Frankenstein-film helt nyt. Manuskriptet til efterfølgeren blev skrevet af William Hurlbut, og det blev hans opgave at forestille sig, hvad der kunne ske efter den første film var afsluttet.
Hurlbut var sig tilsyneladende meget bevidst om, at han nu bevægede sig meget langt væk fra den oprindelige roman, og nok af samme grund valgte han at indsætte en lille prolog, der udspiller sig i Schweiz. Vi møder her selveste Mary Shelley, hendes mand Percy Bysshe Shelley og Lord Byron, på en sen aften, der ikke minder så lidt om den der oprindeligt inspirerede Mary Shelley til at skrive Frankenstein.
Denne aften udspiller sig noget senere, efter Mary har oplæst sin historie for de andre og Byron står nu og genfortæller hændelserne. Det tjener som en form for tilbageblik, hvor vi meget kort ser et resumé af den første films handling. Med det overstået, spørger Mary om de to digtere kunne tænke sig at høre hvad der skete siden hen, og så kan Bride of Frankenstein ellers begynde.
Dr. Pretorius
Filmen starter imidlertid ikke helt der, hvor Frankenstein stoppede, for her blev Henry Frankenstein bragt hjem og lå i sin seng med konen Elizabeth ved sin side. Det er ændret i Bride of Frankenstein, der sender os tilbage til den brændende mølle, der dannede rammen for den første films klimaktiske konfrontation mellem monstret og Henry. Møllen synker nu i grus og den vrede pøbel, der antændte den, begynder at slæbe Frankenstein hjem.
Alle er sikre på, at monstret er omkommet i flammerne, men det er det naturligvis ikke. Skabningen overlever, da den falder ned gennem gulvet og havner i en underjordisk hule under møllen. Det reder den fra flammerne, og mens Frankenstein bliver bragt hjem til sin kone Elizabeths pleje, kravler monstret op fra den rygende brandtomt.
Meget hvile får Henry ikke, for knap er han kommet i seng, før det banker på døren og tjenestepigen kan meddele, at en Dr. Pretorius ønsker at tale med ham. Pretorius og Henry kender hinanden fra universitetet i Goldstadt, og præcis som Henry eksperimenterede Pretorius med kimen til liv. Han blev imidlertid smidt ud af universitetet på grund af sine eksperimenter, og Henry har ikke hørt noget til ham siden.
Nu er hele affæren med monstret kommet Pretorius for øre, og han ønsker at vise Henry resultaterne af sit eget arbejde. På trods af at han er svag og træt, indvilliger Frankenstein i at følge med Pretorius hjem, og her ser han et sælsomt syn. Pretorius har nemlig skabt en lang række levende miniaturemennesker og endda en enkelt havfrue. Hvor Frankenstein skabte liv ud af døde kroppe, har Pretorius skabt liv ud af sæd, som naturen selv gør det.
Resultatet er intet mindre end uhyrligt, og nu ønsker den dystre læge, at Frankenstein skal samarbejde med ham. Det afviser Henry blankt. Han har fået nok af lig og forbudte eksperimenter, men som det snart skal vise sig, får Pretorius en klemme på ham.
Det talende monster
Imens dette står på og i de følgende mange dage, tumler monstret omkring på fri fod. Hvor end det viser sig, bliver det dog mødt med fjendskab. Først da skabningen render ind i en gammel blind eneboer, finder den sin første virkelige ven. Her sker der så også store ting, for den tålmodige gamle mand lærer rent faktisk skabningen at tale. Godt nok er det ikke Mary Shelleys velartikulerede skabning, der introduceres, men monstret lærer at mestre ord som “good”, “friend” og så fremdeles.
Alt ånder fred og ro, indtil to jægere kigger forbi eneboerens hytte og ser monstret. Straks beskyder de skabningen, og det ulykkelige væsen må atter flygte. Panisk og hadefuldt løber det ud på en kirkegård, hvor det skjuler sig i en gammel krypt.
Skæbnen vil, at Dr. Pretorius opholder sig i netop denne krypt for at stjæle en 19-årig piges skelet. Da Pretorius ser monstret, øjner han straks en mulighed for at overtale Frankenstein til samarbejde og en plan bliver iværksat. Monstret overfalder atter Elizabeth, Henrys kone, præcis som i den første film, blot kidnapper skabningen hende denne gang. Sagen er nu klar, for hvis Henry ikke samarbejder, vil monstret dræbe Elizabeth. På den led vender Frankenstein tilbage til laboratoriet i det gamle vagttårn, for, denne gang sammen med Dr. Pretorius, at skabe en kvinde.
Surrealistisk stemning
Handlingen i Bride of Frankenstein slingrer usikkert derudaf, uden man har nogen fornemmelse af, hvor det hele skal ende. Historien er på ingen måde så velgennemtænkt og veludført som i Frankenstein, men hvad Bride of Frankenstein måske taber på plot, vinder den på sin bizarre atmosfære. I den første film spillede det makabre en central rolle, men i efterfølgeren er det blevet endnu mere eksplicit.
Dertil kommer så også, at James Whale er blevet en mere sikker instruktør, der tør lege med kameraet og udfordre sine seere med eksperimenterende vinkler og overraskende lyssætning. Også selve kulisserne er blevet mærkbart mere ekspressive og udtryksfulde. Det skaber en alt andet end ordinær film, der absolut ikke blev modtaget lige så godt som den første.
Faktisk er der mange avantgardistiske træk ved Bride of Frankenstein, som føjer en surrealistisk stemning til filmen. De små miniaturemennesker eksempelvis, eller den altoverskyggende Dr. Pretorius, der på en gang er så åbenlyst bøsse og samtidig så grusomt fascinerende, at det er meget overraskende at møde en sådan karakter i en film fra 1935.
Eksempelvis scenen hvor han fortæller Frankenstein, at alt ville være meget sjovere hvis vi alle var djævle og glemte alt om Gud og engle, eller situationen da han anretter en frokost i krypten på kirkegården og giver sig til at spise dernede i mørket, med skelettet af den 19-årige pige som borddame. Det er ikke så underligt at mange, rigtig mange, efterfølgende har planket denne karakter og brugt ham som skabelon for den ultimative, dekadente gudsbespotter.
Guder og mennesker
Tematisk er Bride of Frankenstein mere eller mindre end gentagelse af Frankenstein, om end budskabet er blevet forplumret en del. Dertil kommer at det religiøse aspekt har fået mere plads. Bemærk blot de mange krucifikser, der pludseligt optræder i denne film, og måden de bliver fremhævet på. Man kan endda også se antydninger af kristuslignelser i måden monstret bliver behandlet på.
Alt dette leder naturligvis hen mod en ganske bestemt pointe. Det store spørgsmål er jo nemlig, hvem der siger, at det er forbudt for mennesker at blive guder? Hvorfor har Frankenstein og Pretorius ikke lov til at udnytte de resultater, de har fundet frem til? Hvor er forskellen mellem dem og Gud? “To a new world of gods and monsters!” siger Pretorius skålende på et tidspunkt, og muligvis er det nøglen til filmens nærmest hedonistiske budskab, for hvorfor egentlig ikke? Naturligvis kunne Whale ikke lade sin skurk slippe af sted med en sådan blasfemisk adfærd, men der kan næppe være nogen tvivl om, at instruktøren havde taget stilling til filmens problematik.
Ventetiden værd
Blandt de medvirkende er der en række gengangere fra den første film. I rollen som Henry Frankenstein finder vi atter engelske Colin Clive. I Frankenstein havde han stadig noget af sit dandy-udseende, men i Bride of Frankenstein ser Clive både hærget og træt ud. Han gør det atter fabelagtigt, men det er tydeligt at hans voldsomme alkoholforbrug var ved at indhente ham. Colin Clive døde da også af druk i 1937.
Rollen som Elizabeth er blevet overtaget af den mørkhårede Valerie Hobson, modsat den blonde Mae Clarke der havde rollen i den første film. Pretorius, der utvivlsomt er filmens absolutte højdepunkt, spilles umanerligt godt af Ernest Thesiger. Manden der imidlertid nævnes først på rollelisten er ingen anden end Boris Karloff, der atter har iklædt sig den tunge make-up og taget rollen som monstret.
En der slet ikke er blevet nævnt endnu, og det med vilje, er den mystiske brud som Frankenstein og Pretorius vil skabe. Hun er kun ganske lidt med i filmen, og blev spillet af den smukke Elsa Lanchester, der også spillede Mary Shelley i filmens prolog. Kvindeskabningen er knap med i syv minutter af handlingen, men da hun kommer, har det været ventetiden værd. Filmens synes her at toppe i absurditet og gyserfans bør unde sig selv det øjeblik, da hun rejser sig fra laboratoriebordet og føres ud på gulvet med Frankenstein og Pretorius i hver sin hånd.
Filmkunst på højt niveau
Bride of Frankenstein har sine mangler og den er på ingen måde så helstøbt som Frankenstein, men man mærker James Whales nærvær på en helt anden måde i denne film. Her er vitterligt tale om filmkunst på højt niveau, og mens Frankenstein egentlig er en meget pæn og borgerlig gyser, udfordrer Bride of Frankenstein normerne på en helt anden måde.
Den er bizar, morbid, blasfemisk og fyldt med sort humor. Derfor foretrækker jeg også til enhver tid denne frem for den første. For gyserfans er Bride of Frankenstein en del af den eviggyldige kanon, men man bør først og fremmest se den, fordi filmen er forbandet betagende.
Dansk titel: Frankensteins brud
Instruktør: James Whale
Manuskript: William Hurlbut
Cast: Colin Clive (Dr. Henry Frankenstein), Valerie Hobson (Elizabeth), Ernest Thesiger (Dr. Pretorius), Boris Karloff (Skabningen), Elsa Lanchester (Monstrets brud & Mary Shelley)
Producere: Carl Laemmle Jr (producer)
Foto: John J. Mescall
Klip: Ted J. Kent
Musik: Franz Waxman
Spilletid: 75 minutter
Aspect ratio: Fullframe
Lyd: Mono
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk, engelsk
Produktionsland, år: USA, 1935
Produktionsselskaber: Universal Pictures
Distributør (DVD): Universal Home Entertainment
Udgave/region: 2
Denne anmeldelse er baseret på filmen, som den er blevet udgivet i Frankenstein – The Legacy Collection-boksen fra 2004.
Anmeldt i nr. 15 | 13/01/2007
Stikord: 2’er, Fortsættelse, Frankensteins monster, Gotika
