Chopper Chicks in Zombietown

Når man har en Tromafilm mellem hænderne, ved man godt at det næppe drejer sig om et mesterværk. Faktisk er der med stor sandsynlighed tale om det direkte modsatte. Troma er blevet berømte på ultrabillige genrefilm, der stort set aldrig forventer at blive taget alt for alvorligt. Det er letbenede film, beregnet på fans, der kan distancere sig ironisk til den ellers så alvorlige horrorindustri. Om man falder for Tromas udgivelser eller ej, er i høj grad en smagssag og Chopper Chicks in Zombietown fra 1989 er bestemt ingen undtagelse.

Bagmanden bag filmen er den komplet ukendte Dan Hoskins, der både skrev og instruerede. Han havde instrueret Pretty Smart tilbage i 1987, der blandt andet inkluderede en meget ung Patricia Arquette, men Hoskins’ karriere endte brat med Chopper Chicks in Zombietown. To film, mere blev det ikke til, og når alt kommer til alt, er det nok også godt nok, for noget stort talent var Hoskins bestemt ikke.

Motorcykelsluts og gale professorer

Chopper Chicks begynder da den lesbiske motorcykelbande Cycle Sluts ankommer til en lille soveby midt ude i ørkenen. Banden er som sædvanligt ude på ballade, og der opstår da også ret hurtigt problemer med de lokale. De kvindelige bikere ved godt hvordan man morer sig, og vi følger derfor de enkelt piger på deres små eventyr i filmens første del.

Noget er imidlertid under opsejling, for det viser sig at den lokale bedemand er en ondskabsfuld professor, der er gået under jorden. Han har i ly af sit nye arbejde kunnet fortsætte sine makabre eksperimenter med lig, men omtrent samtidig med at pigerne ankommer til byen, sker der et uheld. Bedemanden har nemlig indopereret batterier i hjernen på lig gennem noget tid, i håb om at kunne genoplive dem. Det er også lykkedes for ham, men de døde vil ikke helt makke ret.

For at skjule sine eksperimenter har bedemanden anbragt dem i en forladt mine uden for byen. Det viser sig bare, at minen også er blevet brugt som depot for atomart affald, og da eksperimenterne kommer i kontakt med den radioaktive stråling, bliver de til blodsultne zombier, der bryder fri af minen og vandrer ind mod byen.

Batteridrevne zombier

Vi følger nu først og fremmest bikernes hærgen i byen og deres interne stridigheder. Deres leder Rox (Catherine Carlen) er en strid kælling, som undertrykker de andre medlemmer, og man fornemmer, at et oprør er under opsejling. Samtidig har Dede (Jamie Rose) en mand i byen, hvilket bestemt ikke er velanset blandt de øvrige medlemmer af Cycle Sluts. Manden bliver i øvrigt spillet af Billy Bob Thornton i en af hans allertidligste roller overhovedet. Der bliver med andre ord lagt op til en masse intriger pigerne imellem, men de fleste er så ubehjælpelige og fjollede, at det næsten ikke er umagen værd at beskrive dem nærmere.

Mens pigerne gør byen usikker følger vi også bedemanden, der først forsøger at få kontrol over situationen, men da det går op for ham at alt er tabt, hopper han i den anden grøft, og begynder at fremstille flere batteridrevne zombier. I dette spiller hans medhjælper, den lille dværg Bob Littleton (Ed Gale), en ikke uvæsentlig rolle. Bedemanden har lovet Bob at han kan gøre ham stor, men hvis det skal gå i opfyldelse, må han gøre som der bliver sagt. Derfor sniger Bob sig nu omkring i byen med en kæmpe gøb og skaffer nye ofre til den gale bedemands eksperimenter.

Prikken over i’et er, at vi også får lejlighed til at følge en busfuld blinde børn, der strander i byen. De aner naturligvis ikke hvad der sker, og da zombierne når frem til byen, skulle man jo umiddelbart mene at de blinde børn ville blive lette ofre, men her kommer den Uzi, som deres buschauffør gemmer under førersædet til at spille en central rolle.

Det skal måske også lige nævnes, at vi til tider får lov at følge den lille bys mere almindelige indbyggere, og her er det navnlig byens tåbelige sherif Bugiere, der stjæler billedet. Han bliver spillet af Lewis Arquette, far til David og Patricia Arquette, men om Dan Hoskins har haft en særlig forkærlighed for Arquette-familien eller ej, er ikke helt til at afgøre.

Masser af splat

Alle de involverede parter løber mere eller mindre forvirret omkring i byen, mens den mildest talt tvivlsomme handling halter af sted på må og få. Det eneste faste holdepunkt er sværmen af zombier, der kommer nærmere og nærmere. Endeligt når de da også byen, og så er det tid til kamp. Byens indbyggere nægter at slås mod de døde, da det er deres eget kød og blod som de siger, og det er derfor nu op til bikerpigerne, den lille dværg og et par unge mænd fra byen.

I bedste splatterstil kaster vores helte sig over de levende døde med store geværer, motorsav, boldtræ, håndgranater, knive og endda en ghettoblaster. Mens filmens første del kun bød på splat i afmålte mængder, indhentes noget af det forsømte nu, og hovederne ruller i gaderne. Desværre viser det sig, at zombierne har overtaget, og hvis bikerne ikke kan finde på en snedig plan, er alt tabt. Om pigerne finder en løsning på zombieproblemet skal ikke afsløres, det må man se filmen for at få opklaret.

En wannabe Peter Jackson

Chopper Chicks in Zombietown er lavet ud fra præcis samme ånd som Peter Jacksons Bad Taste (1987) og Braindead (1992). Det vil sige lige dele humor og splat, men hvor man tydeligt mærker Jacksons evner som instruktør, har Dan Hoskins slet ikke samme nerve.

Chopper Chicks in Zombietown mangler både tempo og den gnist, der får hele den absurde handling til at gå op i en højere enhed. Flere af filmens medvirkende er sådan set ganske fine skuespillere, men af en eller anden grund falder deres replikker tungt til jorden. Det virker mildest talt som om Hoskins slet ikke magtede sin egen film, og dermed mister han sit publikum allerede få minutter inde i handlingen.

Det eneste som filmen for alvor kan leve højt på, er den vanvittige bedemand og dværgen. De udgør en temmelig morsom duo, og scenen hvor vi ser bedemanden anbringe et af sine batterier i hovedet på en vordende zombie er særdeles festlig. Desværre er det bare ikke nok til at holde hele filmen kørende, og man skal være usædvanligt let at underholde for at kunne holde gejsten oppe gennem hele Chopper Chicks in Zombietown.

Ligner en billig TV-produktion

Visuelt minder Chopper Chicks in Zombietown om en meget, meget billig TV-produktion, og da vi på et tidspunkt ser en farm blive angrebet af zombier, er det ret tydeligt, at farmen er lavet af pap eller noget tilsvarende let materiale. Da farmen få øjeblikke senere sprænges i luften, har vi nok svaret på, hvorfor den skulle være så billig, men i sidste ende kommer den slags detaljer til at virke lidt pinagtige.

Filmens største problem er imidlertid nok, at Hoskins forelskede sig i sine bikere. De får alt for meget tid til tåbelige samtaler om loyalitet og meningen med livet. Man fornemmer klart, at Hoskins forsøgte en balancegang mellem at give pigerne rigtige personligheder, men samtidig at spille på deres rå attitude. Det fungerer slet ikke, for det ene øjeblik sidder man og lytter til komplet ligegyldig snak om venskab, mens man det næste øjeblik småmorer sig, mens pigerne uddeler tæsk til zombier.

Havde Hoskins bare kørt linen ud og ladet pigerne være rene, rå voldsdyr, havde det været fint. Det er faktisk ret ligegyldigt, hvorfor de har valgt et liv som Cycle Sluts, det eneste man har lyst til, er at se dem sparke noget røv. Det får vi bare ikke lov til før helt til sidst, og derfor skuffer filmen langt mere end den burde.

Tæt på den rene elendighed

Chopper Chicks in Zombietown er i sidste ende en ganske forfærdelig film, der ene og alene lever på sin ret vanvittige handling. Glimtvis er filmen faktisk ganske fornøjelig, og man kan uden tvivl finde langt værre film end denne, men netop fordi Chopper Chicks in Zombietown har et så vanvittigt udgangspunkt, bliver man også ret skuffet når den ikke formår at leve op til det.

Filmen løber ganske enkelt ud i sandet, og havde det ikke været for den sidste halve time, hvor der leveres solidt zombiesplat, havde det været den rene elendighed. På en eller anden måde lykkes det dog for filmen at slæbe sig i mål med et minimum af forsonende træk. I sidste ende virker filmen som en rigtig, rigtig dårlig joke af den type, hvor man klukker lidt mens man hører den, men derefter ryster på hovedet og glemmer den igen.

Chopper Chicks in Zombietown er ikke anbefalelsesværdig, men skulle du alligevel falde over den et sted, kan du jo overveje om den ikke vil være en god hadegave til en af de venner, der i forvejen har alt for mange dårlige film i sin DVD-samling.

Anmeldt i nr. 13 | 13/11/2006

Stikord: Bikere, Lesbianisme, Splat, Zombier