All Flesh Must Be Eaten: The Zombie Survival Roleplaying Game

Efter vampyrer er zombier nok det mest populære monster overhovedet. Der findes efterhånden uhyggeligt mange film, bøger, computerspil og tegneserier, der har deres omdrejningspunkt i zombiemytologien.

Selv på rollespilsfronten har zombierne sådan set altid været med, om end de aldrig har indtaget en central plads. Det har Eden Studios imidlertid rodet bod på. Med deres spil All Flesh Must Be Eaten fra 1999 introducerede de konceptet “Zombie Survival Roleplaying”, der i al sin enkelthed rammer kerneelementerne i hovedparten af alle zombiefilm.

Succesfuldt forlag

Præmissen er ganske enkelt den, at de døde har rejst sig fra deres grave og omstyrtet verdensordenen, som vi kender den. Menneskene er i undertal, og de må nu kæmpe en desperat kamp for overlevelse mod den nærmest uendelige sværm af omvandrende lig.

Inspirationskilderne til spillet er naturligvis alle de klassiske zombiefilm, lige fra Romeros Dead-trilogi, over mere obskure italienske splatterfilm og frem til sen-90’ernes hårdtpumpede actionhorror. Der har aldrig tidligere været lanceret et spil som All Flesh Must Be Eaten, og det til trods for at konceptet er så enkelt og ligefremt, at det jo nærmest har skreget på at blive omskrevet til en rollespilssetting. Det der nok kommer tættest på, er eksempelvis Ravenloft-scenariet Night of the Walking Dead eller vores hjemlige, ret fjollede, Tropical Zombies.

Det har da også vist sig, at Eden Studios ikke ramte helt ved siden af, da de udsendte All Flesh Must Be Eaten tilbage i 1999. Spillet er nemlig sidste år atter udkommet i en såkaldt Revised Edition, og tilmed er der udkommet et ret stort antal supplementer og fangear til spillet. Faktisk er Eden Studios et af de få rollespilsfirmaer, der har klaret sig rigtig godt, siden de trådte ind på RPG-markedet med debutspillet Conspiracy-X fra 1997.

Conspiracy-X var et helhjertet forsøg på at indfange stemningen fra den dengang stadig afsindigt populære serie X-Files, og efterfølgende har Eden Studios faktisk gjort det til lidt af en mærkesag, med ganske filmisk orienterede udgivelser. Foruden All Flesh Must Be Eaten, der i høj grad hviler på forlæg fra filmens verden, har selskabet eksempelvis også haft stor succes med spil baseret på TV-serierne Buffy the Vampire Slayer og Angel.

Forfriskende

Skal man være lidt grov, kunne man nok karakterisere Eden Studios som et udpræget “light”-selskab, forstået sådan, at deres spil lever på genkendelsens glæde og en knap så dybsindig tilgang til rollespillet. Det kan på den anden side også være ganske forfriskende, da de fleste vel stadig har en del tømmermænd ovenpå de mange år med White Wolf som bannerfører.

All Flesh Must Be Eaten skiller sig da heller ikke nævneværdigt ud fra selskabets generelle profil. Eden Studios’ zombiespil er en blanding af horror, action og drama. Der er hverken lagt op til dybsindig grublen over livets genvordigheder eller etiske overvejelser om, hvorvidt det er rigtigt eller forkert at myrde zombier. Det handler om overlevelse, og som i alle gode zombiefilm kræver spillets historier sine ofre. Konceptet for spillet er dermed krystalklart, og det ligger der en hel del charme i. Af den grund kan det i øvrigt også bemærkes, at All Flesh Must Be Eaten blev nomineret til den prestigefyldte Origin Award i 2000 i kategorien “Bedste rollespil”.

Denne anmeldelse er baseret på spillets Revised Edition fra 2005, men der er for så vidt ikke den store forskel mellem den oprindelige udgivelse fra 1999 og så den nye fra sidste år. Begge bøger minder om hinanden, og har Eden Studios’ karakteristiske, kvadratiske format. Bogens sider er rigt illustreret og forsynet med et dynamisk, særdeles uroligt layout. Skrifttypen varierer og der benyttes en del grafiske tricks for at gøre det hele endnu mere fængende.

Flere af illustrationerne, som i øvrigt svinger fra helt klassiske stregtegninger til rene digitale fremstillinger, er gengivet som var de filmstumper. Det bliver således også grafisk understøttet, at spillet skal forstås filmisk og spilles i et tempo, der ville svare til filmens verden. Overordnet set er All Flesh Must Be Eaten et gennemført produkt. Papirkvaliteten er høj og bogens indbinding er som den bør være. Eden Studios har kræset om deres udgivelse, men det mærkes også på prisen!

Reglerne

Der er egentlig ikke nogen grund til at gå alt for meget i dybden med reglerne til All Flesh Must Be Eaten, for de vil utvivlsomt forekomme de fleste læsere bekendte, når man først har fået hul på bogen. Som de fleste andre af Eden Studios’ udgivelser, benytter All Flesh Must Be Eaten sig af det såkaldte Unisystem, der er et regelsæt, som Eden selv har udviklet. I store træk er der tale om en fusion mellem GURPS og Storyteller-systemet. Man bygger sin karakter præcis som i GURPS, men reglerne er tænkt gennem Storyteller-systemets optik. Har man kendskab til enten GURPS eller et af White Wolfs spil, er der ingen ben i Eden Studios’ Unisystem.

Alle karakterer har en række klassiske kerneattributter, som eksempelvis Strength, Intelligence, Dexterity og så fremdeles. Alle attributterne forsynes med et antal point fra 1 til 6. Disse point fordeler man ud fra en generel pointpulje, der også skal bruges til at købe skills og andre særlige evner, hvis Spillederen tillader dette. Spillederen hedder i øvrigt en Zombie Master, hvilket jo er lidt sjovt.

Man kan også købe fordele, Advantages, for sine point og indtjene nye point ved at udstyre sin karakter med ulemper – Disadvantages. Som sagt er der intet nyt under solen. Alle terningslag afgøres ud fra en difficulty fastsat af Spillederen, og dermed ligner spillet jo også langt de fleste fra samme periode. Det eneste “nye” i den sammenhæng er, at Unisystem benytter sig af en række forskellige terninger. Det vil sige at man både har brug for sine D4-, D6-, D10- og D12-terninger, hvilket til en vis grad må regnes som dette systems gimmick.

For at afgøre hvor mange point man må skabe sin spilperson ud fra, har spillederen på forhånd fastsat, hvilken type scenarie eller kampagne, der spilles. Spillet opererer således med Norms, der er helt almindelige mennesker med almindelige jobs. De har ikke specielt mange færdigheder, og dermed ikke synderligt store chancer for at overleve.

Dernæst er der de såkaldte Survivors, som har lidt flere evner, takket være særlige jobs som soldater, politibetjente, lejemordere og hvad man nu ellers kan forestille sig i den dur. De sidste er dem, der kaldes Inspired. Det er personer, der i et eller andet omfang står i kontakt med højere magter og derfor også er i besiddelse af særlige, overnaturlige evner. Der er her tale om præster, New Age-freaks, Kong-Fu-munke og alt andet, som på en eller anden måde i filmens verden gør sig fortjent til evner ud over det sædvanlige.

Idéen er, at man helst ikke skal blande disse tre typer, men spillet lægger på den anden side også op til, at Spillederen kan udnytte typernes forskellige evner for at skabe en alsidig spilgruppe. For at lette spillernes arbejde, bliver der også præsenteret en række arketyper som stort set kan spilles i den form de vises i. Det eneste spilleren skal, er at finde på et navn og lave nogle få justeringer for at gøre arketypen lidt personlig.

Grundlæggende er reglerne ganske enkle, men der kommer løbende eksempler på hvordan systemet kan udbygges og gøres mere deltaljeret. Der findes således også regler for hvordan alder kan påvirke det pointantal man skaber sin rolle ud fra.

Det mest interessante i afsnittet om regler er imidlertid det stykke, der omhandler hvordan reglerne rent faktisk skal bruges. Der bliver nemlig her brugt en del plads på at diskutere, hvad reglerne er, hvordan de skal opfattes og der opstilles en række modeller for, hvordan spillet kan køres terningløst, med få terningslag og – så at sige – med hele pakken. Der præsenteres endda også et alternativt system, hvor man kan bruge helt almindelige spillekort i stedet for terninger.

Med andre ord kan man få systemet præcis som man ønsker det. Tilmed bliver bogens sidste 20 sider brugt på at vise hvordan All Flesh Must Be Eaten kan konverteres til D20 Modern, der er et sæt D20-grundregler som Wizards of the Coast udgav i 2002. Som navnet afslører, giver Wizards her deres bud på, hvordan D20-reglerne kan se ud i nutids- og nærfremtidsspil. Reglerne blev naturligvis, som den oprindelige fantasyvariant, udgivet som open source, og det har Eden Studios benyttet sig af.

Settingen

Præcis som zombiefilm er meget forskellige, forsøger All Flesh Must Be Eaten heller ikke at præsentere en samlet setting for spillet. Det bliver taget for givet, at zombierne har invaderet verden som vi kender den, men hvorfor, hvordan og hvornår, må spillederen selv beslutte sig for.

Bogen leverer dermed alt det grundlæggende, lige fra detaljerede regler for hvordan zombierne kan skabes til et omfattende katalog over udstyr, køretøjer og våben, som kunne blive aktuelle i løbet af spillet. Tanken bag dette er, at All Flesh Must Be Eaten sammenfatter alle klichéerne fra filmens verden, og det er så op til spillederen at vælge, hvilke der skal bruges.

Man står dog ikke helt på egne ben, for der præsenteres 11 idéer til settings i bogen, der beskriver alt det basale, man behøver at vide – hvorfor zombierne kom, hvad de foretager sig og hvordan menneskene lever – samt et udkast til mindst ét scenarie per setting. Flere af disse settings, der kaldes Deadworlds, er meget inspirerende og strækker sig over alt fra lillebyhorror til storbyaction.

Som udgangspunkt foregår All Flesh Must Be Eaten i nutiden, men der præsenteres også en middelaldersetting og en cyberpunksetting, men ingen af dem virker specielt interessante og begge er meget underudviklede. Spillet har tydeligvis sin største styrke i en nutidig sammenhæng, hvor alle klichéerne for alvor kommer til deres ret.

All Flesh Must Be Eaten foregår dermed ikke noget bestemt sted eller i nogen bestemt sammenhæng. Man skal selv definere sine zombier, og selv skabe baggrunden for spillet. Det er dermed et ret åbent produkt, som i nogen grad overdænger læseren med informationer og idéer. Nogle konkrete scenarier kunne måske have været på sin plads, men de 11 Deadworlds der præsenteres er så klare i konceptet, at det burde være en let sag at få dem brygget om til en egentlig historie.

For at hjælpe på vej med inspirationen, finder man bagerst i bogen en omfattende liste over zombielitteratur, film og tegneserier. Listen er sådan set ret god, om end det kunne være rart, hvis forfatterne havde kommenteret filmene, eller angivet hvilke film, de ser som særligt relevante. Som listen ser ud nu, favner den skidt og kanel. Det vil sige, at der er inkluderet film hvor der kun optræder en enkelt zombie side om side med genrens helt store klassikere.

Som helt grøn zombiefan vil det dermed være lidt svært at bruge listen til ret meget, da man hurtigt risikerer at blive skuffet, hvis man ikke undersøger de nævnte titler nærmere. Dertil kommer, at der rent faktisk er ret mange faktuelle fejl på listen over film. Flere er angivet med forkert produktionsår, og en del film optræder eksempelvis både under deres italienske titel og deres internationale engelske titel.

Det er derfor svært at fritage sig for den opfattelse, at spillets bagmænd er bedst bevandret indenfor de amerikanske zombiefilm, mens de ikke har set synderligt mange af de europæiske klassikere. Dette bestyrkes endnu mere af, at de mange filmcitater som løbende kommer gennem hele bogen, alle stammer fra amerikanske zombiefilm. I sig selv er det jo ikke noget problem, men har man lyst til at begive sig ud i zombiernes univers, skal man huske, at genren er langt større end George Romero og Resident Evil.

Alt i alt

All Flesh Must Be Eaten er et lidt kompliceret spil at holde af, for helt grundlæggende er idéen om et scenarie eller en lille kampagne, hvor spilpersonerne skal forskanse sig i et hus og forsøge at holde en zombiehorde ude, alt imens interne stridigheder ødelægger deres muligheder for overlevelse, vældig god. Faktisk rigtig god, men behøver man vitterligt et helt rollespil for at skrive den historie?

Næppe, og man behøver heller ikke All Flesh Must Be Eaten, hvis man bare vil skrive et hvilket som helst andet zombiescenarie. Faktisk virker spillet umådeligt overflødigt, men som bogens 250 sider læses bliver man klogere. Det All Flesh Must Be Eaten gør, er nemlig at vise læseren, at der findes langt, langt flere muligheder i zombiegenren end bare at skrive et Romero-rip-off. Zombierne kan brugs til hvad som helst, lige fra alien invasion-historier til voodoogys og hårdkogt militæraction.

Spillet sætter dermed zombierne i et nyt perspektiv, og det vil helt sikkert udvide læserens horisont. Det i sig selv er jo ret interessant, men hvis det skal kunne bruges til noget, kræver det for det første, at man er villig til at eksperimentere med genren og samtidig at man for alvor har lyst til at give zombierne en chance.

På sin vis minder All Flesh Must Be Eaten om et klassisk GURPS-supplement. Det er afsindigt grundigt og velgennemtænkt. Der er stort set ingen mangler og man kan finde svar, regler og løsningsforslag på næsten alt, hvad man kan forestille sig, så længe det relaterer sig til de levende døde.

Problemet er bare, at det faktisk også er en smule kedeligt. Kedeligt fordi det er skrevet så åbent og bredtfavnende. Man mangler nerve, og så fremstår bogen faktisk også lidt blodfattig, taget i betragtning, at der ofte refereres til zombiernes voldsomme appetit på kød. All Flesh Must Be Eaten er ganske enkelt for pæn og tandløs, præcis som hovedparten af alle GURPS-produkter.

Som en meget omfattende og grundig samling informationer er All Flesh Must Be Eaten meget, meget nyttig og den vil uden tvivl være rigtig god at have ved hånden, hvis man påtænker at skrive et zombiescenarie. Som selvstændigt produkt formår spillet bare ikke at sælge varen specielt overbevisende, og jeg vil derfor også kun anbefale spillet til alle, der virkelig har mod på zombiegenren.

Anmeldt i nr. 13 | 13/11/2006

Stikord: Postapokalyptika, Zombier