Halloween II

John Carpenters Halloween fra 1978 blev et kæmpehit, der indtjente sig selv mange gange og samtidig var med til at sparke den store bølge af slasherfilm i gang, der blev udsendt i løbet af 80’erne. Det kan da derfor næppe overraske nogen, at filmen blev efterfulgt af en fortsættelse relativt hurtigt efter.

Carpenter fik selv tilbuddet om at instruere efterfølgeren, der kort og godt kom til at hedde Halloween II, men han betakkede sig. På dette tidspunkt var hans karriere i fremdrift med raketfart, og instruktøren red på en kreativ bølge, hvor det at indspille en toer næsten kun kunne betragtes som et tilbageskridt.

Næsten som Carpenter

Han overlod derfor instruktørstolen til den relativt uprøvede Rick Rosenthal, der kun havde lavet TV indtil da. Valget viste sig imidlertid at være ganske fornuftigt, for Rosenthal gik så tæt på den oprindelige film, at man næsten ikke bemærker Carpenters fravær. Noget af dette kan muligvis også skyldes, at det atter var John Carpenter og Debra Hill, der stod for historien – præcis som i den første.

En anden vigtig ting er, at det stort set er samme hold som medvirker i og arbejdede på Halloween II, der ramte biografernes mørke i 1981. Lad det derfor være sagt med det samme, at der ikke visuelt er nogen nævneværdige forskelle mellem den første og den anden film. Rosenthal bestræbte sig til det yderste på at lade de to film fremstå så homogene som muligt, og er man glad for den første, vil Halloween II helt sikkert falde i ens smag.

Direkte fortsættelse

Modsat så mange andre fortsættelser udspiller Halloween II sig som en umiddelbar forlængelse af den første film. Det hele begynder med et sammenklippet uddrag af de sidste tre minutter af Halloween, og så fortsætter den oprindelige rædselsnat ellers med nye toner.

I slutningen af Carpenters film fra 1978, blev den morderiske psykopat Michael Myers skudt af psykologen Dr. Sam Loomis (Donald Pleasence), men liget af morderen forsvandt sporløst og filmen sluttede således med gysergenrens klassiske åbne afslutning, hvor “det onde” stadig lurer derude. Det gør det så sandelig også, for næsten øjeblikkeligt efter at være blevet skudt, er Myers på banen igen og kvæler en teenager.

Helt upåvirket af de mange kugler, der ramte den undslupne psykopat, begynder han med monoman besættelse at jagte den pige, der næsten var blevet hans sidste offer i første film. Pigen hedder Laurie Strode (Jamie Lee Curtis) og hun er hurtigt blevet kørt på hospitalet på grund af det knivstik, Michael Meyers gav hende. Svag af blodmangel ligger Laurie derfor bevidstløs en stor del af filmen, og vågner først op til dåd hen imod slutningen.

Gumpetungt politi

Inde i Haddonfield, byen hvor hele handlingen udspiller sig, er alt naturligvis på den anden ende. Ofrene fra første film er blevet fundet af politiet, og Sam Loomis styrter stadig omkring med sherif Leigh Brackett (Charles Cyphers), hvis datter er blandt de døde.

Som besatte søger de efter en maskeklædt galning, men da en ung mand med maske bliver dræbt i en bilulykke stopper eftersøgningen. Alle føler sig overbeviste om, at Michael Meyers endeligt er omkommet. Flammerne fra ulykken vansirer liget, så den dødes identitet ikke umiddelbart kan fastslås.

Loomis insisterer derfor på, at eftersøgningen fortsætter, men det gumpetunge politi vil naturligvis ikke være med til dette. Det kommer til at koste dem dyrt, for vi ved lige så godt som Loomis, at Michael Myers ikke dør i en bilulykke.

Tilbage på Haddonfields hospital begynder der at udspille sig et drabeligt mareridt. Først ryger telefonforbindelsen, og så begynder de få ansatte på natholdet én for én at forsvinde. Hvem der står bag det hele, behøver man jo næsten ikke sige, for det er naturligvis Mr. Myers, der har opsnuset hvor Laurie er indlagt. Hadefuldt myrder psykopaten alle, som stiller sig i vejen for ham, og til sidst er han atter alene med sit yndlingsoffer nummer et – Laurie.

Historien om Laurie

Hvorfor netop hende, spørger man sig selv flere gange, og det får vi da også svar på. Carpenter og Hills manuskript til Halloween II udbygger nemlig seriens mytologi betydeligt ved at lade Laurie være Myers’ søster.

Hun er hans lillesøster, og Laurie blev bortadopteret kort efter, at Michael myrdede sin ældste søster da han var seks. Helt hænger dette ikke sammen, for hvorfor fanden valgte familien Myers at bortadoptere datteren til en familie, som boede i præcis samme nabolag som dem selv?

Dr. Loomis var ikke klar over dette, da man holdt dele af Myers’ sagsmappe hemmelig for ham, så sagen kunne dysses ned og skåne den lille Laurie, hvilket heller ikke lyder helt logisk. I sidste ende bliver alt dette et utilfredsstillende element i filmen, der sagtens kunne være blevet undladt. Man behøver ingen forklaring på Myers’ handlinger, men sket er sket og historien er som den er.

Mere eksplicit

Halloween II læner sig som sagt helt og aldeles op ad den første film. De kan praktisk talt ikke adskilles. Og så dog, for der er flere detaljer, der har ændret sig. Indledningsvist kan man pege på musikken. Carpenters oprindelige tema bliver stadig brugt i fortsættelsen, men det er ikke helt så minimalistisk længere, og bliver heller ikke brugt i lige så høj grad.

Langt vigtigere er det imidlertid, at handlingen bevæger sig langt hurtigere. Halloween II har mere end dobbelt så mange drab som den første film, og modsat etteren er de jævnt fordelt gennem hele filmen. De mange ulmende passager, der dominerede den første film, er dermed afkortet betydeligt til fordel for mere intense voldsscener, hvor Myers ganske kreativt myrder sine ofre. Køkkenkniven er vel at mærke blevet byttet ud med våben, som Michael har ved hånden i hospitalet.

Der er således en særdeles ubehagelig druknescene og en episode, hvor en kanyle jages i øjet på et offer. Halloween II er dermed langt mere eksplicit end den første film, og man bemærker hvordan produktionen har været påvirket af en slasherfilm som Friday the 13th (1980), der ellers netop var kraftigt inspireret af Carpenters original.

Her kan man altså virkeligt mærke den kreative optrapning som gysergenren fik i start-80’erne. Både de brutale mord og hele det gearskifte, som sker med handlingen i Rick Rosenthals film, er glimrende saltvandsindsprøjtninger, for der var næppe nogen grund til at fortsætte direkte i det spor, som Carpenter allerede havde trådt.

Man kan ikke lave en ny Halloween – den første var banebrydende og fabelagtig i sin enkelhed, og netop derfor bliver Rick Rosenthals film ganske forfriskende. Bevares, den halter hist og her i selve handlingen, men det gør ikke noget. Man er glimrende underholdt fra ende til anden.

John Carpenter var i øvrigt ganske vel klar over dette, for han indsatte faktisk en række af filmens mord efterfølgende, da han mente Rosenthals færdige resultat var for tamt. Rick Rosenthal selv var modstander af dette, men i sidste ende kunne han ikke stille noget op imod Carpenters ønsker. Det kan man så glæde sig over i dag.

Udbygning af voyeurtemaet

Et twist i forhold til den første film er, at Halloween II udbygger det voyeuristiske element, der spillede en så vigtig rolle i etteren. Her var det Michael Myers’ POV vi fulgte, når han gennem sin hvide maske betragtede de unge teenagere, han planlagde at myrde. I fortsættelsen får vi som seere lov til at kigge Myers over skuldrene, mens han med søvngængerskridt går omkring i hospitalets mørke gange.

Hospitalets overvågningskameraer ser nemlig alt, hvad der bevæger sig, og vi får derfor rig lejlighed til at se rovdyret snige sig ind på sit bytte. Idéen er rigtig god, og den bidrager absolut til at fremme hospitalsstemningen. Desværre er idéen ikke blevet realiseret fuldt ud, som man senere har set det i andre film.

Skuespilsmæssigt lever Halloween II fuldt op til sin forgænger, og var det ikke fordi Jamie Lee Curtis’ hår er lidt anderledes, er der ikke til at spore nogen aldersforskel mellem de to produktioner. Man bemærker dog, at det nu er Curtis som står øverst på rollelisten. Donald Pleasence, der ellers var den første films store navn, må nu pænt vige pladsen for den nye generation, og det var nok ganske fornuftigt for Jamie Lee Curtis, at hun takkede nej til at medvirke i seriens tredje film, hvis hun ikke skulle være endt som det evige Halloween-offer.

Bundsolid

Rick Rosenthals Halloween II er en glimrende fortsættelse, der hverken har den første films friske originalitet eller banebrydende effekt, men den er bundsolid og glimrende underholdning. Den har både gys og splat, samt alt andet, der hører til i film som henvender sig til teens. Som toer er den dermed særdeles vellykket og varmt anbefalelsesværdigt.

Underholdningsværdien højnes nok betydeligt, hvis man har set den første film, men som selvstændig produktion holder Rosenthals film også. Man kan dermed trygt kaste sig i armene på Michael Myers endnu engang, for på trods af at kniven er blevet erstattet med helt nye våben, har psykopaten stadig et kort eller to oppe i ærmet. God fornøjelse.

Anmeldt i nr. 12 | 13/10/2006

Stikord: 2’er, Slasher