Shadows over Baker Street

Siden H. P. Lovecrafts død i 1937 er der blevet skrevet et utal af romaner og noveller, der alle på den ene eller anden måde har knyttet sig til det, August Derleth så malende har betegnet som ”The Cthulhu Mythos”.

Hvor Lovecrafts noveller udspillede sig i hans egen samtid, har flere forfattere efterfølgende vist, at der ikke er nogen grænser for hvor og hvornår en Mythos-historie kan foregå.

Victoriatidens fascination

En periode der dog rummer en særlig fascination er Victoria-tidens England. Dronning Victorias regeringstid strakte sig fra 1837 og helt frem til 1901, men det er navnlig den sidste del af dronningens levetid, der har tiltrukket sig størst opmærksomhed.

Allerede i 1986 udgav spilfirmaet Chaosium den første udgave af bogen Cthulhu by Gaslight af William A. Barton; et supplement til rollespillet Call of Cthulhu, der netop søgte at splejse lovecraftianske idéer med billedet af det victorianske London som mystikkens hovedstad.

Og taler man om 1890’ernes London, er den navnkundige Sherlock Holmes – udtænkt af Sir Arthur Conan Doyle (1859-1930) – naturligvis næsten umulig at komme uden om. Det kunne William A. Barton ikke i Cthulhu by Gaslight, og tilsyneladende er der også andre, der har set charmen i at lade mesterdetektiven stå ansigt til ansigt med guder fra verdensrummets dybder.

Ingen tydelig redaktionel linje

I 2003 udgav Ballantine Books en novellesamling, hvor 20 forfattere fik stillet den opgave at skrive en lovecraftiansk novelle i Sherlock Holmes’ univers. Novellesamlingen blev udgivet med den sigende titel Shadows over Baker Street, og den er blevet redigeret af de to forfattere Michael Reaves og John Pelan. Hvor god idéen så end måtte være, har opgaven ikke været let, som det kun alt for tydeligt fremgår af det færdige resultat.

Shadows over Baker Street består af 18 noveller, hvoraf to af historierne er skrevet i samarbejde mellem to forfattere. Nogen tydelig redaktionel linie har der ikke været, og de fleste af novellerne er ganske forskellige.

Når det er det sagt, er det dog interessant at bemærke, at historierne falder indenfor tre kategorier – der er de historier, som mere eller mindre forsøger at ramme Doyles stil, så er der novellerne, der nærmere forsøger at efterligne Lovecrafts tone, og sidst, men ikke mindst, er der de noveller, der hverken gør det ene eller det andet. Hvad der virker bedst, er ikke umiddelbart til at sige, da det næppe overraskende afhænger helt og aldeles af den forfatter, der står bag fortællingen.

Når bogen er læst, har man dog en nagende mistanke om, at ikke alle skribenterne er lige velbevandrede i Lovecrafts forfatterskab. I flere tilfælde har man rent faktisk på fornemmelsen, at forfatteren ikke helt har vist hvordan sammenkoblingen af Holmes og den allestedsnærværende Mythos skulle kombineres.

Åbner stærkt

Den første historie er skrevet af Neil Gaiman og har titlen A Study in Emerald. I bund og grund drejer det sig om en ganske veludført Doyle-pastiche, der på alle måder demonstrerer Gaimans talent. Mysteriet er en klassisk mordgåde, der meget elegant viser, hvordan Mythos og Holmes kan gå hånd i hånd og mødes i en højere enhed. Næppe helt tilfældigt er novellen efterfølgende også blevet belønnet med den prestigefyldte Hugo Award i 2004.

Med den glimrende åbning på novellesamlingen, var det en stor fornøjelse at opdage, at den næste historie i bogen rent faktisk er bedre end den første. I Tiger! Tiger! tager Elizabeth Bear os med til Indien, hvor det er ingen mindre end Miss Irene Adler, der er historiens omdrejningspunkt. Irene Adler er nok den berømteste af alle de kvinder, Doyle beskrev i sine Sherlock Holmes-historier.

Hun optrådte i novellen A Scandal in Bohemia, og har efterfølgende fået en ganske stor fanskare. Strengt taget har novellen stort set intet med Lovecraft eller Cthulhu Mythos at gøre, men det betyder ikke så meget i dette tilfælde, da Bear formår at skabe en basalt spændende og ubehagelig stemning i sin skildring af et noget umage jagtselskabs søgen efter en såret tiger. Tiger! Tiger! er en ren fornøjelse.

Sorte daggerter og H.G. Wells

Fra Tiger! Tiger! når vi så til Steve Perrys bidrag. Novellen hedder The Case of the Wavy Black Dagger, og den er uden omsvøb den elendigste i hele samlingen. Ikke alene er det en elendig Sherlock Holmes-gengivelse, men Perrys Mythos-forståelse er åbenbart lige så dårlig. Det eneste positive, der er at sig om denne historie er, at den er kort. Handlingen er centreret om en sort daggert med magiske kræfter.

Så bliver det Steven-Elliot Altmans tur. Han har skrevet en novellen A Case of Royal Blood. Her er det igen Holmes selv, der er hovedpersonen, men det er ikke Watson, der giver ham følgeskab – her beder detektiven om hjælp hos den banebrydende science fiction-pionér H. G. Wells (1866-1946). Indledningsvis virker dette en smule distraherende, men så glemmer man at forholde sig til Wells som virkelig person, og han bliver en naturlig del af novellen.

Altman er tydeligvis en herre med kreative idéer, og A Case of Royal Blood er da også på mange måder en ganske fornøjelig historie. Novellen udspiller sig i Rotterdam, og berører det hollandske kongehus. Den lille prinsesse Wilhelmina er blevet overfaldet af en usynlig fjende, så nu er spørgsmålet om Wells og Holmes sammen kan opklare dette okkulte mysterium. Novellen er meget filmisk, og ser man bort fra den knap så vellykkede slutning, er A Case of Royal Blood absolut anbefalelsesværdig.

Suveræn novelle

James Lowders historie The Weeping Masks har Watson som hovedperson. Her tager forfatteren os atter med til orienten – denne gang er det i Afghanistan, handlingen udspiller sig. Vi følger her Watson under hans tjenestetid som soldat, og på bemærkelsesværdig manér lykkes det for Lowder, at skabe en forbløffende ubehagelig og stærk novelle omkring nogle klare Mythos-ideer.

The Weeping Masks er en suveræn novelle – ikke alene er den fremragende skrevet, men den formår ligeledes til fulde at udnytte det potentiale, der ligger i selve bogens koncept. Med et drømmende sprog og stærke billeder beretter James Lowder om Watsons møde med nogle maskebærende præster indhyllet i gule gevandter. Gribende og absolut bogens bedste historie.

På det jævne

Art in Blood er Brian Stablefords bidrag. Her møder vi igen Sherlock Holmes, og så spiller Mycroft Holmes – Sherlocks bror – en prominent rolle. Det er en glimrende historie, Stableford fortæller, og som navnlig i tonen og selve afslutningen forsøger at lægge sig ganske tæt op ad Lovecraft. I denne novelle er det et ældgammelt bånd mellem nogle små kystlandsbyer i det sydlige England og de kræfter, der ligger og slumrer på havets bund, der afdækkes. Art in Blood er blandt de bedre i bogen, og man mærker tydeligt, at Brian Stableford er en af de mere rutinerede forfattere, der har bidraget til Shadows over Baker Street.

Dernæst finder vi Poppy Z. Brite og David Fergusons The Curious Case of Miss Violet Stone. En på mange måder ret klassisk historie om en pige, der er blevet besat af en fremmed kraft. Holmes må her løse mysteriet på en lidt utraditionel måde, men hvordan må ikke afsløres, da det vil ødelægge novellens twist. Brite og Ferguson fokuserer meget på de dystre sider af Holmes, hvilket er fint, men det bliver desværre lidt for meget af det gode, og novellen ender i sidste ende med at være ganske uinteressant.

Barbara Hamblys bidrag, The Adventure of the Antiquarian’s Niece, er blandt de længere historier i bogen. Den kredser om to af de centrale koncepter i Lovecrafts forfatterskab; bøger med forbudt viden og en gammel slægt, der står i ledtog med uhyrlige kræfter. Historien er fortalt med megen omhu og kærlighed til detaljen, og den er bestemt ikke ringe. Desværre forsøger Hambly sig til sidst med en klassisk lovecraftiansk fabulerende slutning, der desværre ikke helt formår at udfylde ambitionerne.

Trofaste Mythos-historier

The Mystery of the Worm er skrevet af John Pelan, den ene af bogens to redaktører. Det er en kort og effektiv historie, der på mange måder er blandt de bedre i novellesamlingen. Det er jagten på udødelighed og magt, der driver den gale skurk i historien, og Pelan kender tydeligvis sin Mythos-litteratur. Pelan har både ladet sig inspirere af Robert Bloch og Brian Lumley, mens novellen blev skrevet. En alt i alt fin lille historie.

Paul Finch står også for en af de ganske trofaste Mythos-noveller i bogen, hvor Holmes og Watson får deres sag for. Mystery of the Hanged Man er en ægte pulphistorie, med alt hvad dertil hører. Den har en fremragende stemning og et glimrende plot. I novellen importerer en lyssky amerikaner nogle mystiske kasser fra Innsmouth, Massachusetts, til London, og så skal der vist ikke afsløres mere. Læs eventuelt Planet Pulps anmeldelse af Lovecrafts The Shadow Over Innsmouth, hvis du gerne vil vide lidt mere om Paul Finchs historie.

Et par af de svagere indlæg

Med The Horror of the Many Faces rammer vi endnu en af de svagere noveller i Shadows over Baker Street. Historien er skrevet af Tim Lebbon, der tydeligvis har ladet sig inspirere af mytologien omkring Jack the Ripper. Ikke at novellen handler om denne, men blot at der på ny er en morder løs i Londons gader, som Watson mistænker for at være ingen andre end Holmes. Novellen har meget lidt Lovecraft over sig, og mindst lige så lidt Doyle.

Som i så mange af denne bogs historier, nævnes den frygtede Necronomicon flere gange. Mange af forfatterne har ladet Holmes læse den, og i et enkelt tilfælde er den endda i hans besiddelse. Det er den nu ikke i Michael Reaves’ The Adventure of the Arab’s Manuscript, men i stedet ligger der nogle hidtil ukendte kapitler af den hos en aldrende engelsk orientalist, der pludseligt kommer i en afghansk sekts søgelys.

Ganske overraskende og bagvendt, er det Holmes og Watson, der rent faktisk hjælper sekten med at finde deres offer. En jævn historie, leveret af den anden af bogens to redaktører.

Midlertidigt kvalitetshop

Efter to svagere historier kommer vi så til Caitlín R. Kiernans The Drowned Geologist, der næsten helt og aldeles er udformet som ét langt brev til Watson. Brevet er skrevet af en frustreret amerikansk geolog, der føler at han er nødt til at fortælle Holmes’ gamle følgesvend om nogle sære episoder, han oplevede i Skotland.

Novellen er ikke alene en glimrende Mythos-historie, men også en virkelig god Holmes-fortælling. Ganske vist optræder Holmes ikke som hovedpersonen, men måden Kiernan væver ham ind i billedet på er af første klasse.

John P. Vourlis har bidraget med A Case of Insomnia. En novelle med flere gode ideer, men uden egentlig struktur og fremdrift. Holmes plages af søvnløshed, og den specielle opiumsmedicin han bruger i sådanne tilfælde er udsolgt, da hele apotekerens lager er blevet sendt på landet til en landsby, hvor alle lider af selv samme problem. Det er meget mystisk, og Holmes samt Watson drager til Inswich, for dels at opstøve noget medicin og dels at opklare hvorfor en hel landsby kan lide af søvnløshed.

The Adventure of the Voorish Sign, er en af de mere specielle fortællinger i samlingen, der atter omhandler en sekt, der vil hidkalde ældgammel ondskab. Der er noget betagende ved historien, skrevet af Richard A. Lupoff, men samtidig er strukturen lidt rodet, og afslutningen meget forceret. Det betyder, at en historie der ellers virker meget lovende, mere eller mindre løber ud i sandet under den sidste tredjedel. Synd for Lupoff, læseren, Doyle og Lovecraft.

Mere metervare

F. Gwynplaine MacIntyre kaster sig hovedkulds ud i en dramatisk novelle kaldet The Adventure of Exham Priory, der ikke alene sætter Holmes op imod besynderlige reptilskabninger fra en glemt fortid, men også selveste Moriarty. Professor Moriarty er skurkagtig som altid, og selv her, i en nærmest Hellraiser-agtig atmosfære, formår Holmes at holde hovedet koldt og gennemskue problemerne. Novellen er jævn, men med flere sjove detaljer.

Death did not Become Him er endnu en novelle skrevet i samarbejde mellem to forfattere. I dette tilfælde drejer det sig om David Niall Wilson og Patricia Lee Macomber. Deres historie har et forrygende anslag, hvor det for faktisk er Watson, der kommer til Holmes med en sag om en mand der burde være død – Watson har selv underskrevet dødsattesten – men nu går omkring i live.

Watson er naturligvis fortørnet, men Holmes gennemskuer hurtigt mysteriet for ham. Det samme gør læseren, og historien, der eller er meget tro overfor Doyle, blegner før midten.

Bogens sidste novelle er Nightmare in Wax af Simon Clark, der på mange måder er en fascinerende, men stadig ikke helt vellykket fortælling. Historien er, præcis som i The Drowned Geologist, videregivet gennem en jeg-fortæller, der taler til Watson. Her ikke i brevform, men gennem en voksplade.

Fortælleren er ingen andre end Moriarty selv, hvilket er en interessant twist. Nightmare in Wax trækker meget hårdt på flere traditionelle Lovecraft-elementer, men formår ikke helt at opbygge nogen stemning, og slutningen er mildest talt rodet.

Meget ujævnt helhedsindtryk

Det overordnede indtryk af Shadows over Baker Street er meget ujævnt. Der er nogle formidable historier, men de er gemt mellem både jævne og decideret skrækkelige fortællinger. Det er måske hvad man kan forvente, men som stor tilhænger af både Lovecraft og Doyle, er helhedsindtrykket måske lidt skuffende.

En biting er den lidt løse redaktionelle linie, som bliver lagt for dagen. Idéen med alle historierne er, at læseren skal forestille sig dem som vævet ind mellem den gængse kanon af Sherlock Homles-noveller. For at understøtte dette er alle historierne i Shadows Over Baker Street forsynet med årstal, så man ved præcis hvor i kronologien, de udspiller sig. Dette slår imidlertid fejl, i hvert fald for mig, når novellerne ikke internt er afstemt i forhold til hinanden.

Således får vi to forskellige versioner af årsagen til Watsons skulderskade, som han pådrog sig under sin militærtid. Moriarty optræder ligeledes flere gange, om end han går fra forstanden og muligvis dør første gang han optræder i bogen. I min verden holder den slags ikke, når de redaktionelle ambitioner tydeligvis har været noget andet.

Som sagt er der nogle fabelagtige historier i bogen, som ingen Mythos-fan bør snyde sig selv for, men det kan ikke anbefales at læse Shadows over Baker Street fra ende til anden, som den er blevet præsenteret her. I stedet bør man gribe bogen, læse en novelle her og der, og så lægge den fra sig.

På den led vil de dårlige historier næppe genere så meget, og konceptet bevarer derved også sin friskhed. Alt i alt er dette en anbefaling med forbehold, og siger Lovecraft dig ikke noget som helst, bør du nok holde sig langt væk fra denne bog.

Anmeldt i nr. 11 | 13/09/2006

Stikord: Antologi, Cthulhiana, H.P. Lovecraft, Sherlock Holmes, Victoriatiden