[Rec]

Jaume Belagueró har vi tidligere stiftet bekendtskab med her på Planet Pulp. Han var manden bag den vellykkede filmatisering af Ramsey Campbells roman The Nameless (1981), der som film fik titlen Los sin nombre (1999).

Mens Los sin nombre var en straight gyserfilm, fortalt i et konventionelt filmsprog, er [Rec] en helt anden sag. Den er skudt udelukkende med håndholdt kamera, hvor kameraet er en integreret del af filmens handling. Set-uppet er, at vi følger den unge journalist Ángela Vidal og hendes kameramand Pablo, mens de skal lave et dokumentarprogram i serien ”Mens De sover” – denne gang med fokus på en gruppe brandmænd i Barcelona.

Alt er med andre ord set igennem Pablos kamera, og af samme grund ser publikum heller aldrig Pablo i filmen – med undtagelse af hans sko, da han på et tidspunkt har lagt kameraet fra sig på gulvet.

Forseglet af sundhedsmyndighederne

Efter en langsom, men veltimet, opstart, hvor Ángela og Pablo følger brandmændene på stationen en aften, hvor der absolut intet sker, kommer der gang i filmens egentlige handling, da en lille gruppe brandmænd bliver sendt til en lejlighedsbygning for at hjælpe politiet med at få åbnet en dør. Præcis hvad der er sket er uklart, men beboerne har hørt skrig fra lejligheden, hvor der bor en gammel dame.

Brandmændene får åbnet døren til lejligheden, og politiet, brandmændene, Ángela og Pablo går ind i lejligheden, hvor de finder den gamle dame indsmurt i blod og tydeligvis ikke ved sine fulde fem. Inden der er nogen, der kan sige ”zombie”, angriber kvinden én af politibetjentene og bider ham i halsen.

Herefter går alt over stok og sten, for da de chokerede brand- og politifolk (og vore to dokumentarister) når ned i bygningens lobby igen, opdager de, at lejlighedskomplekset er blevet forseglet af sundhedsmyndighederne. Hvad der er galt, går der længe, inden de finder ud af – og præcis hvordan den videre handling spænder af, skal du, kære læser, selv have lov til at opleve.

Zombiesetup på hovedet

Jeg er meget begejstret for [Rec], som kun bliver bedre og mere creepy i takt med at tingene udvikler sig i den helt forkerte retning. Belaguéro og Plaza, der har skrevet manus sammen med Luis Berdejo, må roses for at være tro over for deres grundlæggende koncept, og Ángela og Pablo forsøger ganske længe at blive i deres roller som dokumentarister. Det betyder, at filmen ikke er ren handling og rædsel fra det første angreb, men at der kommer enkelte passager, hvor publikum også kan få lov at trække vejret, mens Ángela forsøger at interviewe bygningens skræmte beboere, der er blevet stuvet sammen i lobbyen. Der er bl.a. et ældre, forvirret ægtepar, en kinesisk (eller japansk) familie samt en mor og hendes syge datter.

Da først en repræsentant for myndighederne kommer ind i bygningen, kører tingene dog snart helt af sporet, og det hele udvikler sig på en måde, som zombiefilmkendere vil nikke genkendende til. For selv om ordet ”zombie” ikke bliver brugt, skriver [Rec] sig klart ind i zombiefilmgenren, selv om den helt klart er krydset med andre forbilleder.

Belagueró og kompagni vender den typiske zombiefilmsituation, hvor hovedpersonerne er belejret i et hus/stormagasin/militærbase eller lignende på hovedet, og lader dem i stedet været spærret inde. Som sådan minder [Rec] i sit set-up ikke så lidt om Lamberto Bavas Dèmoni (1985), hvor hovedpersonerne er spærret inde i en biograf, mens de én efter én overtages af dæmoner.

Samtidig er [Rec] naturligvis en del af den lille bølge af film, der er kommet inden for de sidste par år, hvor kameraet er integreret i handlingen. Foruden [Rec] er det bl.a. Cloverfield (2008) og George Romeros Diary of the Dead (2007). [Rec] minder desuden sine steder ikke så lidt om The Blair Witch Project (1999), selv om jeg til enhver tid vil foretrække Belagueró og Plazas film frem for Myrick og Sánchez’ selvfede metagyser, der var meget meta og meget lidt gys. Gys er der nok af i [Rec], der heller ikke er bange for at kaste nogle blodige effekter ind hist og her, selv om det klart må siges, at hovedvægten af gyset skabes for publikums indre øje – og hatten af for Belagueró og Plaza for det!

Den ukuelige kameramand

Ligesom sine stilistiske genrefæller lider [Rec] selvfølgelig under et vist troværdighedsproblem, for uanset hvor dedikeret en kameramand, man er, skulle man tro, der kom et tidspunkt, hvor man slukkede for lortet og bare koncentrerede sig om at overleve. Det var et problem i The Blair Witch Project for ti år siden, og det var et problem i Cloverfield fra sidste år. Heldigvis er [Rec] skruet sammen, så man til sidst suges så meget ind i filmen, at man glemmer dette mindre irritationsmoment – og så giver Belagueró og kompagni faktisk en kæk lille forklaring på, hvorfor kameraet forbliver tændt til det allersidste. Men det må du finde ud af selv.

Filmens skuespillere gør det alle sammen godt, selv om der kommer et tidspunkt i filmen, hvor der ikke er så meget skuespil tilbage som der er løben, råben og skrigen. Op til det punkt har alle imidlertid leveret varen, og for de flestes vedkommende bidraget glimrende til illusionen. Manuela Velasco er fin i den bærende rolle som den lidt vel smarte kvindelige journalist, der ender hvor hun ikke kan bunde.

Klaustrofobisk kamera

Som det gælder alle film, hvis grundlæggende præmis er, at man ser tingene præcis som kameraet så dem, skal man lige vænne sig til den gyngende kameraføring. Når først man lige er inde i filmen er det intet problem, og så bliver det subjektive kamera en glimrende kilde til uhygge i sig selv. Ikke så meget på grund af det, kameraet viser, som på grund af alt det, kameraet ikke viser. Det håndholdte kamera er på den måde med til at maksimere den klaustrofobiske stemning i det i forvejen klaustrofobiske lejlighedskompleks. Dertil kommer selvfølgelig de indlysende måder, man kan bruge kameraet til at skabe uhygge, når man anvender det, som i [Rec]: pan, pan, pan, CHOK!

Det samme gælder filmens lydside, som naturligvis udelukkende består af reallyd – men selv om lydsiden også er glimrende, mener jeg faktisk, at Belagueró og Plaza kunne have udnyttet lyden endnu bedre, end de gør.

Det er imidlertid et helt ubetydeligt kritikpunkt ved en ellers aldeles velfungerende gyser, hvis eneste reelle downside er, at det hele er set før på én eller anden måde. Men når skidtet er skruet så godt sammen, som det er her, betyder det absolut ingenting. Afslutningsvist kan det lige nævnes, at [Rec] blev genindspillet i USA med titlen Quarantine (2008).

Anmeldt i nr. 47 | 13/09/2009

Stikord: Genindspillet, Okkultisme, Sygdom, Zombier