Der Fluch der schwarzen Schwestern

Læser man bag på Another World Entertainments udgivelse af Joseph Sarnos Der Fluch der schwarzen Schwestern fra 1973, som selskabet har udgivet under titlen Vampire Ecstasy, kunne man forledes til at tro, at der sker en hel del mere i løbet af filmens omtrent 100 minutter, end der faktisk gør.

Kendere af Sarnos output, hvoraf vi her på planeten tidligere har kigget på Vild på sex (1974), har måske en noget bedre idé om, hvad de går ind til. Lad det bare være sagt endnu engang, at AWE’s bagsidetekst lover en hel del mere, end filmen kan holde.

Vampyrens arvinger

Set-uppet er ellers fint nok. Et par unge kvinder, Helga (Marie Forså) og Monika (Ulrike Butz) ankommer til et skummelt mellem- eller østeuropæisk slot, som en af dem er arvingen til. Deres tante er netop død, og nu skal de finde ud af, hvem der skal arve stedet. Hvad de to piger ikke ved er, at husbestyrerinden, Fräulein Krogg (Nadia Henkowa) og resten af husets hovedsagelige kvindelige stab vil bruge én af de to unge damer til at bringe én af pigernes forfædre, baronesse Dania Borisov tilbage til livet. Baronessen havde i middelalderen en uskik med at spidde folk, hun ikke brød sig om, og drikke deres blod, og blev derfor brændt på bålet efter et blodigt oprør.

Lidt yderligere krydderi (og en forklaring på plottet) får vi, da søskendeparret Julia og Peter Malenkow (Anke Syring og Nico Wolferstetter) ankommer til slottet. Deres bil er brudt sammen, og Julia er tilfældigvis ekspert i overtro, og har en idé om, hvad der foregår på slottet. Hun er tilfældigvis også efterkommer af én af oprørslederne, der satte baronesse Borisov fra bestillingen.

Bongotrommer i kælderen

Fräulein Krogg og hendes medhekse forsøger at manipulere vore hovedpersoner ved at danse sensuelle danse til bongotrommer i kælderen, hvilket ser ud til at 1) gøre pigerne liderlige og 2) hypnotisere dem på én eller anden måde. Derudover har Fräulein Krogg også andre hypnotiske evner, som hun forsøger at bruge. Desværre har Julia Malenkow udstyret sig selv og brormand med krucifikser lavet af hvidløgsfed (meget funky), og det fører en del problemer med sig for den ellers utrættelige husbestyrerinde.

Nat efter nat er der sensuelle danse og orgier i kælderen, og heksene får selvfølgelig også lokket pigerne derned. Hvordan det spænder af, skal jeg ikke afsløre her. Det må du, kære læser, selv finde ud af, hvis du har tålmodighed til at sidde filmen igennem.

Langsomt, udynamik, udramatisk

For det er lidt af en prøvelse af se Der Fluch der schwarzen Schwestern fra ende til anden. Fans af Joseph Sarnos film vil måske finde løjerne fornøjelige, men jeg var ved at gabe kæberne af led. Problemet er ikke så meget det banale set-up, for det kunne for så vidt fungere ganske glimrende. Nej, problemet er, at Sarno ikke formår at bruge det til noget som helst.

Der sker ganske enkelt for lidt i løbet af filmen, der byder på en serie uendelige bongotrommeseancer i kælderen og scener, hvor vore hovedpersoner render rundt på slottet om natten. Heksene prøver at kontrollere først den ene, så den anden. Så har de lidt problemer med hvidløgskrucifikserne, der beskytter søskendeparret mod deres sexhypnosemagi, og så prøver de at bruge én af pigerne til at få krucifikset fra Peter. Og sådan fortsætter det. Langsomt, udynamisk, udramatisk.

Filmen skifter mekanisk mellem hovedpersonernes gemakker og bongoseancerne i kælderen med nogle få indskudte scener, der finder sted om dagen. Det var i virkeligheden samme mekaniske opbygning, der var med til at gøre Vild på sex så gudsjammerlig kedelig, som den er. Karakteristisk nok er begge film også skrevet af Sarno selv, der altså lader en del tilbage at ønske som manuskriptforfatter.

Sovepille

Det er sådan set ærgerligt, for set-uppet fejler som sagt ingenting, men det er bare alt for tydeligt, at handlingen bare er et påskud for at vise nogle bare bryster og en minimal mængde softporn. Som sådan er Der Fluch der schwarzen Schwestern rendyrket exploitation, og al ære og respekt for det. Jeg foretrækker bare exploitationfilm med lidt mere fut i fejemøget, og med en ellers forholdsvis skummel location og en baggrundshistorie, der klart lægger op til lidt gys, er det overraskende hvor lidt, Sarno overhovedet forsøger.

Skuespillet er naturligvis rædsomt, og det er meget svært at tage nogle af de medvirkende seriøst – især må fremhæves Nadia Henkowas overspil som Fräulein Krogg, og lolitaen Marie Forså er heller ikke udvalgt af Sarno for sine evner til at levere troværdige replikker. Men ok – i en film som denne er det heller ikke skuespillet, der betyder noget. Desværre har filmen heller ikke meget andet at byde på, og de erotiske optrin er heller ikke just noget at skrive hjem om i dag. Det var sikkert anderledes i 1973, men det er også 35 år siden.

Der er uden tvivl et publikum til film som Der Fluch der schwarzen Schwestern, og de vil sikkert ryste på hovedet af min bedømmelse. Dem om det. Jeg kan i hvert fald på ingen måde anbefale Der Fluch der schwarzen Schwestern som andet end et eksempel på, at lige så mange fede exploitationfilm, der kom ud af 70’erne, lige så meget bras kom der også ud. Gab.

Der Fluch der schwarzen Schwestern er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt i nr. 47 | 13/09/2009

Stikord: Erotik, Lesbianisme, Okkultisme, Slotte, Softporn, Vampyrer