Sacred Flesh

Umiddelbart ser Sacred Flesh ganske tillokkende ud – coveret lokker med en del saftig nøgenhed i noget så sjældent som en relativt ny nunsploitationfilm (filmen er fra 2000). Men skinnet bedrager – Sacred Flesh er ganske enkelt en rædsom film, som det kun kan tilrådes, at man går langt uden om.

Problemet er, at Nigel Wingrove tydeligvis ikke har været tilfreds med at lave en softpornfilm med nonner i hovedrollerne. Nej, det skal skam være seriøst kunst, og de frække nonner skal derfor retfærdiggøres ved en frygtelig rammehistorie, hvor en abbedisse fører imaginære samtaler med Maria Magdalene og lider alle Helvedes pinsler fordi hun er godt gammeldags liderlig.

Handlingen

Historien er således: der er problemer i et engelsk kloster. Det skal vist forestille at foregå engang i middelalderen, men det med tidsbilledet har Wingrove ikke taget sig synderligt meget af. ”Klostret” er en engelsk herregård, som man i øvrigt ikke ser indefra, men kun ude fra haven. Derudover tror jeg ikke at piercinger i tunge og navle var comme il faut hos middelalderlige nonner, selv om det unægtelig ville sætte lidt mere krydderi på studiet af middelalderens nonneklostre.

En abbed (Simon Hill) får et brev fra et engelsk nonnekloster om at fanden er løs, og abbedissen er ved at blive sindssyg. Han instruerer sin liderlige tjener (spillet vederstyggeligt dårligt af Moses Rockman) om at sadle hesten. Og så tager de ellers af sted, mens de fører seksuelt frigjorte og anakronistiske samtaler, hvor abbeden giver udtryk for, at nonnetilværelsen er unaturlig for kvinder, og at al den galskab i nonneklostrene bare skyldes, at nonnerne trænger til en god omgang med rumsterstangen.

Han ankommer til klostret, hvor han modtages af en ældre kvinde – hende der har sendt brevet. Wingrove, der også har skrevet manuskriptet, gør her sit manglende kendskab til noget som helst middelalderligt meget klart, da denne ældre dame angiveligt er en ”abbess” (et ord for abbedisse), mens ”Mother Superior” (et andet ord for abbedisse) er hende, der er ved at blive gal af liderlighed. Normalt var der kun én abbedisse i et nonnekloster.

Imens abbeden og abbedisse 2 går rundt i klostrets meget moderne udseende have og diskuterer deres utroligt frigjorte tanker om seksualitet, ligger abbedisse 1 og kæmper med sin liderlighed. Hun fører imaginære samtaler med Maria Magdalene, der taler for den frigjorte seksualitet, mens et par symbolske figurer – en nonne med skeletansigt og en grønlig kvindelig gnom – advarer hende om, at hun kommer i Helvede, hvis hun ikke er artig.

Alt dette krydres med tilbageblik på nonnernes uartige skriftemål, som er det, der har tændt liderlighedens ild i abbedissens skød. Uha uha.

Fint budskab, elendig indpakning

Nøgenheden er fin nok – det er standard softcore og ikke meget andet, men i en relativt fornuftig kvalitet, der ligner det, man kan fange sent om aftenen på én af de voksenkanaler, der kun sender blød porno. Til gengæld er abbedissens samtaler med Maria Magdalena og de to symbolske figurer – ”Repression” og ”Catechism” – helt ulidelige. Mage til prætentiøs og manieret ordflom skal man lede længe efter, og desværre er det disse passager, der fylder mest i filmen.

Wingroves budskab er klart nok: ad helvede til med religionens undertrykkelse af kvindelig lyst. Det er et fint budskab, men det kunne (undskyld ordspillet) ved Gud have været leveret på en langt mere spiselig facon. Når man skal trækkes med ulidelige scener, hvor abbedissen chokeres over den imaginære Maria Magdalenes uartige opfordringer til utugtig opførsel kan selv relativt veludførte og visuelt kompetente softpornscener ikke redde makværket.

Der er absolut intet ”farligt”, ”udfordrende” eller ”provokerende” ved Wingroves film. Og helt ærligt prædiker han jo for de omvendte, for de der ser filmen har næppe nogen kvaler ved kvindelig seksualitet og lyst, og vil helt klart mene, at abbedissens samtaler med Magdalene er dybt banale. Omvendt vil filmens lystfyldte lommefilosoferen aldrig nå frem til tvivlerne, for det religiøse segment vil aldrig se en film som Sacred Flesh.

Hvis man er til nunsploitation har Another World Entertainment tidligere udsendt Suor Emanuelle (Emanuelle i nonneklostret) fra 1977, som trods sine egne fejl og mangler er en utroligt meget bedre film end Sacred Flesh. Se den i stedet for, og glem at Sacred Flesh eksisterer.

Sacred Flesh er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt i nr. 46 | 13/08/2009

Stikord: Artfilm, Erotik, Klostre, Lesbianisme, Nonner, Nunsploitation, Softporn