Le viol du vampire

At jeg ikke er nogen synderligt stor fan af Jean Rollin skal ikke være nogen hemmelighed – det kan man eksempelvis forsikre sig om ved at læse min anmeldelse af Rollins Les Démoniaques (Demoniacs, 1974). Jeg finder generelt Rollins film røvkedelige, selv om jeg må erkende, at manden har flair for både stemning og billeder.

Derfor har Rollin også en trofast fanskare, og derfor er det også fuldt forståeligt, at Another World Entertainment udsender Rollins film på det danske marked. AWE har dog ikke udsendt filmene kronologisk, hvilket betyder at vi først nu kan tage et nærmere kig på Rollins spillefilmsdebutfilm Le viol du vampire fra 1968, udsendt på dansk med sin engelske titel The Rape of the Vampire.

Lad det være sagt med det samme: jeg synes, Le viol du vampire er et stykke filmisk makværk, og mener at de mange apologister, der allehånde steder på nettet udråber filmen til et ”mesterværk” må have ædt søm. Stemning eller ej – Le viol du vampire hænger utroligt dårligt sammen, og det gælder begge dele af filmen.

Et melodrama i to dele

Le viol du vampire præsenteres i forteksterne som ”Et melodrama i to dele”. Det skal man imidlertid ikke lægge det helt store i. Forklaringen er ganske enkelt den, at filmen oprindelig var tænkt som en novellefilm på omkring en halv times tid. Imidlertid foreslog produceren Samuel Selsky, at Rollin skulle udvide filmen til spillefilmslængde, hvilket Rollin gik i gang med. Ikke ved at ændre væsentligt på den oprindelige novellefilm, hvoraf flere af hovedpersonerne afgår ved døden, men ved ganske enkelt at klistre en ny film bagpå den første og med et vist overlap af persongalleriet.

Det er alt andet end yndefuldt, og ”Et melodrama i to dele” kommer dermed til at fremstå præcis så latterligt prætentiøst som det lyder. ”En novellefilm og en nødløsning” havde været mere præcist.

Psykoterapeuter og vampyrdronninger

Selv hver for sig hænger de to dele dog ikke sammen – især første del er ekstremt usammenhængende og udflydende, og anden del hænger kun marginalt bedre sammen. I novellefilmen ankommer tre unge mennesker til et øde beliggende slot, fordi de fire søstre der bebor slottet tror, de er vampyrer. Den ene af de tre unge er psykoterapeut og overbevist om, at søstrene lever i en vildfarelse og blot bilder sig ind, at de er vampyrer. Hans mission er derfor at kurere dem. Hvad de to andre laver kommer aldrig til at stå klart.

Herefter udspiller der sig en række scener i og omkring slottet, og det synes at fremgå at de fire søstre vitterligt ikke er vampyrer, men fastholdes i deres psykose af den gamle knark, der ejer slottet. Han hvisker dem usandheder i ørerne, stående bag den mest grotesk latterligt udseende djævlefigur, man kan forestille sig.

I anden del af filmen er der et plot, der i lidt højere grad er til at tage at føle på. Det er noget med en vampyrdronning, hendes håndlangere og en læge, der er ude på at fremstille en kur fordi hans kæreste er blevet vampyr.

Selv om der rent faktisk er antydninger af et plot, fortaber også denne del af filmen sig i obskuritetens tåger med mange scener, der kommer ud af det blå uden nogen form for sammenhæng med resten. Måske bl.a. fordi Rollin i et interview senere har fortalt, at en meget stor del af filmen blev improviseret på stedet.

Føj, føj, føj for den lede

Stedvist er der nogle ret fine billeder, og ind imellem fornemmer man også ansatser til den drømmeagtige stemning, Rollin vitterligt har talent for at fremmane (særligt en sekvens, der foregår i en gravkrypt har klare kvaliteter). Men langt det meste af tiden er filmen alt andet end pæn at se på, og det meste af tiden er der nogenlunde lige så meget stemning som i et S-tog.

Som i de fleste af sine film sammenblander Rollin i Le viol du vampire vampyrer og erotik – sidstnævnte primært i form af bare bryster. Vampirismen er til at overse, og effekter er der ikke tale om. Intet af det er uhyggeligt og erotisk er det da slet ikke – nøgenheden virker generelt påklistret, når den optræder.

Hvordan nogen kan få sig til at falde i svime over Le viol du vampire er mig en gåde. Det er uden tvivl en film af en type, som det hipt at sige, at man kan lide, fordi den er helt ugennemskuelig. Så kan man lide filmen, må det jo betyde, at man forstår den, og så må man jo være noget af en connaisseur – eller hvad? Nej. Der er bestemt ingen skam i at indrømme, at man ikke fatter en brik af, hvad der foregår, for der er ikke noget at fatte. Det er noget forbandet rod, ganske enkelt.

Le viol du vampire kan på ingen måde – absolut ingen måde – anbefales til andre end hardcore Rollin-fetischister og –kompletister. Er man interesseret i mandens produktion er der langt bedre film at gå til – f.eks. kan man med fordel kaste sig over hans Facination (1979), som selv jeg faktisk er ganske fornøjet over. Men vil man generelt have lumre vampyrer foreslår jeg til enhver tid, at man kaster sig over nogle af de senere Hammer-film. Selv de ringeste af disse er rent Oscar-materiale sammenlignet med Le viol du vampire.

Le viol du vampire er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt i nr. 46 | 13/08/2009

Stikord: Erotik, Vampyrer