The Exorcist II: The Heretic

William Friedkins filmatisering fra 1973 af William Peter Blattys bog The Exorcist blev en enorm succes. Filmen fik samme titel som bogen, og handler i al sin enkelthed om pigen Regan, der bliver besat af en dæmon, som efterfølgende bliver forsøgt uddrevet af to katolske præster.

Filmen blev vist for fyldte biografer verden over, og flere steder måtte den slet ikke blive vist. Filmen skabte hurtigt en lang række vandrehistorier om de ufattelige ting, der skete under indspilningen, og ligeledes hvor stærkt handlingen påvirkede biografgængerne. Det meste af det var naturligvis helt og aldeles løgn, men det virkede selvforstærkende, og filmen solgte bare bedre, jo mere folk fortalte ubehageligheder om den.

Friedkin selv høstede megen anerkendelse for The Exorcist, og det samme gjorde alle de vigtigste medvirkende skuespillere. William Peter Blatty skrev selv manuskriptet, og under hele indspilningen af filmen arbejdede han tæt sammen med Friedkin. Sådan skulle det imidlertid ikke blive med fortsættelsen.

Indspillet under tvang

Da instruktøren til den første film skulle findes, var William Friedkin ikke selskabets første valg. De så hellere den irske John Boorman i instruktørrollen, men Boorman takkede pænt nej da han ikke kunne forestille sig, at en film der portrætterede et barn i skurkerollen ville virke. Der tog han grueligt fejl, og mon ikke han senere fortrød dette bitterligt.

Det er i hvert fald påfaldende, at han sagde ja til at indspille fortsættelsen, der blev udsendt i 1977 under titlen The Exorcist II: The Heretic. Her skulle han dog nok have holdt hovedet koldt, for antallet af gode fortsættelser er, som bekendt, ret begrænset, og en film som The Exorcist er ikke just en let arv at løfte.

Som nævnt var manuskriptet til den første film blevet skrevet af Blatty selv. Fortsættelsen havde han imidlertid ingen indflydelse på, og her blev det i stedet den helt ukendte William Goodhart, der stod for handlingen. Han havde kun skrevet ét manuskript før The Exorcist II, og skrev i alt kun tre manuskripter i løbet af sin korte karriere. Helt let skulle det ikke være at gå i Blattys fodspor, men det største problem var, at Lee J. Cobb døde kort efter at manuskriptet var færdigt.

Cobb spillede den Columbo-agtige kriminalbetjent Kinderman i den første film, og det var meningen, at han skulle være en af de bærende roller i fortsættelsen. Det kunne ikke længere lade sig gøre, og Goodhart måtte derfor skrive hele historien om. Det nye manuskript var alt andet end vellykket, og Boorman forsøgte desperat at slippe for at indspille filmen.

Her satte filmselskabet imidlertid hårdt imod hårdt, og truede med at sagsøge instruktøren, hvis han ikke efterlevede sine kontraktmæssige forpligtelser. Det var således under tvang at Boorman filmede The Exorcist II, hvilket næppe er det bedste udgangspunkt for et vellykket stykke arbejde.

Ekperimentalteknologi

Handlingen begynder nogle år efter The Exorcist. Regan er nu blevet en ung teenager, men alt er ikke som det burde. Hun bor i New York, og lider af mærkelige drømme; drømme der på en eller anden måde relaterer sig til den dæmonbesættelse, hun overlevede i den første film. Det er som om noget drager hende, og vi fornemmer ret hurtigt, at der ligger noget og lurer lige under overfladen.

Regan får psykologhjælp, og hendes læge er Dr. Gene Tuskin, der gør hvad hun kan for at forstå, hvad det er, der foregår i den meget verdensfjerne piges tanker. Historien bevæger sig ganske langsomt, men med ét introducerer Tuskin en såkaldt “synkronisator” – et stykke eksperimentelt teknologi, der kan smelte hjernebølger sammen og lade en person se eller opleve andres tanker.

Det prøver Tuskin med Regan, og resultatet er forbløffende. En mildest talt farverig og rodet handling begynder nu at flimre forbi os. Regan er yderst modtagelig over for synkronisatorens virkning, og hun begynder nu nærmest at kunne læse andres tanker. Helt særligt er det dog, at hun på en eller anden måde bliver koblet sammen med en fremmed.

Denne fremmede viser sig at være Philip Lamont, en katolsk missionær i Afrika. Det er også ham der indleder filmen, ikke ulig den måde vi introduceres for fader Merrin i den første film. Hvorfor de to er forbundet er ikke helt klart, men Lamont har bekæmpet dæmoniske kræfter blandt de indfødte, og på den måde har han vakt det ondes vrede.

Det viser sig, at det er vinddæmonen Pazuzu, der på ny begynder at røre på sig og kræve Regan som sit bytte. Det opdager Lamont gennem deres mentale, metafysiske kontakt, og det går op for ham, at han må redde pigen. For at det kan lykkes, må han først drage til USA og senere tilbage til Afrika igen.

Det hele er ganske svært at gengive uden at afsløre for meget eller kaste sig ud i vidtløftige tolkninger. Det korte af det lange er, at Regan på ny bliver besat. Denne gang får besættelsen dog et andet udtryk, og pigen minder mere om en søvngænger end den djævel hun var i den første film. Det hele ender med et pompøst effekthelvede, hvor trådene formentlig skulle samles og Regan endeligt befries for Pazuzu. Elegant bliver dette ikke afviklet, og vejen til klimaks er ikke lige logisk alle steder.

Hadet af publikum

Da The Exorcist II fik premiere hadede publikum filmen. Boorman trak den også tilbage to gange før han endeligt slap den, men da var skaden sket, og fortsættelsen til Friedkins mesterværk var officielt blevet dømt som en fiasko. Det lå jo nok i kortene, men filmens undertitel – The Heretic – fik pludseligt en helt ny betydning.

Stort set alle, der medvirkede i filmen, var hurtige til at fordømme den og fralægge sig ethvert ansvar, og det er bestemt ikke én af de film som Boorman i dag er specielt begejstret for at tale om.

En stor del af ansvaret for det forfejlede resultat må nok tillægges det ganske forvirrende manuskript. Det hænger ganske enkelt ikke sammen, og trækker på elementer, der er helt fremmede for den første film. Det virker malplaceret, og det er særdeles svært at relatere de to film til hinanden.

En anden del af skylden må tillægges John Boorman selv. Han har ikke gjort det mindste for at tilstræbe en lighed med The Exorcist. Fortsættelsen er helt og aldeles Boormans film uden så meget som et nik til forgængeren. Det er kun de nødvendigste referencer, der er på plads, mens resten er ændret til ukendelighed.

Sensuelt fabulerende artfilm

I virkeligheden spiller handlingen stort set ikke nogen rolle i The Exorcist II, der langt mere minder om en syret tour de force gennem instruktørens visuelle og æstetiske præferencer. I slutningen af 60’erne var John Boorman en af de førende instruktører, der i en film som eksempelvis den hårdkogte Point Blank (1967) med Lee Marvin i hovedrollen, viste, at han mestrede at kombinere æstetik og historie som kun få andre.

Ganske interessant for Boormans karriere er det, at hans ligeledes fabelagtige Deliverance (1972) gik hen og blev hans sidste mainstreamfilm i lang tid. De næste produktioner, Boorman kastede sig ud i, var nemlig alle dybt indadvendte film, der bedre kan beskrives som artfilm end klassisk biografunderholdning.

Disse film, navnlig Zardoz (1974) og Excalibur (1981) såvel som The Exorcist II, var med til at stemple Boorman som en outsider, og hans produktivitet dalede drastisk gennem 80’erne. Det var først i 90’erne, at Boorman atter vendte tilbage med mere ordinære film efter en periode, hvor han stort set kun havde beskæftiget sig med små TV-produktioner, der primært omhandlede irske tematikker.

Boorman udviklede sig til en instruktør, der forfulgte sine egne kunstneriske visioner i et kompromisløst og syret univers. Netop dette er imidlertid problemet ved The Exorcist II. Han indfriede ganske enkelt ikke det, folk forventede. I stedet for en dyster katolsk gyser, blev det en smuk, sensuelt fabulerende artfilm, der kun akkurat hænger sammen.

Havde man forventet endnu engang at se Regan forvandle sig til et rygende monster, blev man slemt skuffet. The Exorcist II er næsten klinisk renset for alle de store katolske spørgsmål, og retter sig i stedet mod en østlig filosofi, som intet har at gøre med den første film.

Burtons alkoholproblemer

Blandt skuespillerne er det navnlig Linda Blair som påkalder sig opmærksomhed. The Exorcist II burde være blevet et triumftog for hende, da det var den første The Exorcist som skabte hendes stjernestatus, og for tid og evighed knyttede hendes navn til gysergenren. Blair er ingen stor skuespiller, men der er trods alt noget charmerende ved hende, og på sin egen kluntede måde spiller hun ganske godt i filmen.

Præsten Philip Lamont spilles af veteranen Richard Burton, hvis alkoholproblemer var med til at forsinke indspilningerne betydeligt. Det er Burton, der er filmens egentlige stjerne, men det er bestemt ingen stjernepræstation, han yder. Rollen overspilles drastisk, men manden har tydeligvis gjort hvad han kunne. Det er bestemt ikke Burtons bedste film, men det kommer jo nok næppe bag på nogen.

De øvrige medvirkende er ikke synderligt interessante, om end Louise Fletcher gør det ganske godt som Dr. Gene Tuskin. Det kan også bemærkes, at James Earl Jones har en lille rolle som shaman eller heksedoktor, og medvirker i en af filmens mest intense scener. Nemlig episoden hvor fader Lamont skal møde Pazuzu ansigt til ansigt og forstå, hvem vinddæmonen er.

Stemningsbillede

The Exorcist II er ingen god film. Den er langsommelig og usammenhængende, man forstår ikke hvorfor hovedpersonerne handler som de gør, og selve slutningen virker påklistret såvel som en smule besynderlig, resten af handlingen taget i betragtning. Det er tydeligvis ikke en film, der har inspireret skuespillerne til store præstationer, og Boorman selv kører sit helt eget show uden hensyn til, hvad det er for en film han bygger videre på.

The Exorcist II kan derfor ikke anbefales, og så dog. Personlig er jeg meget glad for filmen. De sære hallucinationslignende scener, hvor den besynderlige synkronisator smelter Regan og Lamont sammen, er yderst fascinerende. Filmen oser langt væk af lummer sommervarme, psykedeliske drømme og sværmerisk mytologi.

Det er alt sammen elementer som man også genfinder i andre Boorman-film, og jeg elsker dem. Kan man derfor affinde sig med Exorcisten II som noget helt andet, end den film det burde være, får man et smukt stemningsbillede, der har langt flere poetisk dystre scener end mange andre. Derfor vil jeg ikke afvise, at denne er mindst lige så interessant som den første film, bare af alle de forkerte årsager.

Anmeldt i nr. 10 | 13/08/2006

Stikord: 2’er, Dæmonbesættelse, Dæmoner, Fortsættelse