Drama på Vulkanøen er andet bind i den historie om Mads’, Mettes og Sjokos Oplevelser, der begyndte med “S/S Manitoba” Svarer Ikke, og som har den overordnede titel De Mystiske Stråler.
Da serien oprindelig kørte i det franske ugeblad Coeurs Vaillants, kørte de to dele som én lang historie, og det var først, da albumudgaverne udkom, at den blev splittet op. Begge albums udkom første gang på fransk i 1952, og man skal her lægge mærke til, at albumudgivelserne ikke følger den rækkefølge, Hergé tegnede historierne i. Således udkom de to bind i historien Stratonef H.22 som albums i 1951, selv om de kørte i Coeurs Vaillants efter De Mystiske Stråler.
Nye problemer
Ved slutningen af “S/S Manitoba” Svarer Ikke var det lykkes for Mads, Mette og Sjoko at flygte fra de onde pirater, og de undgik med nød at næppe at ende på middagsbordet hos den kannibalstamme, der beboede den sydhavsø, de var havnet på. Men problemerne stopper ikke her. Den gale videnskabsmand, der er piraternes leder, har sendt sine folk ud for at finde trekløveret, og snart ankommer de da også til øen. Dette falder sammen med, at øens vulkan går i udbrud, og efter nogle forviklinger, er Mads igen taget til fange af piraterne, mens Mette er strandet på øen.
Til alt held er det lykkes for Mads at få sendt et budskab hjem, så der går ikke længe inden det amerikanske søværn dukker op, og så er Mette reddet. Mads, derimod, er blevet ført tilbage til piraternes undersøiske base, hvor den gale videnskabsmand nu vil bruge ham til sine eksperimenter med den enorme robot, han har bygget. Planen er at overføre Mads’ bevidsthed til robotten.
Mette og Sjoko kommer til USA, og mens Mads har sine egne oplevelser hos piraterne, bliver Mette også kastet ud i nye eventyr. På grund af hendes nyvundne berømmelse, bliver hun nemlig kidnappet af et par gangstere, der vil kræve en klækkelig løsesum for hende. Til alt held er Sjoko en særdeles intelligent abe, og det lykkes for ham at opspore Mette, og sammen får de vendt krigslykken, og taget slynglerne til fange.
I mellemtiden er Mads’ forældre ankommet til USA, og faderen, der er ingeniør, udtænker en plan for at få sønnike tilbage. Præcis hvad skal jeg ikke afsløre, men det ender med et drabeligt opgør på den undersøiske base, hvor den gale videnskabsmand beslutter sig for at oversvømme hele basen i stedet for at blive taget i live.
Underholdningsværdien i top
Idet De Mystiske Stråler oprindelig kørte som én lang fortælling i Coeurs Vaillants, fortsætter historien i Drama på Vulkanøen aldeles direkte fra første bind. Med andre ord mærker man på ingen måde, at historien foreligger i to bind, og den kunne uden problemer være udgivet i ét stort album.
Det betyder også, at underholdningsværdien fortsat er i top, og at Drama på Vulkanøen præsenterer den samme form for science fiction-eventyr for børn og unge, som “S/S Manitoba” Svarer Ikke. Man kan måske indvende, at Drama på Vulkanøen er en anelse mere ujævn, fordi den introducerer sideplottet med Mettes selvstændige eventyr, men det har på den anden side været en oplagt mulighed for Hergé for at udvide historiens rammer lidt. Hvis begge søskende på ny var blevet taget til fange af piraterne, ville denne del af historien jo have mindet meget om den første.
Ligesom i “S/S Manitoba Svarer Ikke” er der ganske meget dramatik i Drama på Vulkanøen – og ikke kun på vulkanøen. Elementer i det første bind gør det efter min mening uegnet til de helt unge tegneserielæsere, og også heri bliver tommelskruerne strammet: især da Mette forsøger at undslippe øen i amfibiekøretøjet, og er ved at løbe tør for ilt, da den gale videnskabsmand bruger Mads som forsøgsperson, og da han til sidst beslutter sig for at sætte basen under vand. Hovedpersonerne kommer ud i en række ganske farlige situationer, og skurkene er på ingen måde særlig venlige.
Talentfuld abekat
Sjoko står dog for en lang række gags, der letter på stemningen og tilføjer præcis den rette mængde comic relief. Det er også til dels på grund af abens stærke tilstedeværelse, at Mads’, Mettes og Sjokos Oplevelser har en mere naiv tone end Tintin, men der er også andre eksempler. Som da Mette tilbyder at køre amfibiekøretøjet ud i vandet, så den derfra kan blive hejst op på det skib, amerikanerne har sendt ud. “Husk at der ikke er mere ilt i den,” siger én af amerikanerne til hende, hvortil Mette svarer: “Jamen nu har den jo stået åben, så den friske luft er trængt ind.” Der er langt herfra og til det nærmest krakilske petitesserytteri, Hergé satte i værk for at gøre Tintin så pinlig korrekt.
Sjokos meritter tilføjer et ekstra lag barnlig naivitet, især i sekvensen, da han næsten egenhændigt redder Mette fra gangsterne i Amerika. Jeg overdriver ikke, hvis jeg siger, at abekatten her udviser større tæft for detektivvirksomhed og handlekraft end de to jubelidioter Dupond og Dupont nogensinde gør i Tintin. Godt nok har Tintin også Terry, der flere gange bliver sin herres redningshund, men slet ikke i nær så overdreven grad som her. Men disse elementer er en del af spillets regler: Mads’, Mettes og Sjokos Oplevelser blev tegnet til et lidt andet publikum, end Tintin, og Hergé har tydeligvis ikke følt sig så forpligtet til at være så realistisk, som i Tintin. Det er måske også heri, at man mærker, at serien var et bestillingsarbejde, som Hergé aldrig rigtig fandt sig helt til rette med.
Fint fortalt spændingshistorie
På trods af dette må man sige, at man aldrig mærker, at Hergé følte sig bundet af de rammer, der var blevet sat op for serien. Det samme gælder for “S/S Manitoba” Svarer Ikke, og det betyder, at man har en fint fortalt spændingshistorie for børn og unge, fortalt med Hergés glimrende timing og forståelse for både spænding og komik.
Tegnestilen er, naturligt nok, en direkte fortsættelse af den, vi så i “S/S Manitoba” Svarer Ikke. Mads’, Mettes og Sjokos Oplevelser er aldrig blevet omtegnet i samme grad, som de fleste Tintin-albums blev det, og det er fortsat især i baggrundstegningernes detaljeringsgrad, man mærker det. Endnu engang er det dog noget, man sagtens ser igennem fingre med, for når først musikken spiller er man glimrende underholdt.
Jeg læste første gang De Mystiske Stråler, da jeg var barn, og begge albums er næsten helt slidt op – så mange gange læste jeg dem. Derfor er det fantastisk at kunne konstatere, at historien stadig holder. Det er albums, jeg kommer til at vende tilbage til mange gange i fremtiden, og når jeg engang selv får børn, skal de helt sikkert have lejlighed til at stifte bekendtskab med Mads, Mette og – ikke mindst – Sjoko. Det er en glimrende introduktion til Hergé, og måske en anelse nemmere at forholde sig til for målgruppen end Tintin.
Mads’, Mettes og Sjokos Oplevelser: De Mystiske Stråler 2. del: Drama på Vulkanøen er venligst stillet til rådighed af Carlsen Comics.
Originaltitel: Le rayon du mystère 2me episode: L’éruption de Karamako
Seriens titel: Mads’, Mettes og Sjokos Oplevelser
Seriens originaltitel: Les Aventures de Jo, Zette et Jocko
Forfatter: Hergé
Tegner: Hergé
Albumlængde: 52 sider
Dansk oversættelse: Jørgen Sonnergaard
Le rayon du mystère (De Mystiske Stråler) udkom første gang i det franske tegneserieblad Coeurs Vaillants fra januar 1936 til juni 1937.
Anden del af historien udkom som album på fransk i 1952 under titlen Le rayon du mystère 2me episode: L’éruption du Karamako.
Udkom i Danmark som album første gang i 1971 som De Mystiske Stråler 2: Drama på Vulkanøen på Illustrationsforlaget (Carlsen if).
Anmeldelsen er baseret på 7. oplag, 2000, udgivet på Carlsen Comics.
Anmeldt i nr. 34 | 13/08/2008
Stikord: Gale Videnskabsmænd, Gangstere, Havet, Øer
