Tales of Talislanta

Talislanta er et af de gamle fantasyrollespil på markedet. Det udkom for første gang i 1987, og havde dengang det erklærede mål at gøre op med de stereotyper og klichéer, som Gary Gygax og Dungeons & Dragons havde føjet til stort set alt fantasy, der udkom.

Væk fra Tolkien

Lignende ambitioner kunne også genfindes i andre spil, som eksempelvis det banebrydende Empire of the Petal Throne, udgivet i 1975 af professor Barker. Et andet eksempel kunne være Skyrealms of Jorune af Andrew Leker m.fl., udgivet i 1986. Fælles for disse spil var et forsøg på at skabe alternative verdener, der ikke relaterede sig til Tolkiens værker.

Et vigtigt skridt i den retning var at undlade at inkludere de klassiske fantasyracer som elevere og dværge, men endnu vigtigere var selve tilgangen til de nye verdener, som spillene beskrev. Det var ikke så meget et spørgsmål om at definere hvem, der er de gode og hvem, der er de onde, som at beskrive verdenens kulturer. Det har især Talislanta gjort en dyd ud af.

Talislanta

Spillet er centreret om et enkelt kontinent, kaldet Talislanta, hvor myriader af racer og kulturer lever side om side i en verden, der langsomt er ved at rejse sig i skyggen af den enorme magiske katastrofe, der lagde landet øde 600 år tidligere. Kulturerne, der findes på kontinentet i dag, er en skønsom blanding af folkefærd, der overlevede katastrofen, og helt nye racer, skabninger og kulturer, der først nu er ved at finde sig til rette.

Landskabet er hærget, og varierer fra enorme ødemarker til frugtbare jungler og kolde bjergegne. Kort sagt et kontinent, der byder på alt det en eventyrer kunne ønske sig. Racerne der lever i Talislanta er vidt forskellige, både af udseende og væsen. Som udgangspunkt er der hverken gode eller onde skabninger. Alle racer og kulturer præsenteres som ligeværdige, om end visse racer har tendenser til konsekvent at komme i klammeri med alt de møder.

Spilfiktion

Ganske typisk for alle rollespil, der når en vis størrelse, bliver der udsendt én eller flere bøger med fiktion, der foregår i spillets verden. Det skete også for Talislanta i 1992, kort efter at spillets skaber, Stephan Michael Sechi, og Jonathan Tweet havde samarbejdet om spillets tredje udgave, der var udkommet samme år hos Wizards of the Coast. Sechi stod selv som redaktør på bogprojektet, der resulterede i en lille novellesamling med ni noveller samt en kort introduktion til Talislanta.

Bogen skal nok ses som led i Wizards of the Coasts markedsføring af rollespillet, da novellesamlingen på mange måder er rettet mod læsere, der ingen kendskab har til spillet. Det er som sådan ingen dårlig ting, men det betyder også, at der i alle historierne bliver brugt en del plads på at forklare mange almindelige ting, som fans ikke ville behøve at få introduceret.

Det er et problem, som sikkert genfindes i næsten al spilfiktion, men problemstillingen bliver særdeles relevant i en kompleks verden som Talislanta, hvor der eksempelvis ikke eksisterer heste, og hvor to sole hænger på himlen. Det skal i øvrigt indskydes, at novellerne i Tales of Talislanta ikke er det første publicerede fiktion, som foregår i spillets univers. Tilbage i 1988 var en kort historie kaldet The Wizard Hunter inkluderet i supplementet Sorcerer’s Guide, udgivet af Bard Games.

Miserabel novelle af spillets skaber

Den første novelle i bogen er skrevet af Sechi selv. Han har bidraget med hele tre af bogens historier, hvilket måske er lidt overraskende, men på den anden side er han den, der om nogen, kender Talislanta. Desværre er der åbenbart meget stor forskel på at skrive rollespilsprodukter og fiktion, for den første novelle, Tamerlin’s Odyssey, er blandt det ringeste, jeg har læst i meget, meget lang tid.

Ikke alene er novellen skrevet miserabelt, men Sechi bryder også med den officielle Talislanta-kanon idet han præsenterer en alternativ baggrund for troldmanden Tamerlin, der er en ganske central karakter i spillets univers. Det er dumt, og virker slet ikke. Novellen handler kort fortalt om hvordan den unge troldmand opdager Talislanta-kontinentet.

Bedre underholdning finder man i den næste historie, skrevet af Lawrence Watt-Evans. Novellen hedder Tulki’s Revenge, og udspiller sig blandt havnomaderne; et folkefærd der lever på store pramme som frit driver omkring langs kontinentets sydlige kyster. I historien følger vi nogle interne stridigheder blandt nomaderne, og bliver vidne til lidt speciel hævnfortælling. Det er en jævn historie, der nok kun virker overbevisende fordi den kommer umiddelbart efter Sechis langt ringere arbejde.

Den første gode novelle i bogen leveres af Deborah Millitello, der har skrevet den korte Survival. En fortælling der foregår i et barskt bjerglandskab blandt det folkefærd, der kaldes Harak – barbarer der har lært at overleve på ingenting i de golde bjerge. I al sin enkelthed handler novellen om en enkelt stammes forsøg på at klare sig gennem den hårde vinter, og hvorfor man ikke skal stole på en Harak. Det er en rigtig god, skarpt fortalt historie, der glimrer ved både at være herligt kompromisløs og ganske spændende. Slutningen gætter man ret hurtigt, men det gør ikke noget, for den er dejligt grum.

Mere dårligdom – og bogens kvalitative højdepunkt

M. C. Summer er en næste bidragsyder. Han har skrevet To Rest in the Sea, der er en lidt længere novelle, som har flere gode træk, men i sidste ende virker lidt uforløst. Plottet er godt, men Summer har ikke formået at gennemføre det. I novellen hører vi om Sur Rin, en ung mand af sunra-racen – en race af amfibievæsner, der holdes som slaver i det store kejserdømme Quan i det østlige Talislanta. Fortællingen handler om Sur Rins private oprør mod undertrykkerne, og hvad der kommer ud af det.

Så vender Stephan Michael Sechi tilbage med sit andet bidrag til bogen. Novellen hedder denne gang Rogues, og er mange gang bedre end hans første historie. Handlingen udspiller sig i den kaotiske storby Zanth i det vestlige Talislanta. Byen har meget tilfælles med ideen om “Tyvenes By”, som vi kender det fra Sortsand i Sværd & Trolddom-universet eller fra Fritz Leibers Lankhmar-historier. Den novelle Sechi har skrevet til bogen, er da også en meget tyk Lankhmar-pastiche. Novellen er ikke velskrevet, men den er fuld af energi, hvorfor man bærer over med det kluntede sprog.

Herefter når vi til bogens kvalitative højdepunkt. Ru Emerson har skrevet Of Women and Honor; en længere novelle om den unge slavehandler Fe Zishar, der må rejse fra Faradun i syd, til det barske Arim med to smukke slavinder, der hurtigt begynder at fordreje hovedet på ham. Novellen er konstrueret som læste vi Fes dagbog, og det fungerer rigtig godt. Ikke alene er historien god og velskrevet, men Ru Emerson har også formået at indfange Talislantas stemning rigtig godt. Hun formår i novellen at få verdenen vækket til live, og historien er derfor særdeles inspirerende læsning.

Et stk. fornøjelig novelle – og igen to dårlige

The Ring er skrevet af Simon Shapiro, og foregår, som også en tidligere historie, i Zanth. Denne gang er det et den lille ferran Pix, der er hovedpersonen. Ferrans er små skabninger, der mest af alt minder om en krydsning mellem mennesker og gnavere. De er ucharmerende væsner, som er berygtede for deres tyvske vaner. I historien skal Pix bjærge en forsvunden magisk ring fra en enorm mødding uden for byen.

I sig selv er det en ganske sjovt, men det virker lidt som om, Shapiro allerede havde historien klar da Sechi spurgte om han ville bidrage med noget til Tales of Talislanta. The Ring er lidt anonym, og er ikke rigtigt integreret i verdenen. Uanset hvad er novellen dog ganske meget fornøjelig.

Deborah Millitello har skrevet to noveller til bogen. Hendes første bidrag, Survival, er blandt de bedste i hele samlingen, men den anden historie Finding the Way er ikke noget specielt. Den udspiller sig i Kejserdømmet Quan, og handler, præcis som M. C. Summers novelle, om kampen mod undertrykkerne. Ud over dette behandler den også emner som venskab og loyalitet – på en lidt pubertær facon, vel at mærke. Det er to slaver på flugt, der er hovedpersonerne. Novellen fungerer ikke helt, og har flere, ret irriterende sødladne træk, der ikke holder.

Den sidste novelle i bogen er skrevet af Sechi, og hedder Shadowmoon. Den omhandler en mand, der tilhører de mystiske arianeres race. Særlige væsner, der ser alt i en spirituel sammenhæng og har meget svært ved at finde sig til rette blandt almindelige væsner.

I novellen følger vi arianerens forsøg på at finde frem til et væsen, der udsender nødråb til ham gennem åndernes verden. Der er flere gode ideer i historien, men efter at have læst tre noveller af Sechi kan det med stor sikkerhed konkluderes, at han ikke er nogen dygtig forfatter. Teksten er kluntet, og handlingen sært udflydende. Novellen savner enhver form for spænding, og derfor er den i sidste ende ret uinteressant.

Ikke god reklame

Som det nok fremgår af ovenstående gennemgang, er det en lunken samling historier Stephan Michael Sechi har fået samlet sammen. De fleste er særdeles jævne, og redaktøren selv står for de absolut værste. Et par enkelte guldkorn, som Survival og Of Women and Honor er dog rigtig gode fantasynoveller, der har kvaliteter som de fleste læsere nok vil værdsætte.

Man kan spørge sig selv om det er Talislantas skyld, at de fleste historier er så ringe, men det er det ikke. Svaret skal nok nærmere søges i udvalget af forfattere. De fleste var næsten ukendte navne i 1992, og flere har ikke drevet det til meget siden. Dette er surt, for det kunne være interessant at se, hvad en flok kompetente skribenter kunne bruge Sechis spilverden til. Sechi selv formår absolut ikke at omsætte de kvaliteter, han selv har skabt, til fiktion, men derfor skal man ikke betvivle hans kreative evner.

Talislanta er et fremragende spil, der desværre er næsten ukendt herhjemme. Novellerne i Tales of Talislanta gør ikke god reklame for spilverdenen, men de understreger dog hvor alsidig og anderledes spillet er, set i forhold til eksempelvis meget af det D20-fantasy, som er blevet spyttet ud i løbet af de senere år.

Et lille lyspunkt ved bogen er, at hver novelle indledes med en sort/hvid illustration af P. D. Breeding-Black, der om nogen har været med til at skabe Talislantas look. Hun har været med fra begyndelsen, og som hos så mange andre spil har hendes illustrationer været genbrugt igen og igen. I Tales of Talislanta finder man imidlertid en række nye tegninger, der ikke har været trykt tidligere. Det i sig selv hæver bogens kvalitet og interesse, men desværre lever de fleste ikke helt op til hendes sædvanlige standard. De fortjener dog at blive trukket frem som noget af det bedste ved novellesamlingen.

Kun appel til samlere

I sidste ende må man erkende, at Tales of Talislanta kun har appel til rigtige samlere. Historierne er ganske enkelt for ringe til at have gennemslagskraft som fantasynoveller, der kan læses som uafhængig litteratur, og som spilfiktion er bogen kun interessant derved, at den bryder med mange af de Talislanta-klichéer som med årene er opstået i spillet.

Et eksempel for kendere kunne være, at Cymril og Seven Kingdoms knap nævnes, hvilket er meget befriende og interessant. Bogen er naturligvis ikke længere i handlen, men den dukker jævnligt op på eBay, og kan købes for få penge. Den hører hjemme i en Talislanta-samling, men den vil næppe blive læst mere end én gang.

Anmeldt i nr. 9 | 13/07/2006

Stikord: Antologi, Fantasy, Spilfiktion