Striden om Natkrystallerne: Skyggeringen

Skyggeringen er både den anden bog i trilogien om Natkrystallerne, og forfatteren Bent Jakobsens andet værk. Den første bog udkom tilbage i 2002, og det er da også tydeligt i Skyggeringen, at Jakobsen gjorde sig en del erfaringer med den første, som han nu bruger i fortsættelsen.

Sproget er blevet mere flydende og sikkert. Samtidig er en hel del af den komik, som prægede Det blå lys blevet valgt fra til fordel for en langt mere alvorlig tone. Det pynter på historien, men åbner desværre også for nogle helt nye problemer.

Tilbage hvor vi startede

Handlingen tager atter sin begyndelse i nutidens England, hvor vi møder jeg-fortælleren i den hyggelige lille by Compton Basset. I byen findes de såkaldte hegnstrolde, og hele seriens første bind gik med, at vi fik fortalt, hvordan disse skabninger var kommet til landsbyen.

Det viser sig, at hvad vi tidligere har hørt, blot var begyndelsen på fortællingen om troldene. En spejdertrop finder en mystisk jernring i troldenes krat, og med ét kastes der dystre skygger over Compton Basset. Vores jeg-fortæller aner at noget er på færde, og beslutter sig derfor for at opsøge gamle Nathan, den mand, der kender til alt om landsbyens historie, og ham der fortalte hovedparten af handlingen i den første bog. Da Nathan hører om denne jernring, bliver han ganske bleg og fortsætter nu den historie vi hørte i Det blå lys.

Vi bliver således ført tilbage til 1800-tallets midte, og befinder os igen i selskab med den gemytlige krovært Goodwin, sømanden Bomstaff og den kække knægt Henri. De er alle samlet i Compton Basset efter en tids adskillelse, og er alle glade. Livet er herligt, og ingen aner uråd. Sådan skal det ikke forblive. Uhyggelige skikkelser har begivet sig mod landsbyen for at finde Goodwin.

Ond troldmand

Tilsyneladende er der flere som søger efter den troldmand – Castanac – som vores tre venner selv søgte efter i første bind. Ham fandt de i Konstantinopel, og sluttede venskab med ham. Da der nu dukker ubehagelige typer op i Compton Basset og spørger efter troldmanden, bliver vennerne bekymrede. Tilmed får de fortalt, at Castanac slet ikke er så godhjertet som man skulle tro. Angiveligt stjal han sin egen fars trolddomsbøger. Hvad skal vennerne nu tro og gøre?

Folkene der leder efter Castanac er et særdeles umage selskab, udgjort af den usympatiske Jim Scar og hans bande, samt en række andre dystre personager. Her er det især den sortklædte troldmand Tresor, som er foruroligende. Sammen med sin hæslige, hårløse abe spreder den dødningelignende troldmand rædsel i landsbyen. Ikke så meget fordi han ser ud som han gør, men fordi Tresor er i besiddelse af netop den jernring, som spejderne fra nutiden fandt i hegnet.

Denne ring viser sig at være en frygtelig, magisk genstand, der er knyttet til mørket. Kombineres jernringen med en særlig krystal, bliver den med ét til et dommedagsvåben. I dette har vi omdrejningspunktet for hele handlingen. Den eneste som kan tænkes at vide hvor denne krystal ligger gemt, er Castanac, og derfor jagter mørkets kræfter ham nu.

Da Goodwin og de andre ikke vil fortælle, hvor troldmanden skjuler sig, sætter Jim Scar og hans bande alt ind for at få svaret. De belejrer landsbyen, og vennerne må flygte i ly af natten. Her begynder en ny rejse for vennerne, der atter skal føre dem til Konstantinopel. Som i første bind, er det svar de søger, men de vil også advare deres ven. Naturligvis slipper de ikke helt så let fra deres fjender, og gang på gang konfronteres de med dem i løbet af historien.

Ambitioner med vokseværk

Præcis som i den første bog, har Bent Jakobsen valgt at bruge den relativt komplicerede fortællestruktur, med flere historier der fortælles i historien. Mens vi i Det blå lys hørte om Castanacs baggrund, får vi i Skyggeringen fortalt hvem Tresor er. Denne fortælling tager os tilbage til slutningen af 1100-tallet i Det hellige land, hvor al den ondskab, som plager vores hovedpersoner, begyndte.

Bent Jakobsen kommer atter vidt omkring, og meget af den eksotiske stemning, der prægede den første bog, genfindes i fortsættelsen. Der introduceres en række nye personer, blandt andet en kinesisk familie, der sætter ekstra kulør på det hele.

Mens handlingen i første bog var ganske ligefrem, har forfatterens ambitioner tilsyneladende fået vokseværk i mellemtiden. Skyggeringen kan næsten ikke blive for omfattende. Stort set hele bogen går med at bygge op til det klimaks, vi må håbe kommer i det sidste bind. Man skal faktisk holde tungen lige i munden for ikke at miste overblikket over de mange personer, deres motiver og relationer.

Uklar målgruppe

Heri ligger min første anke mod bogen, for hvem er den egentlig skrevet til? Den første var tydeligvis en børnebog, men fortsættelsen er så kompliceret, at det næppe igen kan være tilfældet. Skyggeringen er fyldt med komplicerede ord og steder, hvilket nok kun er noget få børn i alderen ti til tolv har glæde af.

Som voksen læser er det glædeligt, at de humoristiske elementer er tonet ned. Det gør bogen til en bedre læseoplevelse, men nogen voksenroman er det ikke. Det må derfor være et åbent spørgsmål hvem roman er rettet mod.

Set gennem kritiske briller må det påpeges, at koblingen mellem den første og anden bog er ret svag. De nye elementer, som tilføres historien i fortsættelsen, har mere karakter af en uafhængig fortsættelse. Det er også ret åbenlyst, at Ringenes Herre-feberen ramte Jakobsen mens han arbejdede på Skyggeringen. Der er mange elementer, som er løftet direkte fra Tolkien, og skal man være lidt hård har Jacobsen nærmest lånt hele konceptet fra Tolkiens trilogi, og tilpasset den sit eget univers.

Nuvel, man kan finde værre forfattere end Tolkien at plagiere, men Bent Jakobsens timing er bare lidt skidt i en tid, hvor mæthedskvalmen i forhold til sorte skikkelser, der jagter magiske ringe, endnu ikke er forsvundet.

Det skal dog påpeges, at Jakobsens handling som sådan ikke fejler noget. Det er desværre ikke så meget han bruger den til, for som nævnt går det meste af bogen med at bygge op til klimaks. Det kan jo også være meget godt, men går der fire år mere før forløsningen kommer, er jeg ikke helt sikker på at forfatteren kan finde tilbage til nerven i historien. At denne bekymring synes reel, bevidner den store forskel mellem første og andet bind kun alt for tydeligt.

Alt i alt er Skyggeringen en hel del mere interessant end Det blå lys, og Bent Jakobsen er blevet bedre. Stor kunst er det ikke, og romanen fremstår særdeles usleben Den lever i høj grad på Jakobsens meget fine, stemningsmættede miljøbeskrivelser, men i sidste ende er det ikke helt nok.

I sig selv kan bogen ikke anbefales endnu, for den støtter sig så meget til det ikke publicerede tredje bind, at man ikke kan vurdere arbejdet før det er afsluttet. Det skal dog siges, at Bent Jakobsen har pustet så meget luft i ballonen, at jeg personlig glæder mig til at finde ud af, om han mestrer at afslutte trilogien fornuftigt, eller om det ryger i luften med et brag.

Skyggeringen er venligst stillet til rådighed af Gyldendals Forlag.

Anmeldt i nr. 9 | 13/07/2006

Stikord: 2’er, Fantasy, Fortsættelse, Folkeeventyr, Magi, Trilogi, Troldmænd